Hurtig adgang:
Gå direkte til indholdet (Alt 1)Gå direkte til sekundærnavigationen (Alt 3)Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)

100 år med Bauhaus
Otte ting, du bør vide om Bauhaus

Gruppebillede af Bauhausmesteren i Dessau (1926). Fra venstre mod højre: Josef Albers, Hinnerk Scheper, Georg Muche, László Moholy-Nagy, Herbert Bayer, Joost Schmidt, Walter Gropius, Marcel Breuer, Wassily Kandinsky, Paul Klee, Lyonel Feininger, Gunta Stölzl og Oskar Schlemmer.
Gruppebillede af Bauhausmesteren i Dessau (1926). Fra venstre mod højre: Josef Albers, Hinnerk Scheper, Georg Muche, László Moholy-Nagy, Herbert Bayer, Joost Schmidt, Walter Gropius, Marcel Breuer, Wassily Kandinsky, Paul Klee, Lyonel Feininger, Gunta Stölzl og Oskar Schlemmer. | Foto (tilskåret): © picture alliance akg images

Spartansk design, enkelhed og effektivitet – hvordan Bauhaus ville forandre livet.

Von Nadine Berghausen

Utopien om det nye menneske

At fremme fællesskabet gennem kunst – hverken mere eller mindre end det var Bauhaus’ erklærede mål. Man undervurderede ikke sig selv. Bauhaus drømte om at tjene ”det nye menneske” med sin anvendte kunst. For Bauhaus’ første direktør og grundlægger betød det blandt andet at knytte forskellige kunst- og håndværksdiscipliner tæt sammen. De skabte genstande skulle tilpasses produktionsprocessen, så de var billige og hurtige at producere. Godt design skulle igen være overkommeligt i Tyskland, hvis økonomi var i bund efter krigen.

Bauhaus’ ånd

Det lyder måske som et fredeligt kunstnerfællesskab. Forestil dig, hvis man i dag satte en anset grafisk designer, arkitekt, modeskaber, dj, performancekunstner og fotograf sammen på en skole langt væk fra alt, hvor de for begrænsede midler skulle leve, lære og udvikle nye ideer om et bedre samfund. Men virkeligheden i Weimar var langt fra et harmonisk og kreativt kollektiv. Man kunne ikke blive enig om noget som helst, fortalte maleren Josef Albers. ”Når Wassily Kandinsky sagde ja, sagde jeg nej, og når han sagde nej, sagde jeg ja.” Dette kunstneriske kaos var præcis det, Gropius ønskede sig på sin skole: ”Målet med Bauhaus er netop ingen stil, intet system, ingen dogmer eller kanon, ingen opskrift og ingen mode! Det skal være levende, så længe det ikke hænger fast i en form, men søger livets fluidum bag den foranderlige form!”

Fra designrevolution til arkitektskole

Bauhaus’ første station i Weimar (1919-1925) var præget af opbrudsstemning og virkelyst. Gropius forsøgte at samle ideer og at opbygge værksteder. Hvor man stadig eksperimenterede med ideer i Weimar, forsøgte direktør nummer to, Hannes Meyer, at spare i Dessau (1925-1932). Der manglede penge til at spekulere i grundfarver og -former, så der skulle fokuseres på udvikling af socialt byggeri. Meyer talte om en ”proletarisering” af Bauhaus. Under ledelse af Ludwig van der Rohe, endelig i Berlin (1932-1933), brød man helt med den oprindelige ide, synergieffekten mellem kunstdisciplinerne. Bauhaus blev til en arkitektskole.

Gruppebillede af Bauhausmesteren i Dessau (1926). Fra venstre mod højre: Josef Albers, Hinnerk Scheper, Georg Muche, László Moholy-Nagy, Herbert Bayer, Joost Schmidt, Walter Gropius, Marcel Breuer, Wassily Kandinsky, Paul Klee, Lyonel Feininger, Gunta Stölzl og Oskar Schlemmer. Gruppebillede af Bauhausmesteren i Dessau (1926). Fra venstre mod højre: Josef Albers, Hinnerk Scheper, Georg Muche, László Moholy-Nagy, Herbert Bayer, Joost Schmidt, Walter Gropius, Marcel Breuer, Wassily Kandinsky, Paul Klee, Lyonel Feininger, Gunta Stölzl og Oskar Schlemmer. | Foto (tilskåret): © picture alliance akg images: © picture alliance akg images

