Filmfestival Tyske Filmdage 2024

Filmscene fra Christian Petzolds film "Red Sky": Nadja, spillet af Paula Beer, står ved kysten med en cykel og havet i baggrunden. Hun smiler til Leon, spillet af Thomas Schubert, som står med ryggen til kameraet og vender sig mod Nadja. © Christian Schulz/Schramm-Film

Sø, 07.04.2024 -
To, 11.04.2024

Grand Teatret (København), Øst For Paradis (Aarhus), Café Biografen (Odense)

Se syv tyske film i København, Aarhus & Odense

Tyske Filmdage løber for 15. år i træk af stablen i både København, Aarhus og Odense! Vi åbner festen med en sommervarm og humoristisk film fra Christian Petzolds hånd, Roter Himmel, og vi har fornøjelsen af instruktøren selv, når han besøger filmdagene for at præsentere sin film til den officielle Danmarkspremiere. Vi får også besøg af den unge instruktør Timm Kröger, der stikker ud med sin genrebevidste film noir, Die Theorie von Allem.

Programmets titelside prydes i år af Paula Beer, der har hovedroller i hele to film, nemlig åbningsfilmen Roter Himmel og Kilian Riedhofs Stella. Ein Leben. Gå heller ikke glip af den altid fremragende Sandra Hüller, der spiller modvillig hofdame i Frauke Finsterwalders Sisi & Ich, med Christian Kracht som medforfatter på manuskriptet. Vi byder desuden på en kulinarisk rejse ind i Europas topkøkkener med det dokumentariske portræt af en ung kvindelig kok på vej frem: She Chef af Melanie Liebheit og Gereon Wetzel.

Læs mere om de øvrige film og hele programmet her:
 

IM LAUF DER ZEIT (1976) af WIM WENDERS

Wim Wenders‘ roadmovie fra 1976 følger Bruno Winter og Robert ’Kamikaze’ Lander i en udrangeret varevogn gennem Tyskland. Bruno med kælenavnet ’King of the Road’ (Rüdiger Vogler) reparerer filmfremvisere langs grænsen til det daværende Østtyskland – fra Lüneburger Heide til Bayerischer Wald. Bruno bliver tilfældigvis vidne til den ulykkelige Roberts halvhjertede selvmordsforsøg og tager ham under sine vinger. Mens de to mænd lægger kilometer efter kilometer bag sig, gror en slags venskab langsomt frem. Som Robert ses en ung Hanns Zischler, der i øvrigt spiller den konservative prof. Strathen i Die Theorie von Allem. Med Im Lauf der Zeit fejrer vi den evigt produktive Wim Wenders, der netop nu er aktuel med den Oscar-nominerede Perfect Days.

Grand Teatret KBH, søndag 7. april, kl. 15:30
Øst for Paradis Aarhus, søndag 7. april, kl. 15:30
Cafe Biografen Odense, søndag 7. april, kl. 15:30

 
 

ROTER HIMMEL (2023) af CHRISTIAN PETZOLD

Filmen udspiller sig et sted på den tyske Østersøkyst, hvor himlen farves rød af en skovbrand, der bevæger sig nærmere og nærmere filmens persongalleri. Da Leon og Felix (Thomas Schubert og Langston Uibel) ankommer til en idyllisk beliggende sommervilla, er det meningen, at Leon skal skrive videre på sin anden bog, mens Felix forbereder sig på sin optagelsesprøve til Kunstakademiet. Men deres arbejdsdisciplin udfordres af husværtinden Nadja (Paula Beer), der er mere livlig, end de kunne havde forudset – også på kærlighedsfronten. Petzolds seneste karakterdrama blev belønnet med en Sølvbjørn på Berlinalen i 2023.

Mød instruktøren Christian Petzold til en samtale efter filmen i Grand Teatret mandag den 8. april!

Grand Teatret KBH, søndag 7. april, kl. 19 + mandag 8. april, kl. 17
Øst for Paradis Aarhus, søndag 7. april, kl. 19
Cafe Biografen Odense, søndag 7. april, kl. 19

 
 

DIE THEORIE von ALLEM (2023) af TIMM KRÖGER

Året er 1962, og den unge fysiker Johannes Leinert (Jan Bülow) deltager i en videnskabelig kongres i de schweiziske alper med sin professor Julius Strathen (Hanns Zischler). Gæsterne på det fornemme hotel fordriver tiden med skiløb og åndrige middagsselskaber. Alt imens kæmper Johannes med sin afhandling om parallelle virkeligheder, som Strathen affærdiger som vrøvl, mens hans gamle rival prof. Blumberg taler om en mulig Nobelpris. Johannes drages af den mystiske pianist Karen Hönig, men så forsvinder en række personer på mystisk vis. Nogle findes grufuldt lemlæstede i sneen, er det uheld eller mord? Og har den bizarre skyformation på himlen over det store bjerg noget at gøre med det? Film noir møder tysk bjergfilm.

Mød instruktøren Timm Kröger til en samtale efter filmen i Grand Teatret mandag den 8. april!

