Interview
Performancen PRIDE sætter spot på queer-mennesker

Den tyske instruktør Falk Richter er med Pride klar med et nyskrevet stykke om at være queer i en verden, hvor der stadig er landvindinger at gøre. Også i Danmark halter loven bagefter, når det kommer til lige rettigheder for ikke-heteroseksuelle par. Det fortalte Falk Richter og skuespilleren Xenia Noetzelmann om, da ISCENE mødte dem et par uger før premieren på Pride på Det Kongelige Teater. 

Af Nina Branner

“Min partner og jeg har en datter, og hun er 9 måneder gammel nu. Vi har opfundet begrebet ‘familiesatellit’ om vores spermdonor, for han er en nær ven af vores familie, og ordet ‘far’ er ladet med så mange betydninger. Hvis min datter nogensinde ønsker at lære om neglelak eller ballet, er vores ‘familiesattelit’ mere end velkommen til at bidrage, for hverken jeg eller min kæreste interesserer os særligt meget for sådan noget…. officielt er hun ikke min datter endnu, jeg bliver nødt til at adoptere hende først”.

Når den tyske skuespiller Xenia Noetzelmann går på scenen i det nyskrevne stykke Pride på det Kongelige Teater i slutningen af august, er det med sin egen historie. En historie om at vokse op som lesbisk i en tysk provins. Om at blive råbt ad på gaden på grund af sin seksualitet. Og om ikke at være juridisk anerkendt som mor til sin egen datter.

Da hun og kæresten, den danske teaterinstruktør Elisa Kragerup, blev forældre, havde de ikke regnet med, at en juridisk teknikalitet skulle forhindre dem i at dele forældremyndigheden over deres barn. Men selv i Danmark, som regnes for at være et af de mest ligestillede lande, halter loven bagefter i forhold til queer-menneskers rettigheder.

“Også her i Danmark, hvor man er meget bevidst om lige rettigheder, er der stadig love, som er ekstremt diskriminerende over for queer mennesker. Det er der ikke nok fokus på, og derfor er det et tema, vi gerne vil formidle på Danmarks største scene,” siger Xenia Noetzelmann, som har boet og arbejdet Danmark i en årrække – blandt andet med Det Røde Rum og som medlem af ensemblet på Teater Momentum.
 

Antastet på gaden

Jeg møder hende og instruktøren på Pride, Falk Richter, i Det Kongelige Teaters prøvehaller på Refshaleøen to en halv uge før premieren på stykket. Falk, der i Tyskland er kendt og hædret som en eksperimenterende instruktør med politisk tæft, er som underviser på Statens Scenekunstskole ofte i Danmark. De medvirkende i Pride kommer dog fra flere forskellige lande og udgør det første ensemble nogensinde, som udelukkende består af LGBTI+-personer. Forestillingen er udviklet på baggrund af performernes personlige erfaringer med at være queer og opføres i anledning af Copenhagen 2021 – en 10 dage lang festival centreret om queer-menneskers rettigheder.
 
De to tyskere, der begge er homoseksuelle, er enige om, at man i Danmark i overvejende grad kan leve trygt med en afvigende seksualitet. Begge er vokset op i tyske provinser og var unge i 80’erne og 90’erne. Og i forhold til deres hjemland mærker de i Danmark en positiv forskel i, hvordan LGBTI+-personer behandles.

“At vokse op som homoseksuel i en tysk provins betød ikke at have adgang til nogen form for information om homoseksualitet. I TV eller biografen var vi ikke repræsenterede, og der var heller ikke mange, der sprang ud som bøsser eller lesbiske,” fortæller Falk, der kommer fra en forstad til Hamborg. Xenia voksede op i en lille by i nærheden af Stuttgart og har som lesbisk ofte oplevet at blive chikaneret. I Pride citerer hun en ‘klassisk’ episode fra sit liv:
“Jeg står i en fodgængerovergang med min kæreste. En bil kører forbi, og en mand ruller vinduet ned og råber ‘Lebber! Vil I have pik?!’ I Tyskland bliver jeg ikke overrasket over, at sådan noget sker, for jeg regner med det og har ofte oplevet det,” fortæller Xenia og griner hovedrystende flankeret af Falk. Begge har de overskud til at se det humoristiske i, at nogle mennesker opfatter deres seksualitet som en provokation. Men der er også en stålsathed i den mørkøjede skuespillerindes blik, som vidner om et gemyt, for hvem retfærdighed er magtpåliggende.

Hvordan reagerer du på sådanne kommentarer?

“Hvis jeg er i en situation, hvor det potentielt kan blive farligt, overvejer jeg nøje, hvad jeg skal gøre. Men hvis det for eksempel er en kollega, der siger noget upassende, konfronterer jeg personen og stiller direkte spørgsmål: “Hvad mener du egentlig med det, du siger?” Så bliver det hurtigt pinligt for den, der har sagt noget upassende,” siger Xenia.
 

