Documenta 14 Det eneste, der er sikkert, er usikkerheden

Marta Minujín, The Parthenon of Books, 2017, Stahl, Bücher, Kunststoffolie, Friedrichsplatz, Kassel, documenta 14, Foto: Roman März
Marta Minujín, The Parthenon of Books, 2017, Stahl, Bücher, Kunststoffolie, Friedrichsplatz, Kassel, documenta 14, Foto: Roman März

For 14. gang siden 1955 slog documenta den 10. juni 2017 endnu engang dørene op for en af verdens største kunstudstillinger i hjembyen Kassel. Men ikke alt er, som det plejer.

For første gang nogensinde er en del af documenta flyttet til en anden by: Athen. Udstillingen her åbnede allerede i april. Så på sin vis er den anden åbning i Kassel lidt af et deja-vu, som flere af medarrangørerne giver udtryk for, samtidig med at parallelforløbet med Athen er fundamentalt afgørende for bevidstheden ved besøget i Kassel. Nærværet af det fjerne. Og ikke mindst står Athen for noget modsat end Kassel, det er en by, der de senere år har været ramt af krise.
 
Den første taler til pressekonferencen er kurator Bejeng Ndikung. Han taler om længsel og savn og citerer indledningen til dette stærke digt af Warsan Shire, en poet fra Somalia:
 
”no one leaves home unless
home is the mouth of a shark
you only run for the border
when you see the whole city running as well”.
 
”Dette er billedet på vores tid, en tid i usikkerhedens tegn,” fortsætter Bejeng Ndikung. Han fortæller om, hvordan ignorance nærmest bliver et værdsat talent og nævner som eksempel i den forbindelse, hvordan USA’s præsident Trump har valgt at trække USA ud af den internationale klima-aftale. ”I vores tid er krise blevet normen, og vi bliver nødt til at genforhandle, hvordan vi alle sammen kan være mennesker sammen igen.”
 
Han foreslår, at glemsel måske snarere end erindring er vejen frem, hvis det handler om at komme videre sammen. Denne udstilling er et rum for usikkerhed, der ikke foregiver at skabe sikkerhed, afslutter han.

Bøger

Kunstværkerne på documenta er som altid spredt ud over hele byen, et af de store udstillingssteder er den store bygning Fridericianum. Og foran denne på Friedrichsplatz er dette års nok mest iøjnefaldende værk placeret: El Partenón de libros (Parthenon af bøger, 1983) af den argentinske kunstner Marta Minujín (Født 1943, Buenos Aires), som ligner et stort Parthenon plastret til med bøger. Men det er ikke tilfældige bøger – det er 25.000 bøger, som har været forbudte på de steder og tidspunkter, hvor de er udkommet.

Værket blev første gang udstillet i Buenos Aires i 1983, og da sagde Marta Minujin om værket: ”For mig er det en glæde og et mirakel at skabe dette Parthenon med forbudte bøger her i midten af Buenos Aires i 1983, nu hvor landet har ændret sig. Jeg håber, vi kan vende tilbage til tider uden tvang og med frihed og vi kan være os selv uden at forbyde.” Værket, monumentet til demokrati og uddannelse, står nu i midten af Kassel og minder os om den frihed og det demokrati, som vi skal værdsætte, men også om de ting, der stadig er forbudte, og hvordan vi kan eller skal håndtere dette.

Røg

Banu Cennetoğlu, BEINGSAFEISSCARY, 2017, verschiedene Materialien, Friedrichsplatz, Kassel, documenta 14, Foto (Ausschnitt): Roman März Banu Cennetoğlu, BEINGSAFEISSCARY, 2017, verschiedene Materialien, Friedrichsplatz, Kassel, documenta 14, Foto (Ausschnitt): Roman März Uden på den store udstillingsbygning Fridericianum står med store bogstaver: ”Being safe is scary”, på dansk: ”Det er skræmmende at være tryg”. Kunstneren Banu Cennetoğlu (født 1970, Ankara) står bag. Ordene er inspireret af den tyrkiske frihedskæmperinde og chefredaktør Gurbetelli Ersöz’ dagbog, som blev skrevet under hendes tid som kurdisk guerilla. Dagbogen blev efter hendes død først udgivet på tysk og senere på tyrkisk, hvor den dog hurtig blev forbudt. ”Being safe is scary” er derfor i et klart samspil med Marta Minunjins El Partenón de libros på pladsen foran, som netop også består af forbudt litteratur.