Grand Teatret KBH, mandag 8. april, kl. 19:30
Øst for Paradis Aarhus, mandag 8. april, kl. 19
Cafe Biografen Odense, mandag 8. april, kl. 18:30

 
 

SHE CHEF (2022) af MELANIE LIEBHEIT og GEREON WETZEL

Agnes Karrasch har netop som den første og eneste kvinde vundet ungdomsverdensmesterskabet sammen med sit østrigske kokketeam. Nu begiver hun sig ud på en rejse for at lære af de bedste kokke og udvikle sit eget kulinariske sprog. Det fører hende til en række internationale toprestauranter såsom Vendôme, Disfrutar og Koks, hvis køkkener er domineret af mandlige stjernekokke. Et dokumentarisk portræt af en ambitiøs ung kvinde, der følger sin egen vej. Undervejs diskuterer hun fremtidsdrømme med sig selv og sine kolleger, ikke mindst i forhold til balancen mellem arbejde og privatliv. Filmen byder på vidunderlige scener fra de berømte køkkener og hylder skønheden i råvarerne og håndværket.

Grand Teatret KBH, tirsdag 9. april, kl. 16:40
Øst for Paradis Aarhus, tirsdag 9. april, kl. 16:40
Cafe Biografen Odense, tirsdag 9. april, kl. 16:15

 
 

SISI & ICH (2022) af FRAUKE FINSTERWALDER

Fænomenale Sandra Hüller (Toni Erdmann, Frit fald og The Zone of Interest) brillerer som vrangvillig hofdame i moderne fortolkning af historien om den ekstravagante kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn. Sandra Hüller spiller en grevinde ved navn Irma Sztáray, der udpeges som hofdame og sendes til sommerresidensen på Korfu, hvor hun må underkaste sig den krævende Sisis (Susanne Wolff) lunefulde indfald.Til tonerne af Portishead, Nico og Le Tigre foretager kvinderne lange vandreture på en diæt af vandsuppe og kokaindråber, mens de udvikler et gensidigt afhængighedsforhold til hinanden, måske endda et slags venskab. Frauke Finsterwalders legesyge og konventionsbrydende kostumedrama er skrevet sammen med forfatteren Christian Kracht.

Grand Teatret KBH, tirsdag 9. april, kl. 18:30
Øst for Paradis Aarhus, tirsdag 9. april, kl. 18:30
Cafe Biografen Odense, tirsdag 9. april, kl. 18:30

 
 

INGEBORG BACHMANN - REISE IN DIE WÜSTE (2023) von MARGARETHE VON TROTTA

Paris, sommeren 1958: Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (Vicky Krieps) møder og forelsker sig i den schweiziske dramatiker Max Frisch (Ronald Zehrfeld). I overensstemmelse med deres modsatrettede temperamenter bor de skiftevis i Rom og Zürich, men de driver fra hinanden, alt imens Ingeborg Bachmanns litterære stjernestatus stiger. Da hun inviteres til Egypten, bliver denne rejse et endegyldigt vendepunkt i forholdet og en vej tilbage til digtningen og hende selv. Instrueret af Margarethe von Trotta, der med filmen om Ingeborg Bachmann føjer endnu et navn til rækken af biografiske film om store intellektuelle kvinder, der indtil videre også tæller Hannah Arendt og Hildegard von Bingen.

Grand Teatret KBH, onsdag 10. april, kl. 18:30
Øst for Paradis Aarhus, onsdag 10. april, kl. 19
Cafe Biografen Odense, onsdag 10. april, kl. 18:30

 
 

STELLA. EIN LEBEN. (2023) af KILIAN RIEDHOF

Den unge Stella (Paula Beer) bor i Berlin og drømmer om en karriere som jazzsangerinde. Hun er imidlertid af jødisk afstamning, og i februar 1943 tager hendes liv en drastisk drejning, da hun bliver tvunget til at gå under jorden med sin familie. Gestapo kommer på sporet af dem, og Stella og familien arresteres. For at undgå at blive deporteret til koncentrationslejren i Auschwitz, tvinges Stella til at arbejde for Gestapo og systematisk opspore og angive sine jødiske trosfæller. Et kontroversielt drama baseret på virkelige hændelser om at måtte drage konsekvenserne af de valg, man træffer i livet. Paula Beer er formidabel som filmens sammensatte hovedperson Stella, der er modelleret over virkelighedens Stella, som døde i 1994.

Grand Teatret KBH, torsdag 11. april, kl. 19
Øst for Paradis Aarhus, torsdag 11. april, kl. 19
Cafe Biografen Odense, torsdag 11. april, kl. 18:30

 

Download programmet som pdf:   
Tyske Filmdage arrangeres af Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret / Camera Film, Copydan Verdens TV / Nabolandskanalerne ogv Den Tyske Ambassade.
Med venlig støtte fra German Films og Odense Kommune.
Sponsorer: BEUMER Group, World Translation A/S, Advores, Tysk Turist Information, Kulturgesellschaft Aarhus og Manfred & Co.

Tilbage