Klassiker

Historien om spilopmagerne Max og Moritz hører til de kendteste værker i den tyske børnelitteratur. De er oversat til omkring tre hundrede sprog, er parodieret af andre forfattere, dramatiseret og sat i musik. I dag kan ingen vel forestille sig, at ophavsmanden, Wilhelm Busch, i 1865 havde store problemer med at få offentliggjort sine syv tegneserier med drengehistorier.

Dengang havde den 33-årige kunstner først lige tegnet fire billedhistorier, som solgte ret dårligt. Da Busch præsenterede Max og Moritz for sin forlægger Ludwig Richter, ville denne først slet ikke trykke værket. Busch måtte finde sig en anden forlægger. Kaspar Braun, forlægger af Fliegende Blätter, betalte tusind gylden kontant – til Buschs store glæde, for han havde intet tjent i længere tid. Forlæggeren havde næse for det rigtige: Ti år senere var Wilhelm Buschs billedhistorier kendt over hele verden.

Skånselsløst syn på samfundet

Max og Moritz’s popularitet fik aviskongen Randolph Hearst til, i kamp om oplaget af New York Journal, at bede tegneren Rudolph Dirks tilpasse serien. Katzenjammer Kids (Knold og Tot) opstod i 1897 i avisens søndagstillæg. De er i en vis grad arven efter kunstneren Busch – og de er en milepæl i tegneseriernes historie. Wilhelm Busch var ingen nem kunstner. Hans billedhistorier er grusomme og ind imellem også besynderlige. Katte får antændt halen, mennesker kværnes i stykker, sprænges i luften eller hænges op i næseringen. Busch har et skånselsløst syn på samfundet og menneskesjælens dybeste afgrunde.



Historierne bliver fascinerende på grund af den tætte sammenhæng mellem billede og ord: Den tegnede streg er præcis og hurtig, men samtidig opdager man, når man ser nærmere efter, meget andet i karikaturerne. Dertil kommer Buschs store talent for rytme og sprog samt lydmalende elementer. De enkle forhold, som Busch tegnede i sine billedhistorier, kendte han fra egen erfaring: Busch er født den 15. april 1832 i landsbyen Wiedensahl i det daværende kongerige Hannover som den ældste af syv børn. Faderen, der var urtekræmmer, sendte Busch til en onkel, da han var ni år gammel: den evangeliske præst Georg Kleine. Turen med hestevogn til Ebergötzen ved Göttingen varede tre dage.

Hellere kunstner end maskinkonstruktør

Da Busch efter tre års forløb for første gang kom på besøg hjemme, kunne hans egen mor ikke kende ham igen. Hos onklen gik det drengen godt: Han fik privatundervisning, læste digte og lærte at tegne. Sammen med sin gode ven, møllersønnen Erich Bachmann, strejfede han omkring på egnen.  Da Wilhelm Busch fyldte femten, påbegyndte han efter sin fars ønske et maskinkonstruktør-studium på polyteknisk læreanstalt i Hannover. Men Busch ville meget hellere være kunstner: I 1851 skiftede han over til kunstakademiet i Düsseldorf. Et år senere rejste han til det kongelige akademi i Antwerpen for at studere gamle mestre som Rubens, Brouwer og Teniers.

Den akademiske undervisning passede dog overhovedet ikke Busch; og den unge mand tvivlede på sine egne kunstneriske evner. Efter et alvorligt tyfustilfælde vendte Busch i 1853 hjem til sin fødeby uden penge på lommen. I lighed med brødrene Grimm begyndte han at indsamle tyske sagn og eventyr fra egnen. Kunsten ville dog ikke slippe ham, og det lykkedes Busch at få sin far til en sidste gang at forstrække ham med penge, så han kunne studere på kunstakademiet i München. I den bayerske hovedstad lærte han Caspar Braun at kende – forlæggeren for det satiriske ugeskrift Fliegende Blätter og Münchener Bilderbogen.

Endelig succes

Busch blev hans medarbejder og udgav sine første historier, deriblandt Die kleinen Honigdiebe (de små honningtyve) eller Der kleine Maler mit der großen Mappe (den lille maler med den store mappe). Endelig fik Busch succes: Nu opstod de komplette billedhistorier. Efter  Max og Moritz fulgte Der Heilige Antonius von Padua (Den hellige Antonius fra Padua) (1870), Die fromme Helene (Den fromme Helene) (1872) og Pater Filuzius (1872), antiklerikale værker med bidende humor og med henvisning til levende personer. Enkelte værker, som f.eks. historien Monsieur Jacques à Paris under belejringen i 1870, der opstod under den fransk-tyske krig, er så hadefulde og fulde af vrede, at de i dag oftest ignoreres. Man kan heller ikke bestride Buschs antisemitiske holdning i visse af hans værker, som f.eks. Plisch und Plum.

I en alder af fyrre år var Busch blevet en kendt personlighed i Tyskland på grund af sine billedhistorier. Men en hustru fandt han aldrig i løbet af sit liv. I løbet af sit liv malede kunstneren også landskabsbilleder og portrætter og skrev såvel digte som prosa. I 1874 udgav Busch digtsamlingen Kritik des Herzens (Hjertens kritik), 1891 fulgte romanen Eduards Traum, og i 1895 Der Schmetterling. Jo ældre Busch blev, desto mere trak han sig tilbage fra det offentlige liv.

I sin hjemby Wiedensahl fandt han den ro, han søgte, men han led af appetit- og søvnløshed, måske også fordi han i mange år var kæderyger. Sine sidste leveår tilbragte han hos slægtninge i Mechtshausen i Harzen, skrev digte og betragtede naturen. Wilhelm Busch døde den 9. januar 1908. Han mindes i dag på ”Urvater des deutschen Comics” af Wilhelm-Busch-Museum i Hannover samt på mindesteder i Wiedensahl og Mechtshausen.