Hurtig adgang:
Gå direkte til indholdet (Alt 1)Gå direkte til sekundærnavigationen (Alt 3)Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)

Kulturarv
Hvordan den opstår, og hvad den betyder

Den gamle bydel i Venedig, som ligger ved en lagune, er på UNESCOs verdensarvsliste og er populær blandt turister. Men byen lider også under turisterne.
Den gamle bydel i Venedig, som ligger ved en lagune, er på UNESCOs verdensarvsliste og er populær blandt turister. Men byen lider også under turisterne. | Foto (udklip): © Adobe

Hvad er kulturarv egentlig? Hvordan forandrer det vores kultur? Og hvorfor bevarer vi overhovedet? De vigtigste spørgsmål – besvaret i kortform.

Von Nadine Berghausen

Hvad er kulturarv?

Berømte bygningsværker som Würzburg-residensen, men også kendte byer, enestående naturfænomener og kulturinstitutioner og traditioner fortjener ifølge UNESCO at blive fredet og påskønnet. Derfor uddeler FN prædikatet "kulturarv" til udvalgte kulturgoder – når disse opfylder bestemte standarder. Målet er på den ene side at bevare den kulturelle mangfoldighed. På den anden side skal kulturarven fremme fred og mellemfolkelig forståelse. Lande og regioner kan reklamere med deres kulturarv for at tiltrække turister. De forpligter sig dog samtidig til at bevare kulturarven – og for så vidt er kulturarv også et politisk redskab.
UNESCO-verdenskulturarv siden 1981: Würzburger-residensen. UNESCO-verdenskulturarv siden 1981: Würzburger-residensen. | Foto (udklip): Karl-Josef Hildenbrand © picture alliance / dpa
I årenes løb er definitionen af kulturarv blevet udvidet. Da de fleste kulturområder på listen var i Europa, og UNESCO ville udligne det, oprettede de i 2003 kategorien "immateriel kulturarv". Det omfatter levende traditioner som karneval eller arbejdssange, som oftest ikke er bundet til nationalstatslige grænser. Derudover er UNESCO også begyndt at hædre yngre kulturformer som for eksempel poetry slam. Selvfølgelig findes der, ud over de officielt anerkendte kulturarvsområder, steder der ikke er registreret som kulturarv, men som borgerne betragter som sådan og derfor også værner om, som for eksempel Freiburger Domkirke.

Hvem ejer kulturarven?

Når vi taler om kulturarv, mener vi ofte universelle kulturskatte, som tilhører hele menneskeheden. Der er dog – især i forbindelse med genstande og bygninger – oftest en konkret ejer. Oftest. For der hersker af og til uenighed om kulturskattes juridiske tilhørsforhold. Der opstår for eksempel ofte debat om tilhørsforhold, når det gælder objekter fra ikke-europæiske kulturer, der er udstillet på europæiske museer. Et kendt eksempel er busten af den egyptiske dronning Nefertiti på Museumsøen i Berlin. Juridisk set tilhører den Tyskland, men Egypten har også gjort krav på den. Man kunne argumentere for, at dronningebusten først blev til kulturarv, da den blev udstillet på museet – og at den før det bare var et arkæologisk objekt blandt mange. Egypten er af en anden mening, de lægger vægt på kunstværkets oprindelsesland.
Busten af Nefertiti, som er udstillet i Berlin, er juridisk set tysk ejendom, men Egypten gør også krav på den. Busten af Nefertiti, som er udstillet i Berlin, er juridisk set tysk ejendom, men Egypten gør også krav på den. | Foto (udklip): Eventpress Herrmann © picture alliance
Det forholder sig anderledes med immateriel kulturarv. Her opstår spørgsmålet om tilhørsforhold ikke, for hvem kan gøre krav på en tradition? Til gengæld er det af samme årsag også vanskeligere at sætte navn på dem, der har ansvaret for kulturarvens indhold.

Hvornår og hvordan opstod ideen om kulturel arv?

