Schwieger, Dirk

Diashow

Da han som 28-årig rejste til Japan for at leve nogle måneder i Tokyo, bad han på en tegneserie-blog sine læsere om at stille ham opgaver per mail. Konceptet var enkelt, men opgaverne stillede store krav til ham. Engang måtte Schwieger tilbringe en nat i et kærlighedshotel, en anden gang skulle han forfølge en krigerisk udseende motorcykel-bande. Med hurtige filtstift-tegninger og få ord skildrede han sine oplevelser en gang om ugen på fire tegneseriesider: Han beskriver sin angst og bæven, da han nedsvælger den meget giftige kuglefisk. Eller skammen over at trække forkert i snoren på et toilet og forårsage oversvømmelse. Af de fintfølende og selvironiske betragtninger opstår senere bogen ”Moresukine”. Den handy publikation, som også er oversat til engelsk og japansk, er nok en af de mest skurrile og autentiske Japan-rejseførere i verden.

Dirk Schwieger er ikke bange for at føle sig fremmed eller være outsider. Da han efter et par års studier af ny tysk litteratur, filosofi og kunsthistorie ansøger om at blive elev hos kunstneren Georg Baselitz ved Universität der Künste i Berlin, bliver han først optaget, efter at Baselitz har forvisset sig om, at der ikke findes noget andet sted for tegneserie-tegnere. I maleklassen møder Schwieger alle dem, der ikke kunne anbringes andre steder som fx performance-typer og graffiti-kunstnere. ”Der følte jeg mig hjemme,” siger Schwieger og tilføjer: „”Af Baselitz har jeg fået indstilling, at jeg gerne vil være outsider.” Daniel Richter, der senere overtager klassen, kender tegneseriemiljøet og giver mange konkrete impulser. I 2005 afslutter Schwieger sit studium som mesterelev af Richter og tager ud at rejse. Han tilbringer flere måneder i USA, Rusland, Japan og Island. En ”utrolig berigelse og udvidelse af min egen kunst,” siger Schwieger.

I Island opstår den idé at begynde på et tegneserieprojekt om ”elverfolk”. I et år foretager Schwieger research på øen, fører samtaler og interviews, samler avisartikler og litteratur. Disse fabelvæsner udgør en slags usynlig nation, og hvad er bedre egnet end en tegneserie til at dokumentere den verden”, mener han og begynder at tegne. Siden følger den ene dobbeltside efter den anden.

Den første del, der udkom som gratis tegneserie på electrocomics, giver en forudanelse af det mangeartede projekt. Med et etnologisk-videnskabeligt blik karakteriserer tegneren menneskene ved hjælp af bittesmå detaljer. På en dobbeltside af ”Elverprojektet” præsenterer han fx tolv personer, der giver en form for svar på spørgsmålet om, hvad elverfolk er. Den overvægtige Heidrun beskriver dem som ”folk som os, der lever i en parallelverden”, den intellektuelle Bödvar anser dem derimod for ”Islands Hollywood”, og Petur i ternet skovmandsskjorte hævder, at han aldrig i hele sit liv har mødt nogen, der tror på det vrøvl…(undtagen måske i den lille landsby, jeg kommer fra)”.

Ord og billede hører uadskilleligt sammen. Begge tegnsystemer skal provokere hinanden og væves sammen. ”Jeg ”forfatter” ikke skrift, men billeder, siger Schwieger. Først når et panel indeholder en vigtig tanke og samtidig står for sig selv, er historien lykkedes. Også derfor passer begrebet ”tegneserieforfatter” på Dirk Schwieger som på næsten ingen anden.

”Enhver tegneserie arbejder med synlige og usynlige impulser”, forklarer Schwieger. Betragteren skal forbinde det usynlige frirum mellem billederne i sit hoved til en fortælling. Først gennem læserens fantasi og forestilling kommer der en logisk historie ud af fragmenterne.
Midt i 2010 blev Schwieger far for anden gang. For at gøre ”noget fornuftigt” ved siden af har han oversat den amerikanske tegner Larry Marders Beanworld-comic til tysk – ”en fantastisk blanding af børnebog og konceptkunst med utrolig livskloge ytringer og meget vittige vendinger”. Hvornår elverprojektet bliver afsluttet, kan Schwieger ikke sige lige nu. Han stiler mod slutningen af 2012.