Hurtig adgang:

Gå direkte til indholdet (Alt 1) Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)

Bauhaus
Fra mønsterby til brændpunkt – og tilbage

Alle satellitbyers ophav: Gropiusbyen
Alle satellitbyers ophav: Gropiusbyen | Photo (tilskåret): © picture alliance/Bildagentur-online/Schöning

Die Gropiusstadt in Berlin gilt als Mutter der Satellitenstädte. Der Baumeister Walter Gropius hat sich deren Entwicklung allerdings ganz anders vorgestellt.

Af Wolfgang Mulke

Norbert og Barbara Kukler har forvandlet den omkring fire kvadratmeter store balkon til en lille have. Hver eneste frie centimeter er dækket af planter, og en hvid parasol kaster skygge over de magelige havestole. En idyl på sjette etage i et højhus i et berygtet kvarter: Gropiusbyen. Det er svært at finde belæg for fordommene mod det store boligkvarter, der blev bygget sidst i tresserne i den sydlige del af den tyske hovedstad. Fra balkonen er der udsigt til det store landlige opland. Lige bag en lille jernbanestrækning løb muren, som indtil 1989 delte Østberlin fra Vestberlin. ”Det gav altid et ordentligt brag, når et rådyr eller en kanin trådte på en mine”, husker Norbert om tiden, hvor den kolde krig var på sit højeste. I dag har beboerne naturen lige uden for døren, uden mur og pigtråd.
 
De bygninger, som oprindeligt højst skulle være fem etager, voksede bogstaveligt talt over hovedet på sig selv. De bygninger, som oprindeligt højst skulle være fem etager, voksede bogstaveligt talt over hovedet på sig selv. | Foto: © Wolfgang Muhlke Det må være noget i den stil, arkitekt Walter Gropius (født 1883) havde forestillet sig om livet i satellitbyen, som er opkaldt efter ham. Byerne skulle byde beboerne på lys, luft og sol og ikke lejekasernes smalle husrækker og baggårde, der var blevet bygget overalt i starten af det 20. århundrede. Gropius (født i Berlin) fik sit ry som visionær byggemester i 1919, da han grundlagde Bauhaus i Weimar som skole og kreativt værksted for kunstnere, designere og arkitekter. De ville skabe bygninger og brugsgenstande, som var enkle og funktionelle – alle skulle have råd til at bo flot. Glas, stål og beton blev skolens varemærke, når det gjaldt bygninger – sådan er det også i Gropiusbyen. Bauhaus var imidlertid en torn i øjet på nazisterne, så det var nødt til at lukke i 1933. Gropius emigrerede først til London og sidenhen USA. Der underviste han på Harvard Universitet og var blandt andet med i planlægningen af Pan Am-bygningen i halvtredserne. Gropius døde i 1969 med følgende nøgterne erkendelse: ”Vores byer bliver hele tiden hæsligere.”

Gropius mistede hurtigt indflydelse på planlægningen

Gropiusbyens historie er medvirkende til denne opsummering. Der var pladsmangel i et Vestberlin, der var omsluttet af DDR, og derfor gav Berlins senat Gropius til opgave at planlægge en satellitby. Det var oprindeligt meningen, at der skulle være 16.400 lejligheder i boligblokke på højst fem etager. Gropius lavede et udkast med store grønne områder mellem bygningerne, og den centrale infrastruktur skulle ligge langs den undergrundsbane, der førte ind mod centrum. Men til sidst var der ikke meget tilbage af den plan.

Da bolignøden i byen blev værre ved Berlinmurens opførelse i 1961, begyndte regeringen at udbygge bydelen. Den ledende arkitekt Wils Ebert fik ansvaret for byggeriet i Tyskland, mens Gropius havde meget lidt indflydelse fra det fjerne Amerika. Der skulle opføres 19.000 lejligheder med plads til 50.000 mennesker. Det førte til, at bygningerne skød væsentligt højere op end de oprindelige fem etager, man havde regnet med. Byggeselskabet Ideals beboelseshøjhus – det såkaldte ”Ideal-hus” – er med sine 30 etager og 89 meter stadig et af de højeste beboelseshuse i Tyskland. Gropius var bestyrtet og tog til genmæle over resultatet af drøftelserne om byplanlægningen.
 
Der bor over 50.000 mennesker i kvarteret. Der bor over 50.000 mennesker i kvarteret. | Foto: © Wolfgang Muhlke

Tristessen gør sit indtog

Arkitekten nåede ikke at opleve indvielsen af det sidste hus i 1975. Da var manglerne ved det store byområde for længst blevet tydelige. Byggeriet blev dengang støttet af det sociale boligbyggeriprogram, og de prisbillige boliger måtte kun lejes ud til folk, der kunne dokumentere boligberettigelse. Men politikerne i Berlin begik en graverende fejl: Familier, som lidt efter lidt fik arbejdet sig op til et bedre økonomisk grundlag, fik sat lejen betragteligt op. Middelklassen vendte derfor Gropiusbyen ryggen, og de nye lejere kom nærmest alle fra lavere sociale lag. Således blev Gropiusbyen et symbol på de problemer, der plager mange satellitbyer, og ikke kun i Tyskland. Tressernes tristesse er knyttet sammen med navnet Christiane F., der som 13-årig blev afhængig af heroin, og hvis sociale deroute er skildret i romanen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo fra 1978, som stadig er pligtlæsning i skolerne. Hendes triste historie begynder i Gropiusbyen og ender med, at hun er narkoman og prostitueret ved Bahnhof Zoo i Vestberlin.
 