Da jeg står lidt længere væk, fra Fridericianum ser jeg, at det ryger kraftigt fra tårnet i højre side af bygningen. Det ser ud, som om tårnet brænder, men heldigvis er også dette en installation. Værket Expiration Movement er lavet af kunstneren Daniel Knorr (født 1968, Bukarest).
I sammenhæng med teksten på Fridericianum ”Being safe is scary” får Knorrs røginstallation tilført betydning – Men også omvendt giver røgen teksten betydning. For hvor er man sikker? Er usikkerheden blevet normen? Selv har Knorr udtalt om værket, at det handler om at give slip, at det er det modsatte af inspiration, men han siger også, at røg kan være et tegn på frihed.

Rungen

Inde i Fridericianum er der mange værker i hvert rum. Jeg står i et af de første rum og er ved at betragte et værk, da der pludselig lyder en enorm høj lyd efterfulgt af en dyb rungen. Det giver tydeligvis alle i rummet et chok, og næppe er folk faldet til ro, før lyden kommer igen. Da er det tydeligt, at lyden kommer fra den store buede metalplade, der hænger ned fra loftet. Bag på den er en stor magnet, der med jævne mellemrum klasker ind på metalpladen og udsender en forfærdelig lyd, der skaber angst. Værket hedder Gong og er lavet i 1978 af kunstneren Takis (født 1925, Athen).
 

GRÆNSER OG PIGTRÅD

Bevæger man sig videre rundt i Fridericianum, er der flere værker, der fremkalder følelsen af angst og usikkerhed – bl.a. et print af en sort væg fyldt med navne og dækket af pigtrådshegn i sort og hvid. Det er lavet af kunstneren Andrea Bowers (født 1965, Ohio) og hedder Not forgotten. Navnene er navne på mennesker, der er døde i deres forsøg på at krydse grænsen mellem Mexico og USA. Værket er til ære for dem. Og et minde om ikke at glemme.

På trods af at de er i forskellige rum, spiller dette værk godt sammen med værket Acropolis redux (2004) af Kendell Geers (født 1968, Sydafrika). Værket er en stor installation lavet af sammenrullet, endnu ubrugt pigtrådshegn, der ligesom på et lager ligger på metalreoler, før det tages i brug. Værket er koldt og sterilt. Og netop uvidenheden om hvad det skal bruges til, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Begge værker siger noget om grænser – om at lukke inde eller lukke ude. At være på den forkerte side af hegnet er i hvert fald ikke noget, nogen ønsker. Hvem bestemmer hvor disse hegn skal stå? Hvem er de privilegerede?

SKIBE 

Guillermo Galindo, Fluchtzieleuropahavarieschallkörper, 2017, verschiedene Materialien, Installationsansicht, documenta Halle, Kassel, documenta 14, Foto: Nils Klinger Guillermo Galindo, Fluchtzieleuropahavarieschallkörper, 2017, verschiedene Materialien, Installationsansicht, documenta Halle, Kassel, documenta 14, Foto: Nils Klinger Ikke langt fra Fridericianum, også på Friedrichsplatz, ligger documenta Halle, som blev bygget i 1992 i forbindelse med documenta 9. I den store sal er noget af det første, der springer i øjnene en masse havarerede skibe, der smadret hænger ned fra loftet. De er lavet af komponisten Guillermo Galindo (født 1960, Mexico).

