Regionale musikbevægelser
Lyden af tyske byer

Rock fra Hamborg, elektropop fra Düsseldorf og techno fra Berlin: Siden 1960’erne er der i Tyskland opstået regionale independent-miljøer, og deres indflydelse rækker helt ind i nutiden.

Det er ikke bare i Liverpool og San Francisco, men også i tyske byer, at regionale musikbevægelser siden 1960’erne har skrevet pophistorie. Disse independent-miljøer prægede lyden af deres byer og fulgte ensartede mønstre: Musikere, som ofte var outsidere fra oplandet, mødte ligesindede i byen, spillede på de samme natklubber, deltes om øvelokaler, studier og managere pga. omkostningerne og slog sig sammen og grundlagde pladeselskaber. Sådan lyder beskrivelsen fra journalist Ole Löding, medforfatter til Sound of the Cities, et studie af regionale musikmiljøer verden over, som udkom i 2015.

Disse musikmiljøer betegnes ganske vist ofte som ”skoler”. Det drejer sig dog knap så meget om institutioner, der videregiver en bestemt lære til generationer af elever, men derimod snarere om midlertidige sammenslutninger. De opstår under bestemte forudsætninger og opløses igen, så snart disse rammer ikke længere eksisterer.

Musik med intelligente tekster: Hamburger Schule

Den såkaldte Hamburger Schule opstod i slutningen af 1980’erne som modsvar til Deutschrock og Neue Deutsche Welle, begge indflydelsesrige tyske poptraditioner, som tilpassede rock og punk til det tyske sprog. Bands som Blumfeld, Die Sterne og Tocotronic beskyldte disse genrer for tekstmæssig ligegyldighed og ledte efter nye subjektive udtryksformer.
 
 
Et primært kendetegn ved Hamburger Schule er intelligente, poetiske og politiske sangtekster, der tager udgangspunkt i konkrete hverdagsoplevelser. Selvom dette miljø allerede havde nået sit højdepunkt i midten af 1990’erne, er dets indflydelse stadig stor. Unge tysksprogede rockbands såsom Trümmer, der udgav sit debutalbum i 2014, relaterer stadig til det i dag. ”Hamburger Schule har opfundet en blanding af krævende tekster og mere innovativ, håndspillet musik i Tyskland, som unge independent-musikere stadig orienterer sig imod”, forklarer Ole Löding.

Enden på avantgarden fra Düsseldorf: profit

I Düsseldorf i Nordrhein-Westfalen var det først og fremmest på to natklubber, at der opstod betydningsfulde musikmiljøer. Allerede inden den lille natklub Ratinger Hof blev vugge for punk og new wave, mødtes den elektroniske avantgarde i 1970’erne på dansestedet Creamcheese, hvor kunstnere som Joseph Beuys og bands som Kraftwerk gik ind og ud.
 
 
Med det fjerde studiealbum Autobahn opnåede Kraftwerk i 1974 ikke kun høje placeringer på hitlisterne – den monotone og repeterende elektropoplyd, der lød som en tysk motortrafikvej, digital modernitet og maskinel kulde, inspirerede også pionerer inden for elektro, techno og hiphop verden over. Ingen ringere end David Bowie var at finde blandt beundrerne af Kraftwerk og Krautrockgruppen NEU!, som påvirkede den engelske punk. [Redaktionel bemærkning: Krautrock er betegnelsen for den eksperimenterende, innovationsprægede vesttyske rockmusik fra slutningen af 1960’erne og de tidlige 1970’ere].

Fra oplandet omkring Ratinger Hof havde elektropunkformationen DAF og rockbandet Fehlfarben senere sit udspring. Da sidstnævnte kom i stald hos det store pladeselskab EMI, opfattede mange andre grupper det som forræderi. Der skete det, som ødelagde independent-miljøet i Düsseldorf og mange andre steder: Det blev kommercialiseret af musikindustrien. I takt med den stigende popularitet løsrev enkelte bands sig fra miljøets kontekst, andre så misundeligt til, og sammenholdet forsvandt.

Fra Berliner Schule til technoklubkultur

Den lange historie inden for musikbevægelser i Berlin begyndte i 1960’erne, da det delte Berlin, som var omgivet af Muren, blev et mødested for unge mænd fra Vesttyskland, som flyttede til byen for at undgå at aftjene deres værnepligt. Mark Chung, mangeårig bassist i bandet Einstürtzende Neubauten, mindes i Sound of the Cities: ”Byen og musikmiljøet var beskyttet af Muren. Det var en kunstig biotop, hvor der kunne ske ting, der ikke skete andre steder.“

Zodiak Club blev i slutningen af 1960’erne til undergrundsbiotop for eksperimentalmusikere fra Vestberlin, som tog stoffer og kastede sig ud i overdrevne improviseringer. Bands som Ash Ra Tempel, Agitation Free og Tangerine Dream prægede stilen hos Berliner Schule: sekvensbaseret elektronisk musik med synthesizere og omfattende soloer. Kreuzberg udviklede sig til et centrum for modkulturen; rockgruppen Ton Steine Scherben blev talerør for den venstreorienterede bz-bevægelse, og Neonbabies blev det mest indflydelsesrige band mellem punk og Neue Deutsche Welle. I starten af 1990’erne avancerede Club Tresor til mødested for det subkulturelle technomiljø. Det byggede videre på Berliner Schules pionerarbejde og afholdt technofester døgnet rundt. Og i dag tiltrækker miljøet stadig millioner af turister fra hele verden.

Siden 2000 har der næsten ikke været flere regionale miljøer tilbage

Hamborg, Düsseldorf og Berlin er bare tre af mange eksempler på det. Der er dog også opstået regionale musikbevægelser f.eks. i Stuttgart. Herfra fik den tysksprogede hiphop i 1990'erne vigtige impulser – via grupper som Die Fantastischen Vier og Stuttgarter Kolchose, hvor sidstnævnte var en sammenslutning af rappere som Massive Töne og vennekredsen omkring Max Herre. Takket være denne sammenslutning fik tysk hiphop lige inden årtusindskiftet stor medieopmærksomhed, allerede inden battle- og gangsta-rappen slog igennem.
 

Med få undtagelser er der siden 00'erne næsten ikke registreret regionale musikbevægelser, observerer Ole Löding. ”På grund af digitaliseringen og de sociale medier er det for længst slut med, at bands er knyttet til bestemte steder. Ikke engang i Mannheim, hvor der med Popakademie var skabt en særlig institution til formålet, har det været muligt at etablere et ægte miljø.” En Mannheimer Schule, der forbinder R’n’B-sangeren Xavier Naidoo med Get Well Soon og Abby, afgangselever fra Popakademie, skal man lede længe efter.