Billedromaner/Graphic Novel

Begrebet ”forfattertegneserie”, der har cirkuleret siden halvfemserne, beror på en analogi: I biografen bliver produktioner, hvor instruktøren også forfatter drejebogen og træffer samtlige kunstneriske afgørelser eller i hvert fald har afgørende medbestemmelse, som bekendt betegnet som ”forfatterfilm” – igen en analogi, netop til litteratur. Det vil sige, at en forfattertegneserie ville være en billedhistorie, hvor én og samme kunstner er ansvarlig for scenarie, tegning, i givet fald også farvelægning. Og ligesom ved film stilles der større kunstneriske krav, en mere individuel fortælleform og en mere personlig, ofte selvbiografisk emnekreds, og endelig også en uafhængig økonomi over gennemsnittet.



Den markedsorienterede masseproduktion fra Disney-, superhelte- og Manga-tegnefabrikkerne var og er ganske vist især et amerikansk og japansk markedsfænomen, og det var også tegnerne fra den amerikanske underground, først og fremmest Robert Crumb, som i tresserne begyndte at fortælle hverdagsagtige og selvbiografiske historier og opfandt en vildere tegnestil og nye fortælleformer. I firserne og halvfemserne udviklede der sig deraf en romanlang form, fx hos Art Spiegelman, Daniel Clowes, Charles Burns, brødrene Hernandez, Chris Ware, men også hos tegneserieveteranen Will Eisner, der også prægede begrebet ”graphic novel”.

I Europa, hvor produktionsmetoderne aldrig blev så strengt adskilt (da også de kommercielt succesrige produktioner ofte var forfattertegneserier), var det relevante stikord i halvfjerdserne og firserne derfor heller ikke ”forfatter-”, men ”voksentegneserier”. Dertil hørte fx tegnerne omkring tidsskriftet Schwermetall (Moebius eller Philippe Druillet), men også de få dengang kendte tysksprogede tegneserieforfattere (som Matthias Schultheiss eller Chris Scheuer).

Den nye konjunktur, som begreber som ”forfattertegneserie” og endnu mere ”graphic novel” har haft i Tyskland i de seneste år, har dog mindre at gøre med forholdet til comic-mainstream end med tilbagebesindelsen på tegneseriens fortællende moment: Unge tegnere som Arne Bellstorf, Tim Dinter, Jens Harder, Sasha Hommer, Line Hoven, claire Lenkova, Mawil eller Kati Rickenbach fortæller i deres tegneserier hverdagshistorier om pubertet, kæresteri, det første band eller tyskamerikanske og tysk-tyske familieforviklinger eller bruger billedhistorien som medium for små reportager. Dermed orienterer de sig stærkere efter den amerikanske fortælletradition end efter de primært grafisk anlagte eller lyrisk-reducerede værker af den tyske tegneserieavantgarde i halvfemserne (der stammer fra deres akademiske lærere som Atak, Anke Feuchtenberger eller Martin tom Dieck). Men der er også tegnere, der slutter sig stærkere til franko-belgiske tegneserierskoler, fx ”nouvelle ligne claire” (som Ulf K.), tager en tegnestil op fra fanzine- og undergroundmiljøet (som Calle Claus) eller prøver at åbne det vanskelige marked for underholdningstegneserier for voksne (Horus, Reinhard Kleist eller Uli Oesterle). At de normalt selv tekster og udarbejder deres tegneserier, er en selvfølge for de unge tegnere. Begreber som ”forfattertegneserie” eller ”graphic novel” er dermed blevet slagord til klassificering og markedsføring, hvormed man fjerner sig fra tegneseriens tidligere image som underlødigt bras.