Andelsselskaber
Fælles, ikke alene

Hver fjerde tysker er medlem af et andelsselskab. Er andelstanken, som Volksbank hviler på, så typisk tysk? Nej, den opstod oprindeligt i Frankrig, før den blev en bevægelse i England. Og verdens største andelsselskab findes i Spanien.
 

Frisernes kamp mod normannerne i Nordvesttyskland ligger over 1000 år tilbage i tiden. Omkring år 884 fordrev de frisiske nordlichter besætterne fra deres hjemland. Som belønning fik borgerne i byen Norden et 1200 hektar stort kystområde, det såkaldte Theelacht, som de fra da af benyttede og forvaltede i et kooperativ. Hermed var verdens første forretningsfællesskab organiseret som et andelsselskab født – det siger historikerne i det mindste. Theelacht sikrede igennem flere århundreder medlemmerne af kooperativet et økonomisk udkomme. Det findes stadig i dag, selv om det har mistet sin økonomiske betydning for medlemmerne.
 
Men andelstanken som social bevægelse udviklede sig først meget senere, i det tidlige 19. århundrede. Den blev udløst af den begyndende fattigdom blandt de europæiske arbejdere, håndværkere og til dels også bønder, som opstod som følge af industrialiseringen. Der herskede uacceptable forhold på de første fabrikker. Arbejdsdage på op til 14 timer var reglen, man fik kun en ringe løn, kendte ikke til sygekasser og pension og boede ofte i mørke lejekaserner. I mange europæiske lande overvejede man, hvordan man kunne gøre tingene anderledes – deriblandt de franske forskere Claude de Saint-Simon og Charles Fourier og den britiske læge William King. Den franske politiker Philippe Buchez fik i 1831 ideen om et produktionsfællesskab og anses i dag for at være en af pionererne inden for andelstanken. Et produktionsfællesskab er en virksomhed, hvor arbejderne både er medejere og derfor også deres egne arbejdsgivere. Disse virksomheder er organiseret som et basisdemokrati og har ikke udelukkende økonomisk succes som mål. Men Philippe Buchez’ første forsøg på at grundlægge den slags andelsselskaber – først for snedkere, så for juvelérer – lykkedes ikke på længere sigt.

Kortere arbejdstid, højere udbytte

Det var briten Robert Owen, som var leder af en bomuldsfabrik i Skotland, der for første gang virkeliggjorde ideen om at drive økonomi på en anden måde. Han var overbevist om, at gode sociale betingelser for arbejderne ville føre til højere produktivitet. I 1799 nedsatte Owen arbejdstiden, indførte syge- og pensionskasser og solgte dagligvarer til arbejderne til fordelagtige priser. Fabrikkens effektivitet steg faktisk meget. De britiske fagforeninger tog taknemmeligt hans ide til sig. Det blev til en strategi mod industrialiseringens fattigdom at drive virksomhed sammen. Således blev andelstanken til en bred bevægelse i England.  
I Tyskland videreførte to personer Owens ide: juristen Hermann Schulze-Delitzsch og tjenestemanden Friedrich Wilhelm Raiffeisen. Midt i det 19. århundrede organiserede Schulze-Delitzsch fælleskasser for håndværksvirksomheder, som blandt andet forudfinansierede materiale til opgaver. Det udviklede sig lidt efter lidt til de andelsbaserede Volksbanken, som stadig har betydelige markedsandele i Tyskland. Også den tyske andelslovgivning griber tilbage til hans initiativ. Raiffeisen skabte derimod lånekasser til fattige bønder.

Hver fjerde er andelshaver

Moderne andelsselskaber fungerer efter et enkelt princip: Medlemmer slutter sig sammen i grupper, som forfølger et bestemt mål uden at sætte profitmaksimering i forgrunden. Der findes brugsforeninger med fokus på billig forsyning til medlemmerne, byggeforeninger for billige boliger, kreditforeninger for lån med lav rente og landboforeninger til fælles markedsføring af afgrøderne. De har alle det til fælles, at medlemmerne er både ejere og kunder i andelsselskabet. I en moderne andelsboligforening køber medlemmerne for eksempel andele i selskabet og vælger bestyrelsen. På den måde har de indflydelse på forvaltningen af de ejendomme, de bor i, og får udbetalt andele, når der opnås overskud. I de fleste europæiske lande er andelsselskaber i dag en almindelig måde at organisere sig på. I Schweiz er to af de største supermarkedskæder, Migros og Coop, for eksempel andelsselskaber. I Spanien er landets syvende største virksomhed et andelsselskab. Modragón Corporacion Cooperativa, som omfatter over hundrede enkeltstående virksomheder, er med sine 80.000 medlemmer endvidere verdens største andelsselskab. I Tyskland findes der med berlinske Tageszeitung, forkortet taz, endda en tværregional avis, der er organiseret som et andelsselskab. Og siden 2006 er det endda muligt at registrere europæiske andelsselskaber på tværs af grænser i EU.
 
I Tyskland er andelsbevægelsen særligt udbredt. Her er der i dag 21 millioner medlemmer af kooperativerne – så hver fjerde tysker er altså andelsmedlem. Derfor kan det heller ikke undre, at Tyskland har søgt om at få andelstanken optaget på UNESCOs verdenskulturarvsliste. I 2016 anerkendte UNESCO ansøgningen og dermed er den europæiske tanke om at stille sig solidarisk med hinanden officielt blevet kulturarv.