Manfred Schmidt

Manfred Schmidts detektivtegneserie Nick Knatterton var en direkte reaktion på de første amerikanske tegneserier i efterkrigstidens Tyskland. Besættelsesmagtens soldater gav deres superheltetegneserier til tyske børn og unge. Forældrene var slet ikke begejstrede for tegneserierne. Schmidt hørte til disse forældre og anså de actionfyldte og farverige billedhistorier fra USA for at være blandt de mest primitive former for fortællinger.
Med figuren og serien Nick Knatterton lavede han på sin egen måde en satirisk parodi på tegneseriemediet. Han udviklede en piberygende hovedperson i ternet knickerssæt med inspiration fra Dick Tracy og Sherlock Holmes. I modsætning til superheltene brillerede Knatterton ikke ved fysisk styrke, men ved sin ufejlbarlige logiske sans. Han yndlingsudtryk særligt i forbindelse med delikate situationer var „Kombiniere!“ (kombinere). Det blev hans varemærke og også til en talemåde i det tyske sprog.
Da tegneserier generelt blev kritiseret for deres ujævne fortælleform, var det præcis det, Schmidt brugte i sin parodi. Han lod kaos herske i sine striber og befolkede historierne med bizarre figurer, hvis karakter og væremåde var ekstremt overdrevet. De enkelte billeder var så proppede med flere samtidige handlinger, tekstbokse og talebobler, at man under læsningen slingrede frem og tilbage mellem ordene og billederne. Det, der var tænkt som en nedsættende joke, blev et kæmpe hit ikke blot i Tyskland, men også i udlandet.
Med megen slapstick og spænding begejstrede Schmidt et ældre såvel som et ungt publikum. Særligt de mandlige læsere morede sig over den - tiden taget i betragtning - frivole fremstilling af kvinderne i serien og det chauvinistiske kvindesyn. Sit første eventyr oplevede den knickersklædte mesterdetektiv i 1950 i magasinet Quick. På grund af den store succes udkom allerede to år senere det første af syv samlealbum med Nick Knatterton. På trods af den relative kort karriere for serien, der sluttede i 1959, findes Nick Knatterton stadig i dag i reklamer, såvel som tegnefilm og spillefilm.
Matthias Schneider
er kulturforsker, freelance kulturjournalist
og laver tv-programmer og udstillinger om tegneserier
Copyright: Goethe-Institut Stockholm
info@stockholm.goethe.org
Marts 2005
