Værket hedder Fluchtzieleuropahavarieschallkörper og er samlet af ægte rester af flygtningeskibe der er fundet på den græske kyst på Lesbos. Kunstneren har selv sat dem sammen, så resterne igen ligner skibe. Som vragene ligger der og fortæller om en rejse og en drøm, der ikke er lykkedes, minder de om alle de skibe, der hvert år forliser i Middelhavet fyldt med flygtninge, som aldrig når i land i live. De er også en historie om at krydse en usikker grænse og om at sætte livet på spil og et tydeligt billede på, at den rejse ofte ikke ender lykkeligt.

VELKOMMEN

På pladsen foran Kassels hovedbanegård står en stor container. Den kan man gå ind i og ned ad, og så kommer man til en nu nedlagt undergrundsstation. Følger man sporene ud af stationen, kommer man ud i det fri, og her mødes man af Zafos Xagoraris (født 1963, Athen) store skilt, hvor der på græsk står ”Xaipete”, som betyder velkommen.

Den følelse af utryghed og krig, som mange af de forrige værker har sat i mig, får mig straks til at tro, at det er ironisk. Det er det måske, måske ikke. Faktisk er det den helt perfekte måde at afslutte udstillingen på med dette skilt. Velkommen. For i sidste ende er den korteste afstand mellem to mennesker et smil, og på samme måde lader det til at være en del af documenta 14s budskab at åbne ikke bare vore døre, men vore hjerter til gensidig respekt og forståelse mellem folk, uanset hvor man kommer fra.
 
Nærværet af det fjerne. Tilstedeværelsen og sammenhængen med den anden halvdel af documenta 14, som er i Athen, er konstant. Fællesskabet og håbet om dialog og forståelse med dem, der er i andre situationer end os, er gennemgående.
Zafos Xagoraris, The Welcoming Gate, 2017, Metall, Acryl auf Leinwand, Soundinstallation, Ehemaliger unterirdischer Bahnhof (KulturBahnhof), Kassel, documenta 14, Foto: Jasper Kettner Zafos Xagoraris, The Welcoming Gate, 2017, Metall, Acryl auf Leinwand, Soundinstallation, Ehemaliger unterirdischer Bahnhof (KulturBahnhof), Kassel, documenta 14, Foto: Jasper Kettner Udstillingen har en tydelig politisk agenda, men spørgsmålet er, om projektet er lykkedes, og om budskabet går igennem. Netop fordi budskabet er tydeligt, overlades der i flere af værkerne ikke meget til fantasien. Det er som om, der er taget stilling på forhånd. Man kunne måske godt ønske sig, at udstillingen var mere åben og indbød til diskussion og dialog mellem forskellige poler fremfor at mime den virkelighed, vi også ser i nyhederne. 
 
Følgende linjer er det sidste af et digt af Constantine Cavafy ved navn Ithaka. Det blev udgivet på græsk i 1911 og er her oversat af Edmund Keeley og Philip Sherrard. Det er trykt som indledning til den nuværende documentas Daybook med håbet om at holde den besøgende ved selskab, og er ikke mindst et smukt digt, som er relevant for temaet:
 
Keep Ithaka always on your mind.
Arriving there
But do not hurry the journey at all.
Better if it lasts for years,
So you are old by the time you reach the island,
Wealthy with all you have gained on the way,
Not expecting Ithaka to make you rich.
 
Ithaka gave you the marvelous journey.
Without her you would not have set out.
She has nothing left to give you now.
 
And if you find her poor, Ithaka won’t have fooled you.
Wise as you will have become, so full of experience,
You will have understood by then what these Ithakas mean.
 

Faktaboks documenta

  • Documenta blev afholdt første gang i 1955, efter initiativ fra Arnold Bode, kunstprofessor i Kassel
  • Et af verdens største kunstmesser for samtidskunst
  • Finder sted hver femte år
  • 2017 var det første år, hvor en del af udstillingen var et andet sted: Athen
  • Ved sidste documenta i 2012 var der ca. 860.000 besøgende