Kolonihaver
Fra fattighave til fritidshave
Havenisse, liggestol og rosenhæk: For millioner af europæere er kolonihaven ren afslapning. Men de små haver tjente oprindeligt et helt andet formål.
Af Goethe-Institut Dänemark, Internet-Redaktion
-
Foto (udklip): Ukendt fotograf © VISDA
Industrialiseringen i Europa fører først i det 19. århundrede til, at store dele af befolkningen lever i fattigdom, og mange lider af fejlernæring. Såkaldte ”fattighaver“ skal gøre det muligt for socialt udsatte familier selv at dyrke frugt, grønt og korn. Den første tyske kolonihaveforening bliver grundlagt på foranledning af landgreve Carl von Hessen ved bugten Slien i Kappeln i 1814. Kappeln ligger i det dengang dansk regerede hertugdømme Slesvig, hvor der bor både tyskere og danskere.
-
Foto (udklip): Ukendt fotograf © VISDA
Over hele Europa tager arbejderbevægelsen ideen om kolonihaverne til sig og involverer sig fra midten af 19. århundrede i at oprette arbejderhaver i omkredsen af de europæiske industrimetropoler. Nu er egen have ikke længere et privilegium for de borgerlige.
-
Foto (udklip): Ukendt fotograf © VISDA
I Leipzig i Tyskland beskæftiger lægen Moritz Schreber sig med bylivets sociale aspekter. Han ordinerer især bevægelse og frisk luft til børn. I 1864 opstår de første kolonihaver i Leipzig – dengang kalder man dem stadig „kinderbeet“, ”børnebed“. Til ære for lægen kalder man dem til daglig ”Schrebergärten“, ”Schreberhaver“.
-
Foto (udklip): Ukendt fotograf © VISDA
I 1891 grundlægger arbejdere de første kolonihaver i København. I tyverne udvikler kolonihaver sig til prestigeprojekter, husene bliver mere og mere pyntede.
-
Foto (udklip): Ukendt fotograf © VISDA
Det er sædvane over hele verden at give sin have et navn. Mange hobbygartnere hælder til blomster. Det danske ”Rosenly” dækker fint over, at havehuset stadig er et midlertidigt tilflugtssted i Danmark såvel som i Tyskland. De er ikke tilladt til helårsbeboelse, og derfor overvejede man i Danmark i halvtredserne sågar et forbud mod tage på husene.
-
Foto (udklip): Daniel Urhøj © Goethe-Institut Dänemark
I anden halvdel af det 20. århundrede aftager kolonihaverne kraftigt i popularitet. I Frankrig forsvinder 85 procent af alle kolonihaverne i efterkrigstiden for eksempel. Derfor er det heller intet problem for Lilian og Henning at få en kolonihave i Københavns Sydhavn i 1999. Herefter tilbringer de næsten hver en sommerdag i haven. Lilian begynder allerede at forberede forårets havearbejde i januar.
-
Foto (udklip): Daniel Urhøj © Goethe-Institut Dänemark
Julie, Andreas og Alfred har en kolonihave på Amager i København. I dag er kolonihaver meget populære igen. Mange bruger dem til korte familieferier – som en pause fra storbyvrimlen. Andreas var nødt til at overnatte foran ejendomskontoret for at blive skrevet på venteliste. I København er der nu 11 ansøgere per have. I Berlin venter 12.000 på, at der bliver en kolonihave fri til dem.
-
Foto (udklip): Daniel Urhøj © Goethe-Institut Dänemark
Fællesskabsfølelse, jord under neglene eller bare at slippe væk fra det hele er blot nogle af årsagerne til, at kolonihaver er så populære. Lille Alfred kan bedst lide at fange frøer i haven. Ud over tyskerne og danskerne sætter især luxemburgerne pris på kolonihaven. Næsten hver tiende er medlem af den landsdækkende kolonihaveforening.
-
Foto (udklip): Daniel Urhøj © Goethe-Institut Dänemark
En kolonihave tilbyder ikke kun afslapning, men også meget arbejde. Mens Lilian og Henning især dyrker prydplanter, søger især mange unge familier tilbage til kolonihavens rødder og dyrker i stigende grad frugt og grønt. Der findes et stort antal blogs, som beskæftiger sig med selvforsyning i kolonihaven. Der er i dag over tre millioner kolonihaver i Europa.