Tegneserieverden

Tyskland er igen at finde på verdenskortet over tegneserier. En ny tysk tegneserie-avantgarde er opstået fra en østberlinsk tegner-gruppe. Det tegneserievenlige miljø på de tyske universiteter bidrager i væsentlig grad til, at der udvikles nye retninger, og spektret for tegneseriernes temaer og stilretninger bliver hele tiden bredere.

Man kan takke foreningen af BRD og DDR for, at Tyskland igen er at finde på tegneseriernes verdenskort. Og det er den østtyske landsdel, der har haft størst andel i denne tilbagevenden – i det mindste når man retter fokus på de æstetiske aspekter i stedet for på de rent økonomiske.

Selvfølgelig var der også enkelte anerkendte, tyske tegnere allerede før 1990. Men lige meget, hvem man nævner, så overtog de alle sammen gamle veletablerede stilistiske retninger og fortællemåder fra andre lande. Det gælder for Matthias Schultheiss og Ralf König blandt de internationalt anerkendte kunstnere, for Walter Moers og Rötger Feldmann alias Brösel blandt de rent tyske succeshistorier og endelig for navne fra 1950´erne og 1960´erne som Hannes Hegen og Rolf Kauka. Det kunne være påvirkninger fra det amerikanske comic-satiremagasin "Mad", fra Walt Disney, fra lande som Frankrig eller fra den amerikanske undergrund.

"PGH Glødende Fremtid"

Der har ganske vist allerede eksisteret billedhistorier på tysk af Wilhelm Busch eller e. o. plauen, egentlig Erich Ohser, som fra 1934 til 1937 tegnede serien "Vater und Sohn" ("Far og Søn.") Men det er først tegneserie-avantgarden fra 1990, som man igen kan betegne som selvstændig.

Den havde sin kim i Berlin, og vil man nævne et eneste navn, så er kollektiv det rette: "PGH Glødende Fremtid" kaldte en gruppe fra Østberlin sig med ironisk reference til socialismetidens typiske produktionskooperativer for håndværk (PGH). Gruppen bestod af Anke Feuchtenberger, Holger Fickelscherer, Henning Wagenbreth og Detlef Beck, og den fandt sammen kort efter murens fald i 1989.

Gruppens medlemmer var alle af østtysk herkomst og havde i DDR draget fordel af en funderet grafisk uddannelse, der stadig baserede sig på de teknikker, som for længst var gået i glemmebogen i de vesttyske kunsthøjskoler og på andre uddannelsesinstitutioner. Det var arbejde på håndpressen, træ- eller linoleumssnit, skriftmalerier og bogbinding, der dannede fundamentet for berlinerkvartetens kunst – og også noget yngre østtyske tegnere som Georg Barber alias Atak og Kat Menschik profiterede af den videreførte uddannelsesform i DDR.

Interesse for tegneserier

Disse kunstnere blev frem for alt kendt for deres plakater eller karikaturer, men de fortsatte blot med at gøre det, som også havde været muligt i DDR. Der havde derimod ikke været noget forum for kunstneriske tegneserier tidligere, fordi produktionen af billedhistorier i DDR havde begrænset sig til det månedlige "Mosaik"-hæfte og til spredte enkeltstående serier i partiets ungdomstidsskrifter "Atze" og "Frösi". Tegneserier (som ikke en gang måtte betegnes som sådanne) blev af den statslige ledelse betragtet som noget, der hørte børneverdenen til. Billedhistoriernes fortælletekniske potentiale vandt derfor aldrig anerkendelse i DDR.

Tilsvarende stor var derfor den interesse og nysgerrighed, som medlemmerne i "PGH Glühende Zukunft" lagde for dagen, når det gjaldt denne fortælleform. Tegneserierne var deres foretrukne fremstillingsobjekt, også selvom deres indkomst alene stammede fra andre typer af grafisk arbejde. Imidlertid gav netop denne frigørelse fra et egentligt økonomisk udbytte af billedhistorierne plads til eksperimenter af en slags, som de etablerede vesttyske tegnere slet ikke turde tænke på af frygt for at komme til skade deres kommercielle succes. Helt bevidst knyttede de fire berlinere an til ekspressionismen, som den indflydelsesrige moderne kunstretning, som kan betegnes som særligt tysk.

Dystre billedhistorier

Og denne videreførelse af traditionerne blev vel modtaget i udlandet, fordi man i tegneserierne fra Tyskland pludselig genfandt noget, som allerede var lejret i den kunsthistoriske bevidsthed som en skabelse, der stammede netop derfra. De mest dystre billedhistorier fra PGH-tegnerne gav med deres eksistentialistiske eller kynisk-satiriske grundtone indtryk af at knytte direkte an til netop den epoke, der i et årti havde gjort Berlin til kunstens verdenshovedstad: til 1920´erne under Weimarrepublikken.

