Horus
Diasshow Tegneserier Horus
Tegneren og forfatteren Horus har engang i et interview udtalt, at han får sin inspiration fra litteraturen. Godt nok kan han huske, at han har læst tegneserier i sin barndom, men lysten til at fortælle historier fik han fra litteraturen. Først senere besluttede han at fortælle i kombination med billeder.
Det mærkes i hans skriftbilledlige fortællinger, i hvilke han, som ingen anden tegneseriekunstner, giver ordene en meget fremtrædende plads. Ved hver tegneserie står først ordet, fortællingen, og først ud af dette udvikler billederne sig. Mens de fleste tegnere giver læseren mulighed for selv at danne forbindelsen mellem ordet og billedet, så holder Horus fast i tøjlerne og styrer modtageren med masser af ord gennem sine rækker af billeder.
Han begyndte at tegne for Fanzine Amok-Vision, som han også var medudgiver af. Da han ikke kunne se nogle muligheder i Tyskland for at leve og tjene penge som tegneseriekunstner, forsøgte han lykken i USA. Han havde det ikke let oversøisk, da han ikke ville sælge sig selv og sin stil til bestillingsarbejde. Ved formidlingen af projektet ”Brennan Moore” til amerikanske forlag, fik Horus imidlertid flere kontakter, som også førte til ændringer i hans stil. Den positive effekt af det forskelligartede samarbejde var, at han først i det fremmede blev klar over, hvor tæt forbundet han var med den tyske kultur, især fra 20erne og 30erne. Dertil hører den liberale litteratur fra det klassiske moderne som Thomas Mann, Alfred Döblin und Lion Feuchtwanger, men også film- og teaterproduktioner, som han følte sig æstetisk tiltrukket af ud over litteraturen.
I sit album ”Wüstensöhne” beskrivere han tabet af denne blomstringstid for den tyske kultur. Eller som Horus udtrykker det, drejer det sig om hele den brakmark af kultur, som nationalsocialisterne efterlod sig. Den første episode med titlen ”Der grosse Erg von Berlin” drejer sig om 2 emigranter fra Tyskland, der mødes i 50erne i Los Angeles, og som taler om deres erfaringer som emigranter. De underholder sig om den tyske kulturs mangfoldighed i 30erne, indflydelsen fra de østeuropæiske, jødiske og internationale kunstnere og deres betydning for kulturen. ”Lebensdienst und Liebesgaben” er et samtidsvidnes monolog, som i et interview om magtovertagelsen og nationalsocialisternes hurtige fremmarch fortæller om tiden. Udeladelserne er interessante. Thi det, som de udelader, afslører fortrængningsmekanismerne hos krigsgenerationen. I det afsluttende bidrag ”Shrimps auf Reis” beskriver Horus ved hjælp af fiktive elementer, der baserer på facts, grundlæggeren af FBI, John Edgar Hoover. I sit litterære grafiske spejl om de udemokratiske og magtbegærlige dispositioner fra den amerikanske efterretningstjeneste, beskriver han fantastiske paralleller til de fascistiske strukturer.
Horus har ambitioner om en karriere som politisk og litterær tegneseriekunstner, der gerne tager kampen op med de formale ting ved tegneserien. De fleste tegneseriekunstnere udnytter de æstetiske muligheder, mens Horus koncentrerer sig om ordet i billedet. Fra sine tidligere arbejder, som snarere var fyldt med fantasy som f.eks. trilogien ”Schattenreich”, har han i mellemtiden fjernet sig indholdsmæssigt. Hans forkærlighed for mystiske og konspirations teoretiske verdener, som det kommer til udtryk gennem den subjektive opfattelse af begivenheder, underbygger han i sin tegneserie ”111 Opfer”, og i hans indtil nu sidste arbejde billedromanen ”Post Mortem Blues” (2006).
Den tyske kultur er i mellemtiden blevet hans andet centrale emne. Og således er det ikke overraskende, at han fra Schiller-Nationalmuseum og das Deutsche Literaturarchiv har fået til opgave at lave en tegneserie om Schiller. ”Schiller” en tegneserienovelle” befatter sig ikke med digterens værker, men med hans personlighed. Horus koncentrerer sig om dramatikerens indre splittelse, hans opgør med den autoritære mentor Carl Eugen, hertug af Würtemberg, og hvordan han tilkæmper sig sin kunstneriske frihed.
