Tegneserier/Humor

Med excentrisk humor og pudsige scenarier har Bernd Pfarr moret læserne af satiremagasiner, uge- og dagblade. Kun 45 år gammel døde han af kræft og har efterladt sig et stort hul i det tyske tegneseriemiljø.

I 1998 fik Pfarr i forbindelse med Comic-Salon i Erlangen Max und Moritz-prisen i kategorien bedste tysk tegneseriekunstner. Han afsluttede en uddannelse i klassisk maleri ved Offenbacher Hochschule für Gestaltung, og den har givet et karakteristisk præg til hans senere arbejde. Med akryl maler han sine matte og transparente tegneserier i store formater. Hans stil minder mere om Edward Hoppers malerier end om hans kollegers værker. De mange kontraster mellem lyst og mørkt samt kraftige farvenuancer giver Pfarrs billeder et øjebliks evighed og fastholder øjeblikket. Men i modsætning til Hopper er Pfarrs landskaber, bygninger og personer ikke afbilledet i en realistisk stil. Pfarrs figurer udspringer af tegneserieverdenen.

De foretrukne hovedpersoner er den kære Herr Gott, bjørnen Bruno, hunden Purzel der er tilhænger af Kant, Fido, ravnen Alex og den ejendommelige, kontoransatte Sondermann. I Pfarrs tegneserieverden udlever de deres skøre ideer og kæmper med hverdagens sære og surrealistiske eventyr. Hans humor er ikke højrøstet, men en joke, som er antydet i billederne, og langsomt går op for læseren. Tekst og billede er skilt fra hinanden både med hensyn til fysisk afstand og indholdet. Komikken bliver først tydelig i det øjeblik læseren har set billedet og læst teksten under. Pfarr gør ikke grin med persongalleriets skøre kreationer, men portrætterer deres trods med værdighed. Som satiriker ville han aldrig kunne gøre sig gældende, da han hader de bedrevidende og belærende. I stedet for lader Pfarr kommentarerne til den aktuelle politiske situation ligge og helliger sig små hændelser, som via deres absurditet siger noget om den verden, vi lever i. Denne tilgang - hans finlitterære stil og teksterne, som er præget af en gammeldags omgangstone - gav han tilnavnet „Poet des Absurden“ (absurditeternes poet). Pfarr fortæller aldrig hele joken, men frembringer en balance, hvor der også er plads til læserens fantasi.