Jenny Erpenbecks roman om flygtninge Privilegium og ansvar

Forfatter Jenny Erpenbeck;
Foto (udsnit): © Katharina Behling

Jenny Erpenbecks roman Gehen, ging, gegangen kan kaldes årets immigrationsroman i Tyskland i 2015. I efteråret 2016 udkom den på dansk under titlen Går, gik, gået.

Jenny Erpenbeck har skrevet årets roman (i 2015, red.). Ganske vist har Frank Witzels roman Die Erfindung der Roten Armee Fraktion durch einen manisch-depressiven Teenager im Sommer 1969 ikke uden grund vundet den attråede Deutscher Buchpreis 2015, men i ingen anden tysk samtidsroman bliver det i vinteren 2015/2016 allestedsnærværende tema indvandring behandlet på en så fokuseret og differentieret måde som i Jenny Erpenbecks roman Gehen, ging, gegangen.

Men Jenny Erpenbeck, født i Østberlin i 1967 og hædret med flere priser, hører ikke til de forfattere, der – med flair for det litterære marked – kun koncentrerer sig om tidsåndens fremherskende emner. Der findes generelt ingen seriøse forfattere, som lader sig diktere af ydre omstændigheder i forhold til valget af den næste romans emne. Ideelt set er forfatteren en seismograf, der foregriber og forarbejder det, som næsten umærkbart ligger i luften og kun vagt kan fornemmes. Sådan forholdt det sig også, da Jenny Erpenbeck gik i gang med researcharbejdet til romanen. Hendes villighed til at lytte til indvandrerne og hendes ønske om at høre deres livshistorier var forudsætningen for den virkelighedsmættede roman, der fortæller meget om indvandrere, men i lige så høj grad fortæller noget om vores samfund.

Et kompendium over flugthistorier

Jenny Erpenbeck beskriver tilnærmelsen mellem to verdener, som tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Hendes helt er den tidligere professor Richard. Først tager han af ren og skær nysgerrighed hen til flygtningenes protestcamp på Oranienplatz i Berlin, fordi han ønsker at finde ud af, hvad der rører de flytgninge, som er strandet i byen, og som han hele tiden hører om i medierne. Han ønsker at lære skæbnerne bag de abstrakte tal at kende. Menneskene kommer fra Afrika, fra de lande, som den intellektuelle Richard tit ikke engang kender hovedstadens navn på. Han har selv tilbragt størstedelen af sit liv i DDR og føler sig som en person, der nærmest over nat uigenkaldeligt har mistet sit fædreland.

På den ene side står den klassiske filolog, enkemanden Richard, på den anden side står en gruppe af unge mænd fra Guinea, Ghana, Sierra Leone og Mali med en fuldstændig anden livs- og forestillingsverden. I starten er de kun forbundet igennem det at være menneske, og det er en af romanen største forcer, at Jenny Erpenbeck ikke nogetsteds forsøger at benægte eller pynte på kløften, på det utroligt fremmede og derigennem også fremmedgørende og urovækkende i dette antipodiske møde. Mens Richard beskæftiger sig mere og mere intenstivt med flygtningene, understøtter dem og underviser dem i tysk, bliver også læseren mere og mere fortrolig med det fremmede. Som læser forstår man, hvor de problemer, som romanen ikke fejer ind under gulvtæppet, har deres oprindelse: De unge mænd må ikke arbejde og ikke rejse, det tyske bureaukrati og EU’s love tvinger dem til lediggang. De hænger rundt uden livsperspektiver, nogle mere tålmodige end andre. Og nogle er villige til at tage skæbnen i egen hånd, til nød også med vold.
 
Om aftenen skriver Richard om de livshistorier, som mændende beredvilligt betror ham. Det er individuelle skæbner, men de er præget af de samme mønstre: flugt eller fordrivelse fra hjemmet, vandringer tværs gennem Afrika, brutalitet, hjælpsomhed, tab af forældre, søskende, venner, til slut natlige rejser over Middelhavet, hvor mange dør. På denne måde er Gehen, ging, gegangen også et kompendium over flygtningehistorier. Hvis man ønsker at få mere at vide om flugtårsager, bør man læse denne roman med sit klare, usnørklede og urtoligt fortættede sprog, der er så typisk for Jenny Erpenbeck.

I centrum står spørgsmålet om det at være menneske 

Det kommer romanens autenticitet til gode, at Jenny Erpenbeck nærmer sig emnet på næsten samme måde som sin hovedperson. For ikke kun at få viden om flygtninge igennem medierne, besøgte hun flygtningecampen på Oranienplatz. Hun ønskede at danne sig sin egen mening med et fordomsfrit blik – det er en forfatters ”privilegium”, som hun har udtalt i et interview, men også ”hans ansvar”. En del af dette ansvar er også, at Jenny Erpenbeck, siden hun begyndte at researche og skrive i sommeren 2014, dagligt hjælper unge mænd i forhold til det tyske bureaukrati og hverdagslivet.

Trods det meget personlige engagement er Gehen, ging, gegangen ikke en socialreportage, der satser på medlidenhed, foragrelse eller identifikation. Historierne, som de unge mænd fortalte, omformede Erpenbeck til en romanvirkelighed, i hvilken det fundne og det opfundne smeltes sammen, og i hvilken det gennemgående spørgsmål er, hvad det vil sige at være menneske.