Goethe.de/Comics: German-language comics

Arne Bellstorf

Arne Bellstorf hører til en ny generation af unge tyske tegneseriekunstnere. Selvbevidst og fuld af glæde ved at eksperimentere, udforsker han tegneseriens muligheder og har udviklet sin individuelle fortælle- og tegnestil. Bellstorf har studeret grafisk design hos Anke Feuchtenberger på Hochschule für Angewandte Wissenschaften i Hamburg. Hans afgangsprojekt var samtidig også hans yderst bemærkelsesværdige tegneseriedebut med titlen ”acht, neun, zehn”.

Copyright: Arne Bellstorf
Diashow

Tegneserier Arne Bellstorf
Tallene er en henvisning til spillet ”himmel und hölle”, hvor man hopper rundt i afmærkede kridtfelter og skubber en sten rundt. Det er vigtigt, at stenen ikke ender i helvede. Christoph Bechmann er hovedpersonen i denne tegneserie. Christoph, der ikke kan finde ud af, hvad han skal stille op med sig selv, befinder sig i ingenmandsland, et eller andet sted mellem himmel og helvede. Det er tilværelsens problemer, som den unge mand kæmper med, efter at han må gå 10. klasse om og kan se frem til et endnu kedeligere skoleår. Overhovedet ingen grund til jubelråb.

Hertil kommer, at han skal tilbringe sommerferien sammen med sin mor, der er fraskilt, i et beklemmende borgerligt forstadsmiljø. Mens hans skolekammerater kan nyde sommer, sand og fjerne lande, står tiden stille for ham. Dag efter dag forspilder han nutiden, og når fremtiden endelig dukker op, er den alligevel kun nutid. Menneskesky trækker han sig tilbage til sit værelse med fjernsyn og videospil. Hans ydre kulde lammer ham og forstærker hans daglige tristesse og ensomhed. Et uigennemtrængeligt panser, som han ikke engang kan lægge fra sig, da Miriam, som går i klassen under ham, begynder at interessere sig for ham.

På grund af Miriam går det for første gang op for ham, hvor tom hans tilværelse er, hvor fremmed han er over for sin egen krop og sit liv. Miriam er nysgerrig over for et menneske, som hun nærer følelser for, og ønsker at lære ham at kende. Christoph kan ikke engang svare på spørgsmålet om, hvad hans yndlingsspise er: drikkelse eller kød. I det hele taget kan han ikke fortælle noget om sit liv, fordi han ikke kender sig selv. Og hvis han selv finder sit liv kedeligt, hvorfor skulle en anden så interessere sig for ham?

Selv når Bellstorfs figurer siger noget, er deres ansigter udtryksløse. Deres mimik er tom, helt uden lyst, uden konturer, som hans liv. Christoph er fanget i en pubertær spiral, i en lammende proces, hvis beklemmende stemning forfatteren og tegneren Bellstorf viser på en følsom måde.

Inspireret af Chris Wares underverdensagtige tristesse og Daniel Clowes pubertære eventyr, anbringer Bellstorf sin hovedperson i en tysk spøgelsesagtig forstad. For Christoph findes der kun en udvej: han bliver nødt til at bestemme sig for noget, der kan få stenen til at bevæge sig, lige meget om han ender i himmel eller helvede. Nøglen til løsningen giver Bellstorf os ikke direkte, men lader den flyde med ind i fortællingen på en subtil og sensibel måde. Bellstorf forløser ikke sine figurer, men det lykkes ham netop derfor at fremstille deres situation med følsomhed.

Således også i hans korte tegneserie ”Bei Frau Rabe”, som han har produceret for det schweiziske tegneserie- magasin ”Strapazin”. Ved hjælp af få billeder bemægtiger en velkendt barndomsangst sig læseren, barndommens fantasiverden er fyldt med underlige monstre. Hans bidrag ”Irgendwann tuts nicht mehr weh” (på et eller andet tidspunkt går det over) i bindet ”Klassenfahrt” lader en gammelkendt følelse fra klasseudflugter genopstå, drillerier samt de første tilnærmelser mellem dreng og pige.

Arne Bellstorf strækker tiden ud i sine fortællinger. Han bliver hos sine hovedpersoner og lytter intenst for så meget desto bedre at kunne gengive deres inderste følelser.

Tegneserieantologien Orang, som Bellstorf udgav sammen med tegneserietegneren Sasha Hommer, brugte han til at publicere friere og mere eksperimenterende tekster. Ved siden af hans regelmæssige avistegneserie ”Vom Leben gezeichnet”, der bringes i avisen Der Tagesspiegel i Berlin siden 2006, arbejder han for tiden på serien ”Baby’s in Black” – The Story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliff”. Det er historien om den tidligere Beatles-musiker og kunstner Sutcliff, der mens Beatles optrådte i den berømte Star Club i Hamborg forelskede sig i den tyske fotograf Astrid Kirchherr. Denne tegneserie om Beatles, det heftige kunstskolemiljø og den rebelske ungdoms- og subkultur i 1960’erne skal udkomme i efteråret 2009.

Matthias Schneider
ist Kulturwissenschaftler, freischaffender Kultur-Journalist und
kuratiert Filmprogramme und Ausstellungen zum Thema Comic

Copyright: Goethe-Institut Stockholm
info@stockholm.goethe.org
Januar 2009

    Facebook

    Bliv fan af „Deutsch-sprachigen Comics“ og bliv regelmæssigt opdateret om den tyske tegneserieverden.

    Litteraturliste

    Tips til indkøb af tysksprogede tegneserier for biblioteker i udlandet