karrypølsen

Den elskede karrypølse

Copyright: www.colourbox.comJeg prøver altid at finde noget positivt ved tysk mad. Glem klicheerne om Sauerkraut - der i øvrigt er en udsøgt delikatesse i Frankrig, hvor den serveres under navnet „choucroute“ – og lad os koncentrere os om det voksende antal af tyske Michelin-stjernekokke, det lækre fuldkornsbrød og det fantastiske øl. Men det er ikke alt, vel?

Der er ikke meget formildende at sige om tysk gademad. Og da slet ikke om berlinernes karrypølse (”Currywurst”), som for mig er det sorteste får i flokken. Ikke fordi karrypølsen er speciel sort. Den er snarere neonrød og knaldgul. Karrypølsen er omtrent lige så naturlig som nylon, og når man spiser den med pølseskindet på - „med tarm”, som en kender ville sige - smager den faktisk også sådan. I Berlin er den elskede karrypølse gået hen og blevet en slags loyalitetserklæring til byen. Også selvom nogle turister nærmest er ved at brække sig over den. Nu har man endda åbnet et museum for den skrækkelige pølse med ketchupsovs. Det ligger ved Checkpoint Charlie og har sat sig som mål at tiltrække 350.000 besøgende om året. Folkene bag museet vil gerne overbevise turisterne om, at karrypølsen er trendy. Men hvordan får man en svinekødspølse til at virke attraktiv, når den serveres i en klæbrig masse af ketchup, karrypulver og cayennepeber? Wien har sin schnitzel, Bruxelles har sine muslinger, og Berlin har en nærmest uspiselig, friturestegt pølse i kulørte farver. Det er da lidt uretfærdigt.

En pølse sættes under pres

Ob Kinder oder Erwachsene, Schüler oder Lehrer, Familien oder Gruppen: Das Museumsmaskottchen QWoo freut sich auf alle Gäste aus Berlin und der ganzen Welt. Copyright: Deutsches Currywurst Museum/E.I. EdutainmentInternationalKarrypølsen har naturligvis også sine tilhængere. Den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder var engang gift med en vegetar. Når han tog på arbejde, slap han væk fra konens skarpe blik og fik sin chauffør til at stoppe ved en pølsebod på vejen, så han kunne få sig en hurtig karrypølse. Og den amerikanske kok og forfatter, Anthony Bourdain, der ellers er kendt for at være meget kritisk, har faktisk udtalt sig positivt om karrypølsen. Måske skal vi lige tilføje, at den pølse han smagte var svøbt i endetarmen fra et namibisk vortesvin. Ja, der er forskel på folk!

På Berlins gader har karrypølsen fået skarp konkurrence fra kebabben, der i Berlin går under navnet ”Döner” og først og fremmest sælges af tyrkere, men også af libanesere og irakere. I Berlin er man efterhånden blevet mere åben over for byens cirka 300.000 tyrkiske indvandrere og har lært, at man også kan stille sulten med en kebab. Nogle påstår endda, at en kebab er sundere end en karrypølse. Hvis man klasker et salatblad og en skive tomat oven på kebab-kødet, så har man da også hurtigt overgået den nærmest vitaminfrie pølse. Vil det nye pølsemuseum forsøge at gøre karrypølsen lige så populær som kebabben? Eller vil man bare prøve at redde karrypølsen fra sin fuldt ud fortjente plads i glemmebogen ved at gøre den til en del af byens kulinariske historie?

Rivalisering mellem tyske byer

Copyright: www.colourbox.comMen det handler også om rivalisering mellem tyske byer. Berlinernes version af karrypølsens historie lyder sådan her: Efter 2. verdenskrig var det kvinderne, der skulle rydde op i byens ruiner og samtidig tjene nok til at forsørge deres familier. I de første år efter krigen opstod der derfor en særlig generation af kvinder med egen virksomhed. En af dem var Herta Heuwer, der i 1949 åbnede en pølsebod ved Stuttgarter Plads i Vestberlin, midt i den britiske besættelseszones luderkvarter. De britiske soldater skaffede hende ingredienserne til karrypølse-blandingen, der blev rørt sammen i en emaljespand og bestod af tomatpuré, karrypulver, worcestersauce og en tilsyneladende hemmelig ingrediens. Frem til 1959 nåede sovsen at blive så populær, at hun tog patent på den under navnet „Chillup“. Efterhånden som vestberlinerne fik flere penge mellem hænderne blev det populært at slutte en god aften i byen med en karrypølse på Kurfürstendamm. Man mødtes som regel efter teatret ved „Frankys Curry-Station“ i den lidt hårdere del af Ku’damm, langt væk fra de dyre modebutikker og de mondæne cafeer. Her spiste man en pølse med karryketchup og drak et glas tysk champagne (også kaldet sekt), mens man stod side om side med skuespillere, journalister og ludere – kort sagt alle, der elskede at feste igennem. Franky boede i en penthouselejlighed på Ku’damm. Han døde pludselig en nat hjemme i sin seng, fordi han faldt i søvn med en cigaret i munden. Jeg husker tydeligt hans begravelse på kirkegården i Heerstraße i 1990’erne, hvor man kunne møde folk fra Berlins underverden, overtatoverede boksere og falske blondiner i sort tøj. Bagefter var der selvfølgelig karrypølse til alle på Kurfürstendamm.

