Avantgarde

Eksistensen af en tysk tegneserie-avantgarde skyldes paradoksalt nok først og fremmest et land, der har bekæmpet tegneserier ideologisk: DDR. Det betyder ikke, at der ikke fandtes tegneserier i DDR, men de blev betegnet som ”billedhistorier” og kun tolereret for at have noget at sætte op imod den vestlige konkurrence. Netop denne mistillid gjorde tegneserier interessante for unge østtyske kunstnere, og lige efter Murens fald i 1989 grundlagde fire af dem, Anke Feuchtenberger, Henning Wagenbreth, Holger Fickelscherer og Detlef Beck, en gruppe ved navn ”PGH (Produktionsgenossenschaft des Handwerks) Glühende Zukunft”, der blev en kimcelle for tegneserie-avantgardister i Berlin. Især deres genoptagelse af ekspressionismens æstetik var iøjnefaldende. Derved blev en kunstretning, der i udlandet blev anset for typisk tysk, integreret i tegneserierne. Det vakte international opmærksomhed.

I Forbundsrepublikken Tyskland nød tegneserier større anseelse, men heller ikke dér blev de regnet for en kunstform, der skulle tages alvorligt. En eksperimentel tegner som Hendrik Dortgathen fra Mühlheim kæmpede derfor for en tabt sag, før det kreative fremstød kom fra Østtyskland og offentligheden overhovedet registrerede, at der fandtes noget som en tegneserie-avantgarde. ”PGH Gühende Zukunft” blev imidlertid snart opløst, og ud over Anke Feuchtenberger, der sammen med Katrin de Vries blev kendt for historierne om luderen H., er ingen andre medlemmer af gruppen forblevet trofast mod tegneserien. Men både Feuchtenberger og Wagenbreth underviser i dag ved tyske kunstakademier og øver dermed lige så meget indflydelse på en ung generation af tegneserietegnere som deres kolleger Dorgathen, Martin tom Dieck og Atak (Hans-Georg Barber). Ved disse kunstakademier er der mulighed for de første publikationer, hvormed den næste tegnergeneration kan afprøve sig selv, og især Hamborg og Berlin har i de senere år frembragt talrige talenter, der også har klaret springet til forlagsverdenen, fx Arne Bellstorf, Line Hoven, Sascha Hommer og Barbara Yelin.

I tegneserietidsskriftet Strapazin, der er udkommet siden 1984, har den tysksprogede avantgarde et vigtigt forum. Især schweiziske tegnere er stærkt repræsenteret: M. S. Bastian, Thomas Ott, CX Huth og Anna Sommer. De griber ikke tilbage til tyske æstetiske traditioner, men frem for alt til den amerikanske avantgarde, altså tegnere som Gary Panter eller Art Spiegelman. Men Anna Sommers collagerede historier og Otts arbejder på skrabekarton benytter alligevel specifikke midler i europæisk kunsthistorie. Relevante forbilleder er John Heartfield og Max Ernst, Frans Masereel og James Ensor.

Til den tyske tegneserie-avantgarde tæller også berlineren Jens Harder, Markus Huber i Hamborg og Ulf K. (Ulf Keyenburg) i Düsseldorf. De udviklede hver deres uforvekslelige stil i halvfemserne i opgøret med de franske tegneserietraditioner og har delvist kombineret deres grafiske fremstillingsformer med usædvanlige emner. Harder fortæller i sine tegneserier evolutionshistorien, Ulf K. har i sine kendteste historier døden som hovedfigur. Begge tegnere ligesom også Markus Huber har større succes i udlandet end i Tyskland, og for næsten alle de nævnte avantgardister gælder det, at de er mere kendt på området illustrationer end i deres egentlige metier, tegneserien. For kun dér kan man tjene de penge, der tillader dem at eksperimentere.