Selv om begrebet om verdens underværker opstod allerede i antikken, så dukkede begrebet om kulturskatte først op under den franske revolution. For at beskytte kunstværker, der var vigtige for Frankrigs nationale bevidsthed, grundlagde man arkiver og museer. Den tanke førte for eksempel til skabelsen af Louvre i Paris og nationalmuseer over hele Europa, deriblandt Prado i Madrid og National Gallery i London. Omtrent på samme tid udviklede der sig i Europa et andet "projekt", da staterne begyndte at tillægge pasning og pleje af nationale kostbarheder værdi ved at frede dem. Efter de to verdenskrige virkede det endnu mere påkrævet at beskytte ting af kulturel værdi. I 1954 vedtog man "UNESCO-konventionen om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt", som, i modsætning til de nationalt organiserede fredningsordninger, som mellemstatslig instans skulle reagere på de voldsomme krigsskader. Ifølge konventionen er beskadigelsen af genstande af kulturel værdi til skade for hele menneskeheden og bør stå under international beskyttelse. Det er denne tanke, kulturarvskonventionen fra 1975 griber tilbage til, og da den blev underskrevet, var grundlaget for verdensarvslisten skabt.
 

Hvilke funktioner har kulturarv?

Når UNESCO tildeler betegnelsen "kulturarv", har lande og byer lettere ved at reklamere for og markedsføre deres kulturskatte – for som regel er steder med denne udmærkelse af stor interesse for turister. Men ud over dette attraktive aspekt er især den kulturhistoriske dimension vigtig. Såvel turister som lokale beboere betragter kulturarven som et læringssted. For mange mennesker er det identitetsskabende at have en kulturarv i deres egen by. Således er for eksempel broen Stari Most i Mostar, som blev ødelagt i krigen i Bosnien i 1993, et symbol på beboernes multietniske identitet.
Den brasilianske Samba de Roda, en traditionel samba runddans, blev i 2005 optaget som immaterial kulturarv af UNESCO. Den brasilianske Samba de Roda, en traditionel samba runddans, blev i 2005 optaget som immaterial kulturarv af UNESCO. | Foto: (udklip) © Rosino (https://www.flickr.com/photos/rosino/6244051631) / CC BY-SA 2.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/de/)
En kulturarv kan være med til at vise, hvem mennesker er, hvad deres historie er, og hvor mangfoldig deres kultur er. Her spiller immaterielle kulturskatte også en rolle, da den erfares og leves i dagligdagen, når man for eksempel fejrer karneval, laver gullasch eller fortæller børnene eventyr.

Hvilke konflikter er der i kulturarv?

Netop fordi den har en identitetsskabende dimension, kan kulturarv også blive mål for ødelæggelse. I politiske konflikter kan disse steder bliver mål for angreb for at skade beboernes identitet – som for eksempel da oasebyen Palmyra i Syrien blev ødelagt. Endvidere kan der ligge en potentiel politisk konflikt i udnævnelsen af en kulturarv. Da UNESCO udnævnte den gamle bydel i Hebron i Palæstina til kulturarv, skabte det forargelse. Her blev ikke stedet i sig selv, men udnævnelsen til et politisk problem.
Hulemalerierne i Lascaux skulle rekonstrueres, fordi strømmen af besøgende truede med at ødelægge dem. Hulemalerierne i Lascaux skulle rekonstrueres, fordi strømmen af besøgende truede med at ødelægge dem. | Foto (udklip): Jean Bernard © picture alliance / Leemage
Et andet problem er turismen: Nogle steder er så populære, at masseturisme er til fare for bevarelsen af stedet. Sådan er det gået i Lascaux i Frankrig. Hulemalerierne skulle rekonstrueres, fordi de besøgendes udåndingsluft var ved at ødelægge freskerne fra yngre palæolitikum. Også steder, der i forvejen er meget populære, som for eksempel Venedig, lider under de høje besøgstal – som yderligere stiger som følge af prædikatet verdenskulturarv. Man kan også ofte læse, at kulturarven er truet af musealisering. Det vil UNESCO modarbejde. Her kan man især fremhæve den immaterielle kulturarv som positivt eksempel – den bliver trods alt udlevet og festligholdt i menneskers hverdag og videreudvikler sig på denne måde.

Minder kulturarv også om mørke kapitler i historien?

Når UNESCO uddeler udmærkelser, udelukker de ikke kulturarv, der er forbundet med mørke kapitler i historien. Konkrete eksempler er ruinerne af Genbaku Dome i Hiroshima, fængselsøen Robben Island i Sydafrika, koncentrationslejren Auschwitz som blev oprettet af de tyske nationalsocialister og andre steder med minder efter fascistiske diktaturer i Europa. De skal frem for alt bevares som mindesmærker og advarsler for kommende generationer.

Top