Må adoptere sit eget barn

Selv i Berlin, som regnes for en af Europas absolutte fristeder, blev en ung, homoseksuel mand for nylig slået ned, fordi han havde et regnbueflag i hånden, fortæller Falk. At det i et på mange måder moderne land som Tyskland stadig kan være forbundet med angst at vise sin seksualitet, hvis den afviger fra normen, hænger sammen med den katolske kirkes fortsatte indflydelse i mange dele af landet og det kristen-konservative regeringsparti CDU’s fortsatte popularitet. Først for fire år siden blev homoseksuelle partnerskaber juridisk lovligt – noget CDU faktisk var imod.

I Danmark har partnerskaber mellem mennesker af samme køn været legalt siden 1987. I 2014 blev det det første land til at tillade kønsskift uden forudgående medicinsk godkendelse, og for fire år siden blev transkønnethed fjernet fra listen over psykiske sygdomme. Selvom – eller måske netop fordi – den justering af loven synes håbløst forsinket, kan det overraske, at der også herhjemme stadig findes love, der i den grad diskriminerer minoriteter.

“I Danmark er diskrepansen mellem den samfundsmæssige og den lovmæssige realitet større end i det mere konservative Tyskland. Danmark har en selvforståelse af at være meget tolerant. Men man er samtidig aldrig gået gennem alle love for at tjekke, at de også tilgodeser queer-menneskers rettigheder. Man har simpelthen ikke taget sig tid til at ændre visse love,” siger Xenia, der selv kom i klemme, da hun ønskede forældremyndighed over sit barn.
 
Fordi der ikke var en repræsentant for sundhedsmyndighederne til stede i deres hjem, da hun og kæresten foretog inseminationen, der skulle lede til fødslen af datteren, blev deres ven ikke anerkendt som spermdonor – og Xenia ikke som medmor. Hendes eneste mulighed for at blive officielt anerkendt som forælder, er nu at ‘stedbarnsadoptere’ sin egen datter.
Selvom hun bor med barnets biologiske mor og fungerer som forælder på lige fod med hende, skal Familieretshuset vurdere, om adoption er i ‘barnets tarv’ – noget, der ville være utænkeligt, hvis parret havde været heteroseksuelt.

“Jeg opfatter Danmark som meget frit, når det kommer til LGBTI+-rettigheder, men der er stadig sager som Xenias. Derfor giver det mening at sætte Pride op her på landets største teaterscene. Fordi queer mennesker også her i landet oplever diskrimination – men også for at støtte og tale for mennesker i for eksempel østeuropæiske lande, som ikke har den samme mulighed for at ytre sig i offentligheden. Den chance skal vi benytte,” siger Falk.
 

“Stil jer på vores side”

I Pride følger publikum et cyklisk forløb i en queer persons liv. Først befinder karaktererne, som består af både skuespillere, dansere og performere, sig i hver deres skab – bogstaveligt talt. I løbet af stykket bliver de ældre, springer ud som homo- eller transseksuelle, indgår ægteskaber og gennemgår livskriser. Skam og stolthed er centrale temaer i forestillingen, som spilles på engelsk og er delt op i 11 sekvenser med både monologer, dialoger, musik og dans.
Falk Richters humoristiske, patchwork-agtige og autofiktive tilgang, som han også dyrkede i sit forrige stykke In my Room, er hans særkende i de af hans produktioner, han selv har skrevet manuskript til. Alle performerne har bidraget til manuskriptet gennem improvisation og samtaler om deres egen tilværelse som queer. Selvom deres historier naturligvis er meget forskellige, deler de erfaringen af at føle sig anderledes og skamme sig over det, fortæller Falk.
 
“Der hersker stadig mange fordomme. Mange queer skuespillere får for eksempel at vide, at de ikke kan få en karriere, hvis de er queer. Eller at de ikke kan få et godt kærlighedsforhold. Med stykket vil vi vise, at man godt kan være stolt af at være den, man er, som queer,” siger Falk. Xenia istemmer: “Det handler om en helt grundlæggende selvværdsfølelse, som kan være svær at opretholde, hvis andre mennesker opfatter en som en provokation. Alle mennesker vil jo gerne kunne gå ned ad gaden uden at skulle være nervøse for at blive antastet”.

Som medvirkende i Pride er det hende magtpåliggende at være med til at formidle den erfaring af at være udsat, som mange queer mennesker oplever – ikke mindst i lande som Polen og Ungarn, hvor LGBTI+-personers rettigheder i disse år bliver stærkt indskrænkede.
“For alle os, der medvirker i stykket, er det vigtigt at benytte denne aften til at fortælle, hvad det betyder for os at være frie mennesker. Jeg vil gerne gøre klart, at vi også er mennesker og har de samme problemer som alle andre – og samtidig, at man skal være stolt af at være den, man er. For der er mange steder i Europa, hvor queer mennesker ikke har den frihed. “Se på os og stil jer på vores side i vores kamp for lige rettigheder” – det er det, jeg gerne vil sige til publikum,” siger Xenia, før vi skilles, og de to vender tilbage til prøverne.