Klassiker

Fremkomsten af tegneseriemiljøet i Tyskland er tæt forbundet med landets historie. Enhver epoke kan opvise illustratorer, hvis værker har haft varig værdi - ”tyske tegneserieklassikere”. Tyskland har en lang karikatur- og illustrationstradition: Efter at pressefriheden blev garanteret ved lov i 1854, opstod talrige satiriske tidsskrifter, f.eks. det illustrerede Simplicissimus.
Efter nazisternes magtovertagelse blev de fleste satiriske værker censureret eller forsynet med et indhold, der var tro mod regimet, og mange illustratorer blev fordrevet. Den politiske karikaturtegner Erich Ohser (1903-1944) blev ikke optaget i Rigsforbundet af Tyske Pressetegnere i 1934, hvilket på den tid var det samme som et berufsverbot. Vater und Sohn-historierne offentliggjorde han under pseudonymet E.O. Plauen. Af frygt for at blive anholdt begik Ohser selvmord i april 1944.

 I efterkrigstiden var der rivende afsætning på amerikanske tegneserier i Tyskland. Derfor fik avisernes tegnere til opgave at udvikle deres egne historier. I 1947 udkom det første tyske tegneseriehefte Bumm macht das Rennen (Bumm går af med sejren) af Klaus Pielert på billedbogsforlaget Hartmann i Düsseldorf i et oplag på 10.000, og i den sovjetiske besættelseszone – senere DDR – udkom Der Junge Pionier, hvortil Richard Hambach udviklede billedhistorier med Bienchen Kati.
Klassikere blev Roland Kohlsaats eventyrhistorier om Jimmy, das Gummipferd (gummihesten) og Manfred Schmidts detektivfigur Nick Knatterton. Seriebilledkulturen var født, der opstod rækker af hæfter, der opnåede høje oplag. Forlæggeren Rolf Kauka grundlagde af rækken Eulenspiegel den komiske serie Fix und Foxi, som eksisterer endnu, og i Walter-Lehning-Verlag publicerede Hansrudi Wäscher Sigurd, Ritter ohne Furcht und Tadel. I tv-magasinet Hörzu udkom serien med pindsvinet Mecki. Den store udbredelse sørgede imidlertid i begyndelsen af 1950’erne også for, at psykologer og forældresammenslutninger startede kampagner mod ”tarvelig smudslitteratur”. Det kom til demonstrationer og endog til offentlig afbrænding af bøger og hæfter.

 I Forbundsrepublikken blev der i juni 1953 vedtaget en lov mod udbredelse af ”ungdomsskadelige” skrifter, og i DDR fulgte i 1955 ”forordning til beskyttelse af ungdommen”. De unge skulle – ifølge DDR-funktionærernes bestemmelse – ”uddannes på underholdende vis” med billedhistorier. Tegneren Hannes Hegen (født 1925) fik i denne sammenhæng til opgave at udvikle et modstykke til Micky Maus for tidsskriftet Mosaik. Hans helte, Dig, Dag og Digedag. hører til DDR-tegneseriernes klassikere. Virkelig salonfæhig blev tyske tegneserier dog først i 1960’erne, da en ny generation af tegnere videreudviklede genren. Janosch, Walter Schmögner og Angela Hopf fandt frem til nye udtryksformer som ”tegneserie-billedbogen”.

 I 70’erne opstod der satiriske og samfundskritiske tegneserier af F.K. Waechter, Hans Traxler og Franziska Becker, men også børnetegneserier som DDR-tegneren Lona Rietschels Abrafaxe-figurer. I 1980’erne udviklede Matthias Schultheiss sit eget billedsprog, mens Walter Moers skabte løgnhalsen Käpt’n Blaubär til børnene. Den tyske genforening førte til en yderligere professionalisering af tegnerne og en stadig bredere opdeling i emner. I dag er den tyske tegneseriescene så differentieret, at man kan skelne enkelte genrer og trends. Som moderne klassikere gælder i dag lige så vel Werner-motorcykelhistorierne af Brösel som Ralf Königs tegneserier for voksne eller Judith Parks Manga-historier.