Den lange vej til videnssamfundet
Alle taler om viden. I Tyskland bestemmer videnskabelig og teknisk indsigt i stadig stigende grad erhvervslivet, medierne og politik. Men lever vi så allerede i et videns-samfund, der fortjener navnet? Og hvor fører vejen hen?
Hvad ”viden” (Wissen) var, vidste konversationsleksikonet Brockhaus nøjagtigt i 1906. Wissen er ”en mindre by i det prøjsiske regeringsområde Koblenz” ved floden Sieg, stod der i den eneste korte artikel om emnet. 4.900 indbyggere, byret, landbrugs-skole. Det var alt, hvad det berømte leksikon vidste om viden dengang. Hundrede år senere er Wikipedia klogere. Omkring 60 artikler finder man i den populære encyklopædi på internettet – fra Wissen (byen) over ”implicit viden” og ”usikker viden” til onlineportalen ”Spiegel Wissen”, ”Wissen Media Verlag” og børneudsendelsen ”Wissen macht Ah!” (Viden – ah!).
Hvis leksikonet rummer kanonen over samfundsmæssig relevant information, så har viden højkonjunktur i Tyskland i dag. Og at alt det, man skal vide, ikke mere kan læses i den trykte Brockhaus, men snarere på internettet, viser også i Tyskland et slående paradigmeskifte. Var viden før i tiden kun regionalt tilgængelig og elitær, så skal den nu stå til rådighed globalt, demokratisk og til enhver tid. ”Åben adgang” (open acess) lyder øjeblikkets krav. ”Viden som magt for alle” er det centrale krav i en tid, hvis viden om verden skønsmæssigt fordobles hvert femte år.
Medial udvanding
Som i alle industrilande har den tekniske og videnskabelige videns sociale rolle også i Tyskland ændret sig grundlæggende i løbet af de sidste årtier. Videnskabens indflydelse vokser konstant. Ekspertviden er eftertragtet. Det er nu næsten umuligt at forestille sig politisk rådgivning uden tænketanke som Bertelsmann Stiftung i Gütersloh. Gennem uddannelsesoffensiver og excellensinitiativer vil Tyskland bevare forbindelsen til den økonomiske verdenselite. Viden er ved siden af kapital, værdier i undergrunden og fysisk arbejde blevet til det vigtigste råstof i den økonomiske udvikling, der også inkluderer fagfolk som ”resurse”. Hvor borgeren engang søgte dannelse for sin egen skyld, opfattes mennesket i dag som humankapital, inkl. ”livslang læring”.
Viden har også erobret medierne i Tyskland. At viden betaler sig, ved nu ikke blot den faglærte arbejder, men enhver tilskuer til en tv-quiz. Men har det tyske videnssamfund derfor udviklet sig videre? Nej, siger Peter Weingart fra Institut für Wissenschafts- und Technikforschung (IWT) ved universitetet i Bielefeld. ”De mediale diskurser udvander i bedste fald begrebet,” konstaterer sociologiprofessoren. Et samfund, der taler om viden, behøver absolut ikke at være et videnssamfund, tværtimod: ”Det er jo absurd, når man overalt hører, at vi lever i et videnssamfund og man samtidig slås om, hvorvidt man vil bruge 2,6 eller 2,8 % af bruttonationalproduktet på uddannelse og forskning,” betoner Weingart. ”Det er ikke i overensstemmelse med et videnssamfund, at man diskriminerer indvandrerbørn og at en del af befolkningen tager flugten til privatskoler.”
Og selv om forbundskansler Angela Merkel over for ”Wissenschaftsrat” i slutningen af januar 2009 konstaterede, at Tyskland ”var nået længere i de seneste år”, er skridtet fra Forbundsrepublik til ”uddannelsesrepublik” langtfra fuldført for Weingart.
Den digitale revolution
I det hele taget kan man måske ikke imponere med begrebet ”uddannelsesrepublik” i fremtiden. For det eneste sande kvalitetsfremskridt for videnssamfundet er vel, at det takket være internettet i de seneste år er begyndt at antage en transnational, global karakter. Digitaliseringen af verdens viden er begyndt. Hvis det fortsætter sådan, vil det nye videnssamfund måske en dag dannes som et internationalt netforbundet ”scientific community” på World Wide Web.
Endnu træder udviklingen sine barnesko. Og ingen ved endnu, hvordan man skal organisere viden globalt på internettet. Men mulighederne ved udviklingen viser sig allerede så vel som dens grænser og farer. Store virksomheders hang til patenter og ophavsret står imod den ubegrænsede udvikling ligesom frygten hos højt teknificerede selskaber for at gøre grundlaget for deres velstand tilgængeligt for tredjelande og nye industrilande. Nobelpristageren i fysik Robert B. Laughlin har derfor i et essay for nylig talt om ”videnssamfundets bedrag”, hvormed menneskeheden berøver sig selv fremskridtet.
Hvem er ekspert – og hvem er det ikke?
Med den digitale forøgelse af viden vokser usikkerheden imidlertid også. Når enhver principielt kan skrive med på verdens viden, kan sandheden også til enhver tid skrives om igen. Når informationer til enhver tid er frit tilgængelige, behøver ingen mere at huske noget i uddannelsesøjemed. Og når enhver altid kan få adgang til viden, vil der opstå økonomiske, sociale og etiske konflikter af grundlæggende karakter. Skal man for eksempel forhindre, at informationer om alvorlige infektionssygdomme er tilgængelige online også for terrorister – selv om læger ved et biologisk angreb i givet fald vil mangle vigtige oplysninger for at kunne redde de syges liv?
Bestyrelsesformanden for Heinrich-Böll-Stiftung, Ralf Fücks, forlanger derfor, at man ”til organisation af forskning og udvikling skal finde åbne, kooperative, fejltolerante og smidige arkitekturer”, der også på internettet ”begrænser risiciene ved vidensproduktion uden at kvæle dens potentiale.” Det kan virkelig være den største udfordring for det globale, men også for det tyske videnssamfund i det 21. århundrede.