Med små bogstaver

Bauhausplakat fra 1929 Bauhausplakat fra 1929 | Foto: © picture alliance/Heritage images Der fandtes allerede Corporate Identity i Bauhaus’ tid. Ikke kun bygninger og brugsgenstande skulle designes enkelt og effektivt, men også typografien. I 1925 foreslår Herbert Bayer, værkstedets direktør for tryk og reklame i Dessau, konsekvent at skrive alt med lille. Hvorfor? Af hensyn til tiden. Nu trykte man på alt brevpapir: ”vi skriver alt med småt, for at spare tid. og hvorfor bruge to alfabeter, når man opnår det samme med et? hvorfor skrive med stort, når man kan tale stort?” Et bevidst brud med de gældende retskrivningsregler var et tegn på modernitet. Men denne skrift havde også politiske konsekvenser. Breve adresseret til ”Bauhaus i Dessau”, skrevet med småt, blev simpelthen tilintetgjort af de kommunale administrationer. Man frygtede det kommunistiske potentiale hos de formentlig politiske kunstnere i Bauhaus.

Kvinder i Bauhaus

Gruppebillede fra Gunta Stölzls væveklasse (med slips) omkring 1927 Gruppebillede fra Gunta Stölzls væveklasse (med slips) omkring 1927 | Foto: © picture alliance/akg-images Det overraskede Gropius, at lige så mange kvinder som mænd interesserede sig for kunstskolen. På grund af dannelsen af Weimarrepublikken, som sikrede kvinder ubegrænset adgang til uddannelse, fik kvinderne også adgang til kunstskolen. Men livet blev alligevel gjort svært for dem. Om muligt blev de kvindelige studerende presset ud i tekstilværkstedet. Således spottede Bauhausmesteren for vægmaleri, Oskar Schlemmer: ”Hvor der er uld, er der en vævende kvinde, om det så kun er som tidsfordriv.”

Vilde udklædningsfester

Hvis man tror, at Bauhaus var et helle for alvorlige avantgardister, som ikke havde andet i hovedet end geometriske former og abstrakte formler, tager man fejl. Bauhaus skabte ikke kun opstandelse med sit enkle og revolutionære design, men også med sine legendariske temafester og danse- og teateraftener. Man arbejdede i ugevis på ekstravagante kostumer, lavede parykker og øvede sig på danse. På scenen kom stykker som det Figurale Kabinett, en parodi på fremskridt og teknologi, og den Triadische Ballet, en grotesk blanding af dans, skuespil og pantomime. Den stringente Bauhausstil var blot ét aspekt af livet i Weimar, Dessau og Berlin.

Bauhauskapel, 1930 Bauhauskapel, 1930 | Foto: © Bauhaus Archiv Berlin

Spot

Bauhaus skulle ikke vente længe på at blive hånet for deres usædvanlige ideer og traditionsbrud. Filosoffen Theodor W. Adorno kaldte huse med fladt tag for ”konservesdåser”, den hollandske maler Theo van Doesburg påstod, at Bauhaus lavede ”ekspressionistisk syltetøj”, og filosoffen Ernst Bloch mente slet og ret, at kunsten var ”ansigtsløs”. Dette drilleri må man højst sandsynligt betragte som en del af succesen.

Hus med fladt tag, bygget 1926/27, i Bauhaus-kolonien Dessau-Törten Hus med fladt tag, bygget 1926/27, i Bauhaus-kolonien Dessau-Törten | Foto: © picture-alliance/akg

Kulten i Bauhaus

Maleren og reformpædagogen Johannes Itten, der kom til Bauhaus som underviser i 1919, overtog rollen som zenmester med et esoterisk anstrøg. Han var tilbedt af sine elever og forhadt af sine modstandere og bragte mazdaznansektens lære til Bauhaus. Blandt sektens praksisser var vegetarianisme, faste og en særlig åndedræts- og seksuallære. Hans undervisningsmetoder vakte også opsigt. Gymnastik og åndedrætsøvelser var lige så meget en del af det som mesterens vredesudbrud, når hans elever ikke gjorde, som han ville. Itten forlod Bauhaus i 1923 efter en strid med Gropius. Det lykkedes atter Schlemmer at snige en kæk bemærkning ind: ”Meditation og riter var vigtigere end arbejde for Itten og hans kreds.”

Top