Anke Feuchtenberger, der først og fremmest omsatte litterære forlæg fra forfatteren Katrin de Vries til feministiske billedhistorier, og Henning Wagenbreth med sin umiskendelige piktogrammatik blev begge i midten af 1990´erne til de store kende kendte navne for den tyske tegneserie-avantgarde – den ene i Frankrig den anden i Amerika. Derimod blev det aldrig til noget internationalt gennembrud for Fickelscherer og Beck. Til gengæld lykkedes det så for to vesttyske tegnere: Hendrik Dorgathen og Martin tom Dieck.

På den anden side af grænserne

Dorgathen havde først succes som illustrator, inden han begyndte at tegne "Space Dog", en tegneserie uden tekst, der udkom på et de mest velrenommerede litterære forlag i den tyske forbundsrepublik, Rowohlt Verlag, og som hurtigt også vakte international furore. Martin tom Dieck fra Hamburg etablerede sig først og fremmest med billedhistorien "Salut Deleuze", der fik tekst af Jens Balzer, og gjorde de fire afdøde tænkere og filosoffer Gilles Deleuze, Roland Barthes, Michel Foucault og Jacques Lacans´ poststrukturalistiske filosofier til genstand for en højintelligent fortællings djvælefart. Tegneserien udkom første gang i 1998 i Frankrig, inden et schweizisk forlag også udgav den på tysk to år senere.

Det er et eksempel, som kan gøre sig gældende lige til nu: Mange tyske tegnere - særligt dem med det mest krævende indhold - har det betydeligt lettere i udlandet, frem for alt i Frankrig, end i deres hjemland. Ulf Keyenburg alias Ulf K., Barbara Yelin eller Jens Harder har begge udgivet meget mere på den anden side af landegrænserne end i selve Tyskland, hvilket absolut også kan føres tilbage til deres valg af temaer, som set med internationale øjne alle regnes som typisk tyske og måske netop derfor bliver så godt modtaget i andre lande.

Romantikken og Det Moderne

Således ser man i Ulf K.´s værk og i dennes to to vigtigste figurer, Monsieur Mort og Hieronymus B, referencer til den tyske kunsthistorie, idet værket tager dødedanse og grotesker op, som i den tidlige Modernitet fik deres mest indtryksfulde eksempler hos blandt andre Hans Holbein d. J. og Hieronymus Bosch. Og ikke mindst knytter det an til kunsterne Arnold Böcklins (1827 til 1901) eller Max Klingers (1857 til 1920) værker, som befinder sig i en overgangsfase mellem Romantikken og Det Moderne, der griber tilbage til drømmemotiver, surrealistiske motiver og mytepersiflager.

Barbara Yelin tegner derimod tegneserier, hvis struktur og temaer står i stor gæld til Romantikken, og Jens Harder knyttede med sine seneste store projekter "Leviathan“ og "Alpha" an til zoologen Ernst Haeckel (1834 til 1919) og til dennes bestræbelse på at foretage en systematisk grafisk afdækning af naturen. Haeckel forsøgte i kølvandet på Darwin at illustrere evolutionen med komplicerede modeller. De vakte imidlertid først og fremmest opsigt blandt kunstnere og filosoffer. Det som regnes for specielt tysk i et kunsthistorisk perspektiv finder altså særligt stor genklang i udlandet. „Alpha“ vandt januar 2010 prisen, „Prix de l’Audace“ ("Vovemodsprisen“) på den vigtigste europæiske tegneseriefestival i det franske Angoulême.

Tegneserievenligt miljø

Men de tider er for længst forbi, hvor den tyske tegneserie kun har en avantgardistisk fortællestil at takke for sin succes. Efter at den ældre generation af tegnere er begyndt at undervise på kunsthøjskolerne – Feuchtenberger i Hamburg, Wagenbreth i Berlin, Dorgathen i Kassel, tom Dieck i Essen, Atak i Halle –, er der endelig blevet skabt et tegneserievenligt miljø på universiteterne i Tyskland, som generelt begunstiger den billedbårne fortælling. Nogle af de mest succesfulde tyske tegneserier inden for de seneste ti år er blevet til som akademiske specialer, hvoriblandt særligt „Held“ ("Helt") af Felix Görmann alias Flix og „Wir können doch Freunde bleiben“ ("Vi kan da blive ved med at være venner") af Markus Witzel alias Mawil bør nævnes.

