Krautrock
Rehabiliteringen af en genre

Krautrock, som i lang tid kun har været værdsat i udlandet, bliver nu langt om længe også hyldet i sit tyske hjemland som et banebrydende kapitel i popmusikkens historie.

Engang var det et skældsord. Krautrock. Da genren, som skulle gå over i pophistorien under dette navn, opstod i slutningen af tresserne, ville ingen af de pågældende musikere betegnes som Krautrockere. Briterne kaldte tyskerne for ”Krauts”, og det var ikke venligt ment. I stedet for blev begrebet altid kædet sammen med: nationalsocialismen, Anden Verdenskrig og bombningen af England.

Næsten et halvt århundrede senere ser det helt anderledes ud. I årtier har Krautrock først og fremmest i udlandet været værdsat som det første originale tyske bidrag til den internationale popkultur, og de personer, som har sat sit præg på genren, har været anerkendt som store musikere. I Tyskland har man derimod først inden for de sidste par år virkelig vænnet sig til musikken, som Amon Düül, Can, Faust, Cluster og Neu! spillede i 1960’erne. De gamle plader bliver spillet igen, og unge bands bekender sig åbent til Krautrock som inspirationskilde.

Et problematisk forhold til Krautrock

Grunden til, at det tyske forhold til Krautrock i lang tid var så problematisk, skal findes i historien. Begrebet blev præget af den britiske musikpresse, som lod det omfatte næsten al rock- og popmusik, der fra slutningen af tresserne og til de sene halvfjerdsere, hvor punkrocken ændrede alt, kom fra Vesttyskland. I den forbindelse var popkritikerne ligeglade med, om Kraftwerk eller Tangerine Dream producerede elektronisk musik til diskotekerne, om Can orienterede sig mod de nyeste erkendelser inden for den kompositoriske avantgarde, om Kraan spillede jazz-rock med endeløse soloer, om Agitation Free modificerede den psykedeliske rock fra den amerikanske vestkyst eller om Birth Control faktisk bare gerne ville spille så hård rock som overhovedet muligt: Når det kom fra Tyskland, så kunne det kun være Krautrock.

Begrebet Krautrock blev opfattet som nedværdigende i Tyskland, men ikke kun, fordi det ikke just behagede hovedpersonerne at blive sammenlignet med nogen, som de på ingen måde mente at have noget musikalsk til fælles med. Begrebet gav også udtryk for den engelsk-amerikanske foragt for Tyskland som et musikalsk uland inden for popmusikken. Da de fleste af disse bands – modsat den af fortiden belastede tyske schlagertradition og mainstreamen inden for den britiske og amerikanske rockmusik – helt bevidst havde udviklet deres egne idéer og forestillinger om lyd med høj spillestandard, følte de sig særligt truffet af denne ringeagtelse og bekræftet i deres mindreværdskompleks. Bandet Faust fra Hamborg reagerede med ironi ved at indspille det tolv minutter lange nummer Krautrock.

Det tyske publikum var splittet. Et band som Tangerine Dream havde masser af succes og komponerede soundtracks til 3 afsnit af ”Tatort”. Også Kraftwerk havde med Autobahn og Das Model hits i både Tyskland og resten af verden. Men påvirkningen fra de elektroniske pionerer fra Düsseldorf var uden sammenligning større i USA, hvor de havde afgørende indvirkning på tilblivelsen af hiphop og techno. Andre formationer, som f.eks. Amon Düll fra München, blev affærdiget som særlinge eller blev, som Eloy fra Hannover, udråbt som epigonale. Hvis det var muligt, holdt tyskerne sig hellere til originalerne – og de ignorerede bands som Neu! fra Düsseldorf, der i dag bliver anset for banebrydende.

Nytænkningen startede i Storbritannien

Det ændrede sig først grundlæggende, da Krautrocksampler udkom i 1996. Bogen af Julian Cope, som selv var succesrig musiker, havde undertitlen ”One Head's Guide to the Great Kosmische Musik” og ændrede – trods mange faglige fejl, på hvilken baggrund forfatteren selv afviser et genoptryk – den grundlæggende opfattelse af fænomenet. Siden Copes såvel subjektive som medrivende historielektion udkom, opfattes Krautrockerne ikke længere som efterlignere, men derimod som musikere, der i forsøget på at leve op til de engelsk-amerikanske standarder, skabte noget helt nyt, nemlig ”kosmisk musik”.

Cope havde opdaget en kvalitet, som i det mindste retrospektivt set var fælles for de ellers så musikalsk forskellige Krautrockbands. Uanset om de som Kraftwerk skabte fjerne, elektroniske verdener, sank ned i endeløse improviseringer som Amon Düül eller som Can udforskede fascinationen af monotonien ved hjælp af tranceagtige rytmer: Mange Krautrockbands skabte eksperimenterende og dengang uhørte lydbilleder, der ofte forekom uvirkelige og drømmeagtige og havde en spirituel kraft, som om de ikke var af denne verden, men netop stammede fra kosmos. Klare Wurzeln im Krautrock: Stabil Elite, Quelle: Italicrecordings / Youtube

Fra skældsord til kvalitetsstempel

Det er netop denne kvalitet, der frem for alt er skyld i, at Radiohead laver coverversioner af stykker fra Can og Neu!, at den nye generation af britiske bands, som The Horrors eller Kasabian, springer ud som fans af Krautrock, og at den engelske avis The Guardian i 2010 vurderede Krautrock til at være ”pop influcence du jour”. Datidens helte, bl.a. Eloy, turnerer igen, og unge tyske bands som Von Spar, Stabil Elite og Space Debris synes at være under betydelig indflydelse af de gamle optagelser. Det er takket være små, engagerede pladeselskaber som Bureau B eller Grönland, at stadig flere af de plader fra dengang, som ofte var gået tabt, nu bliver genudgivet og kan opdages på ny.  Men også et kæmpe pladeselskab som Universal genudgiver albums fra Embryo, Harmonia og Jane, som i halvfjerdserne udkom på det legendariske pladeselskab Brain.

Undertiden lykkes det sågar med et direkte samarbejde mellem dengang og nu: Camera, som blev berømt i Berlin, fordi de improviserede så længe på U-Bahn-stationerne om natten, at de til sidst blev fordrevet af politiet, optræder af og til sammen med Michael Rother (Neu!, Harmonia) og Dieter Moebius (Cluster, Harmonia). Det forhenværende skældsord Krautrock er endelig blevet et mærke, et kvalitetsstempel. Hvis det stadig skulle have været nødvendigt at bevise sit værd, så blev den afgørende milepæl opnået i april 2012: På Museum of Modern Art i New York fremførte Kraftwerk alle sine samlede værker i løbet af otte på hinanden følgende dage – og dermed opnåede Krautrocken den allerstørste kunsthistoriske velsignelse.