Men der er også andre tyske byer, der mener at have patent på opfindelsen af karrypølsen. For eksempel påstår hovedpersonen i Uwe Timms bog Die Entdeckung der Currywurst fra 1993, at han spiste en sådan pølse allerede i 1947 i Hamborg. Og i Ruhrområdet kan man møde folk, der mener, at ideen med karrypølsen stammer fra deres region.

Den tyske ”Imbissbude” er ved at forsvinde

„DITTSCHE – Das wirklich wahre Leben“ im WDR-Fernsehen; Copyright: WDR/Mathias BothorAt der overhovedet er nogle, der gider at slås om denne pølse, er lidt af en gåde for mig. Alle disse pølsekrige handler dog ikke så meget om pølsens kvalitet, men mere om det fællesskab, der er opstået omkring den. Karrypølsen samlede en bestemt type af vestberlinere, der nu er en uddøende race. Det samme gælder de østberlinere, der mødtes ved Konnopkes Imbiss i Prenzlauer Berg. Den tyske grillbar – die Imbissbude – og hele dens koncept er nu ved at forsvinde fra gadebilledet. Bogen Der Fritten-Humboldt fra Goldmann Verlag fortæller om dengang grillbaren begyndte at dukke op, og hvordan den nu er ved at forsvinde. Man kan læse om de folk, der har brugt grillbaren som deres dagligstue og nu nærmest er blevet hjemløse. Bogens forfatter hedder Jon Flemming Olsen og er grafisk designer. Han optræder også i comedy-kultserien Dittsche, hvor han danner par med den filosoferende stand-up-komiker Olli Dittrich. Derudover er han medstifter af countrybandet Texas Lightning, der deltog i Melodi Grand Prix for Tyskland i 2006. Da han researchede til bogen, arbejdede han på flere grillbarer rundt omkring i Tyskland og ved derfor, hvad han taler om. Med sin succesfulde baggrund er han nok ikke en typisk repræsentant for karrypølse- og pommesfriteskulturen. Men han har da forstået, at det for tyskerne ikke kun handler om, hvordan man tilbereder og spiser pølsen, men også om at have et sted, hvor man kan tale om livets op- og nedture.

Discount- og fastfoodkulturens hjerte-lunge-maskine

„Her er der ingen, der giver sig ud for mere, end de er“, sådan slutter en anmeldelse af Jon Flemming Olsens bog i Frankfurter Allgemeinen Zeitung. Anmelderen Alexander Marguier mener, at karrypølsen blot er et lille hjul i det han selv kalder for "discount- og fastfoodkulturens hjerte-lunge-maskine". Da Jon Flemming Olsen researchede til sin bog, lærte han Hakim fra Herat i Afghanistan at kende. Hakim var oprindeligt buntmager i sit hjemland. Ad forskellige omveje kom han til Tyskland og står nu i en bulet campingbus ved en kaserne i Heidelberg og sælger stegte spareribs med en hjemmelavet krydderiblanding. Hans bedste kunder er de amerikanske soldater. Er det så typisk tysk? Nej, det er det vel egentlig ikke. Men det er et tegn på et moderne Tyskland i forandring.

Roger Boyes
har boet i Tyskland i 20 år, hvor han bl.a. er korrespondent for ”The Times”. Han har sin egen klumme i ”Tagesspiegel” med titlen „My Berlin“. I bogen „My dear Krauts“ fortæller han om sin tyske hverdag med typisk engelsk humor.

Oversat af Maj Westerfeld
Copyright: Goethe-Institut e. V., Online-Redaktion
Marts 2010

Har du spørgsmål til artiklen? Så er du velkommen til at skrive til os.
online-redaktion@goethe.de

relevante links

Weblog: Rorys Berlin-blog

Rory MacLean Weblog
Hvordan falder man til i Berlin? Vores rejseskribent Rory MacLean fortæller om sin tyske hverdag med britisk humor.

Weblog: „Meet in Finland“

Under menupunktet „Meet in Finnland“ kan man læse, hvad forfattere og kunstnere, der har tilbragt længere tid i Finland som Goethe-Instituttets gæster, oplever i landet.