Den førstnævnte titel er en fiktiv vesttysk selvbiografi, den anden en virkelig østtysk af samme slags. Og tegneseriens tematiske og stilistiske spektrum bliver stadigt bredere.

I den forbindelse er der opstået to omdrejningspunkter: Berlin, hvor det frem for alt er tegneseriegruppen „Monogatari“ (det japanske ord for historier), der har skaffet sig omtale, og Hamborg, hvor Anke Feuchtenbergers undervisningsforløb på Fachhochschule für Angewandte Wissenschaften (tidligere: Hochschule für Gestaltung) har muliggjort uddannelsen af en helt ny tegneseriescene, der også profiterer af, at yderligere tre etablerede kunstnere - Martin tom Dieck, Markus Huber og Isabel Kreitz - har bosat sig i byen.

Ukendt fortælleprincip

Arvtagerne fra Feuchtenberger-skolen, Sascha Hommer og Arne Bellstorf, har med det årligt udkommende "Orang" skabt et forum for disse tegnere fra Hamburg, hvoraf de fleste i dag er i trediverne. Med Line Hoven og Moki er der også to kvinder i gruppen, der med reference til det klassiske træsnit (Hovens teknik, hvor man kradser det hvide frem i sort karton) og til mangaens æstetik (Mokis tegnede fantasy-verdener) udforsker de to ekstremer, som dagens unge tyske tegnere bevæger sig imellem. I Berlins "monogatari", som bl.a. indbefatter Jens Harder, Mawil, Ulli Lust, Tim Dinter, Kathi Käppel og Kai Pfeiffer, er der opstået en dokumentaristisk tegneserie-genre, som er kendetegnet ved, at den meget succesfulde autobiografiske fortælling ikke står alene i centrum - derimod spiller også den rene fænomenologiske betragtning en stor rolle. Det tysk-israelske tegneseriereportage-projekt "Cargo", som Harter og Dinter var involverede i, er et godt eksempel på dette for tyskerne indtil nu ukendte fortælleprincip, som også Ulli Lust og Kai Pfeiffer dyrkede med deres strejftog i Berlin.

Internationale succeser

Og med Johnny-Cash-biografien fra Reinhard Kleist, der ligeledes bor i Berlin, og hvis karriere begyndte under indflydelse af 1990´ernes tegneserieavantgarde, er der etableret endnu en genre: den saglige tegneserie. "Cash" er også blevet en stor succes på den internationale scene, ligesom Isabel Kreiz´ grundigt historisk researchede tegneserie om spionen Richard Sorge, der som ansat ved den tyske ambassade i Tokio under Anden Verdenskrig forrådte Hitlers angrebsplaner til Sovjetunionen.

Isabel Kreitz gør ikke brug af stilelementer fra den japanske tegneserie, mangaen, i fortællingen, der foregår i Japan. Derimod har talrige af den yngre generations tyske tegnere fundet deres forbilleder i Fjernøsten: Det vedvarende sejrstog, som mangaen har fejret siden 1990´erne, har også i Tyskland bidraget til, at der er opstået et helt nyt segment, som nu har frembragt egne, hjemlige kunstnere. I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at der er mange kvinder, som vælger vejen som mangaka, dvs. manga-tegnere. Som eksempler kan nævnes Anike Hage, Christina Plaka, Judith Park, Nina Werner, Olga Rogalski eller tegnerduoen Dorota Grabarczyk og Olga Andryenko, som arbejder under navnet DuO.

Egne historier og stilretninger

De har alle som fællesnævner, at de i - modsætning til de tidligere nævnte tegnere - ikke har nogen afsluttet kunstnerisk uddannelse bag sig, men derimod er begyndt som fagtegnere og har arbejdet sig op gennem talentkonkurrencer. Derfor spiller inddelingen i skoler og traditioner en mindre vigtig rolle for mangaka end for andre tegnere. Scenens åbne strukturer har tilført den tyske tegneserie meget frisk blod særligt på det kommercielt-populære område, og mangaæstetikken, der for længst er gået sin sejrsgang verden over, bidrager også sit til, at de unge kunstnere bliver kendte uden for Tysklands grænser.

Når der så også bliver spillet lige så elegant på den tyske historie, som når Christina Plake kalder titlen på sin successerie "Prussian Blue" ("Prøjsisk Blå" dvs. den fra Tyskland stammende syntetiske farve, som blev berømt med træsnitserien „36 Landskaber med Fuji“ af Hokusai i Japan), eller Anike Hages lader fodbold være temaet i "Gothic Sports", så bliver den kulturelle interesse for Tyskland endnu en gang vakt blandt de udenlandske læsere. Og på den måde viser den tyske tegneserie sit værd - også som manga - deri, at den søger og finder sine egne historier og stilretninger.