Facaderne er udsmykket med kakler dekoreret af beboerne. Facaderne er udsmykket med kakler dekoreret af beboerne. | Foto (tilskåret): © Wolfgang Muhlke Billedet af de forråede, grove og udsigtsløse boligblokke kommer til at hænge på boligselskabet Degewo, som ejer en del af kvarteret. ”Christiane F. har samlet og tilspidset alle erfaringer fra store boligkvarterer”, siger kommunens bydelsansvarlige, Annette Biernath. Degewo anstrenger sig for at skabe et andet billede. Da man ændrede de grønne områder og indgangspartierne, spurgte man beboerne om deres ønsker, og flere end 5.000 skoleelever malede motiver på små fliser, som blev sat op på facaderne. Det hjælper mod graffiti, som man faktisk ser meget lidt af i kvarteret. ”Fliserne bliver ikke rørt, de bliver ikke ødelagt eller overmalet”, siger Biernath med glæde.
 
Fælleshuset er Gropiusbyens kulturelle centrum. Her afholdes der musik-, teater- og dansearrangementer. Fælleshuset er Gropiusbyens kulturelle centrum. Her afholdes der musik-, teater- og dansearrangementer. | Foto: Wolfgang Muhlke

Man ser sjældent, hvor smukt det også er

Norbert og Barbara Kukler, som har boet der siden 1978, glæder sig over udlejerens istandsættelse, som består af mange små detaljer. I indkøbscentret på Wutzkiallee står en medarbejder fra Degewo og deler poser med blomsterfrø ud. ”Vi vil ikke væk herfra”, siger de begge. Her hilses der på en nabo, der får man sig en lille sludder. I deres blok er den sociale blanding også fin, og lejen er overkommelig. Men den borgerlige middelklasse har aldrig fundet tilbage som en stabiliserende faktor i Gropiusbyen. Boligselskabet har sågar uddannelsestilbud til lejerne, så de kan forbedre deres jobmuligheder. ”En god blanding af lejere kræver gode uddannelsesinstitutioner”, siger Biernath som forklaring på initiativet.
 
Boligkvarteret ligger i den sydlige del af Neukölln og har en optimal forbindelse til midtbyen Boligkvarteret ligger i den sydlige del af Neukölln og har en optimal forbindelse til midtbyen | Foto: © Wolfgang Muhlke Men ikke alle er tilfredse. For eksempel vil Peter Müller, som egentlig hedder noget andet, hellere end gerne flytte væk. Hans bedstemor boede på Fritz-Erler-Allee, en af de to hovedveje i Gropiusbyen. Men han har alligevel aldrig følt sig hjemme i kvarteret. I hans blok holder Gropiusbyens dystre side til, kvarteret er styret af højreekstremister. ”En 90-årig nabo, som stadig er frisk, har et maleri af Hitler hængende på væggen”, siger Peter, som af samme årsag helst vil være anonym. Nynazisterne kommer hertil fra nabokvarteret Rudow. Om natten holder Müller sig helst inden døre – man ved jo aldrig, om der sker noget.

Denne anden side bliver fremhævet i avisoverskrifterne igen og igen. Hver anden af de cirka 25.000 beboere har migrationsbaggrund. Arabiske klaner holder politiet beskæftiget. Når jeg skal lave en personkontrol i Gropiusbyen, er jeg hurtigt omringet af ti til femten unge”, beklagede en betjent sig for nogle år siden. Men det 264 hektar store område er en del af problembydelen Neukölln, som har helt andre og mere belastede kvarterer og har flere beboere på overførselsindkomster end noget andet sted i Tyskland.

 
Op til Gropiusbyen er der fri natur – og lufthavnen Schönefeld (fremover BER) ligger ikke langt derfra. Op til Gropiusbyen er der fri natur – og lufthavnen Schönefeld (fremover BER) ligger ikke langt derfra. | Foto: © picture alliance/dpa Virkeligheden i Gropiusbyen er langt fra Walter Gropius’ forestilling om, at den skulle være en model for andre satellitbyer. Men det er længe siden, at boligkvarteret var byens mest belastede område. Om det vil fortsætte, kommer til at bero på de kommende byggeplaner. Der er alvorlig bolignød i Berlin, fordi der flytter titusindvis af mennesker til hvert eneste år. Derfor skal der også bygges mere i Gropiusbyen. Man vil ganske vist gå langsomt til værks, men der lurer stadig en fare, som Gropius nåede at indse før sin død: Den fri natur, der ligger få meter uden for Gropiusbyen, er af afgørende betydning. „Vores smukkeste landskab bliver offer for udnyttelse”, spåede arkitekten i erkendelse af, at økonomiske interesserer oftest vinder over humanistiske ideer.
 
Walter Gropius med byggerådmanden Rolf Schwedler ved indvielsen i 1968 Walter Gropius med byggerådmanden Rolf Schwedler ved indvielsen i 1968 | Foto: © picture alliance/dpa/Barfknecht

Top