Stream film gratis | Goethe-Institut Dänemark

Hurtig adgang:

Gå direkte til indholdet (Alt 1) Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)
Goethe on Demand: Genrefilm fra Tyskland – 12 film fra 4 genrer

Genrefilm fra Tyskland

Gå på opdagelse i tysk genrefilm med serien Genrefilm fra Tyskland og få appetit på mere. De i alt tolv film fra fire forskellige genrer giver et indblik i de ofte meget forskelligartede tendenser inden for tysk filmproduktion. I 2023 præsenterer vi hver måned én genrefilm inden for hhv. science-fiction, krimi, road-movie og horror.

Sådan fungerer det


Begrebet “genrefilm” får sikkert mange til at tænke på spaghettiwesterns og amerikanske horrorklassikere ... og ikke den nyeste science fiction-succes fra Tyskland.

Ser man på de seneste årtiers tyske filmhistorie, så er den tyske genrefilm i dag henvist til at føre en nichetilværelse. I den tidlige tyske filmhistorie, nærmere betegnet i den såkaldte ”Weimarer Phantastik”, finder vi for eksempel film som Metropolis (Fritz Lang), som nærmest er en forudsætning for nutidens science fiction-film. Også i film som Nosferatu (F. W Murnau) eller Dr. Caligaris Kabinet (Robert Wiene) udvikledes allerede tidligt flere af de motiver, der er centrale for horrorfilmen som genre, og som stadig anvendes i dag.

Men hvad er en genrefilm egentlig?

Genrefilm kan defineres som film, der benytter fortællestrategier, som er karakteristiske for en bestemt genre, og som derved yderligere forstærker genren. Brede genrebetegnelser som drama eller komedie står i modsætning til narrativt og formelt mere snævert definerede filmgenrer som eksempelvis science fiction, fantasy eller horror. Filmene fungerer ved hjælp af tilbagevendende temaer, motiver, fortællemønstre eller figurkonstellationer samt et konventionaliseret filmsprog, der kan aflæses i for eksempel billedsproget, lyddesignet og musikken. En genre er således også en form for aftale mellem filmskaber og publikum, sidstnævnte går i biografen med bestemte forventninger til en genrefilm.

Uanset om genren er action, science fiction, fantasy, horror, thriller, film noir eller mystery, og om genren er historisk betinget og strukturelt forstærket gennem tiden, så er vilkårene svære for de tyske film, som fravælger konventionelle narrative strukturer og retningslinjer for filmstøtte, og som desuden er vanskelige at bedømme inden for de etablerede systemer. Til trods for de begrænsede muligheder for økonomisk støtte har tyske genrefilm især i de seneste år vundet større genklang, ikke mindst internationalt.

Med denne serie ønsker vi at give et bedre indblik i den tyske genrefilm. Ud over nye titler sætter vi også fokus på udvalgte banebrydende film. Goethe on Demand serien præsenterer hen over et år 12 film, således at man i løbet af en tremåneders cyklus kan lære én bestemt genre at kende: science fiction, krimi, road movie og horror.
 


Horror

Scene fra filmen "Das Cabinet des Dr. Caligari". © Friedrich-Wilhelm-Murnau-Stiftung

Oktober
Das Cabinet des Dr. Caligari (Robert Wiene, 1920)

Med hjælp fra en søvngænger spreder den djævelske Dr. Caligari frygt i en lille by i Nordtyskland. Denne ekspressionistiske stumfilmsklassiker er et kunstværk og var med til at få tysk film til at blomstre i begyndelsen af 1920'erne.

Scene fra filmen "Das deutsche Kettensägenmassaker". © Filmgalerie 451

November
Das deutsche Kettensägenmassaker (Christoph Schlingensief, 1990)

Nyheden om Murens fald sender en vesttysk slagterfamilie ud i en hæmningsløs blodrus. Christoph Schlingensief iscenesætter den første time af den tyske genforening som en nedslagtning og bevæger sig mellem horror, trash og kritisk kommentar.

Scene fra filmen "Endzeit". © Anke Neugebauer, Grown Up Films, ZDF

December
Endzeit (Carolina Hellsgård, 2018)

Efter en zombie-apokalypse udgør byerne Weimar og Jena de sidste rester af den menneskelige civilisation. To unge kvinder begiver sig ud på en rejse gennem det postapokalyptiske Thüringen. Endzeit er en zombiefilm, der udelukkende er instrueret og produceret af kvinder.
 

Top