Digitalisering og urbane rum Om at være hjemme i offentligheden

At være i godt humør i det offentlige rum er ikke længere en privatsag
Photo: © Shutterstock

Hvad er privat – og hvad er offentligt? Digitaliseringen forandrer vores forhold til det offentlige rum: Især i byerne genopdager folk det offentlige rum og udlever derigennem deres ønske om fællesskab.
 

I flere årtier var der tale om ”det offentlige livs forfald og afslutning” (Richard Sennett). Den hollandske arkitekt Rem Koolhaas påstod, at det offentlige rum ikke længere blev brugt til andet end at shoppe. Og også den tyske filosof Jürgen Habermas fortalte en lignende afviklingshistorie i Strukturwandel der Öffentlichkeit (på dansk udkommet under titlen Borgerlig offentlighed). Det virkede, som om folk lukkede sig omkring deres privatliv og ikke længere ønskede at forholde sig til fælles samfundsanliggender. Den ene, den store offentlighed faldt fra hinanden og delte sig i mange enheder. Internettet forstærkede den udvikling, for på nettet finder alle det, som interesserer dem, man finder ligesindede. Og fornemmelsen for det store og hele går tabt.

Men på trods af alle privatiseringstendenser er længslen ud mod det offentlige stor. Senest siden internettet er blevet mobilt, og alle kan gå rundt med en smartphone i lommen, har byerne forvandlet sig, og den delte erfaring af det offentlige har forandret sig. Folks villighed til at blande sig og til at skabe noget sammen med andre, erfaringen af, at der er noget, der lader sig forandre, behovet for at erfare sig selv som et handlende subjekt – alt det hører med til det interaktive internets kultur. Byernes voksende vitalitet i den digitale modernitet skyldes altså især internettet.

Internettet er kendetegnet ved modsatrettede tendenser: Det giver mulighed for at være anonym og isoleret, men samtidig befordrer det en fællesskabstanke, det såkaldte ”sharism”-fænomen. Måske kan man endda gå så vidt og sige, at fællesskabsfølelsen, som kommer til udtryk i crowdsourcingprojekter som Wikipedia, forandrer det offentliges psykologi, og at mange menneskers adfærd derfor også forandrer sig i offentlighedens fysiske rum.

Den private barriere mangler

Mange, især yngre, er nærmest blevet grebet af en stille form for anarki: De ser selv de grimmeste parkeringshuse som øvelsesbaner for atletiske kunststykker (parkour), de forvandler vejkanter af beton til små blomsterbede (guerilla havearbejde), laver kunstværker af strømmålere (street art), eller de udråber byens torve til festområder (udendørs clubbing). Og altid er internettet, Facebook og Twitter katalysatorerne. Her findes de nødvendige informationer, her bliver byernes længe frygtede anonymitet overvundet.

Forholdet mellem det offentlige og det private forskydes på en radikal måde, der minder om den forandring, der fandt sted for 200 år siden. På det tidspunkt opstod den borgerlige familie og den borgerlige intimitet. Når man forlod sit hjem, forandrede adfærdsmønstrene sig, mange ting gjorde man bare ikke i det offentlige rum: Man spiste ikke af papirsposer, men drak ikke gående, kun et fåtal ville have ladet sig massere i offentligheden, som det nu er normalt i store lufthavne. Med andre ord: Det offentlige rum bliver i dag stadig mere og mere populært, fordi mange af privatlivets grænser ikke findes mere.

Nogle mener endda, at vi allerede lever i den postprivate tidsalder: ”Hvis der er noget, du ikke vil have, at andre får at vide, burde du måske slet ikke gøre det”, siger den mangeårige chef for Google Eric Schmidt. Eller som Facebooks grundlægger Marc Zuckerberg udtrykker det: ”De tider, hvor man kunne præsentere sine arbejdskolleger for én personlighed og sine venner for en helt anden, disse tider vil temmelig snart være forbi.” For Zuckerberg er det private offentligt, det offentlige privat, og dermed er alt i princippet det samme.

Det betyder dog ikke, at det urbane rum ikke bliver brugt mere, tværtimod. Overalt bliver der demonstreret og protesteret; den såkaldte ”Wutbürger” (direkte oversat: vredesborger; et menneske, der offentligt protesterer og demonstrerer pga. politisk skuffelse og utilfredshed, red.) ville ikke eksistere uden gader og stræder. Og netop de ophedede debatter om street view og Facebook viser, hvad der udgør grundlaget for enhver liberal offentlighed: retten til selvbestemmelse.

Urbanisme fra neden

Vi har altså at gøre med et fænomen, der er kendetegnet ved modsatrettede tendenser. Ikke mindst disse modsætninger er dog netop det, som har været grundlag for tilbagekomsten af det offentlige rum, af denne urbanisme fra neden. Det forholder sig anderledes på internettet, hvor den enkelte i princippet kun møder det fortrolige, men i det fysiske rum møder de forskellige jeg´er. Enkeltindividerne former tilsammen et vi, der ikke er stabilt men levende. Ifølge Habermas var caféerne den politiske offentligheds arnested. I dag, i coffee to go-tidsalderen, sker det politiske også ofte i forbifarten, og det offentlige liv flytter ud på grillpladserne, ud i trafikken, foran banegårdene. Flere mennesker end nogensinde før støder på folk, de ikke kendte i forvejen, de taler sammen, oplever at være et fællesskab på tid. Det er den nye digitale verdens beboere, nogle kalder sig endda for nomader. De har hjemme i offentligheden.