Teaterfestivaler i Tyskland
Kunst for kul

Tematisk eller programmatisk, kurateret eller med juryer – der findes et bredt udvalg af teaterfestivaler i Tyskland. Og lige så bred er deres betydning for forskellige regionale, nationale og internationale målgrupper.

Hvis man vil skrive det tyske teaterlandskabs historie, begynder man ikke ligefrem med teaterfestivalerne. I modsætning til andre lande kommer hovedparten af den sceniske kunst i Tyskland stadig fra by- og statsteatre. Det vil altså sige fra offentlige instanser, som opbygger et repertoire af skiftende stykker med et hold af overenskomstansatte tekniske medarbejdere og et fastansat ensemble af skuespillere. Men derudover har Tyskland også et stadigt voksende festivallandskab, hvoraf nogle har et tæt samarbejde med by- og statsteatrene.

Begyndelsen

Ruhrfestspiele Recklinghausen er en af de mest velrenommerede tyske teaterfestivaler og blev grundlagt i 1946 i kølvandet af en hjælpeaktion for Hamborgs teater. Ved hjælp af illegale kulleverancer gjorde Zeche König Ludwig 4/5 i Recklinghausen det muligt for Hamborgs teater at fortsætte gennem vinteren 1946/47. Som tak optrådte Hamburger Philharmonie, Staatsoper og Thalia Theater i sommeren 1947 flere dage i Recklinghausen under mottoet Kunst for kul. I dag fungerer Ruhr-festspillene med et budget på cirka syv millioner euro som den vigtigste koproducent af byteater og frie ensembler. Efter premieren til Ruhrfestspiele i maj og juni bliver produktionen en del af repertoiret hos gæsteoptrædende huse eller turnerer rundt til andre festivaler.
 
En lignende rolle som vigtig koproducent overtager Ruhrtriennale, som ligeledes hører hjemme i Nordrhein-Westfalen (NRW). Med knap 14 millioner euro i tilskud – som overvejende kommer fra delstaten NRW – hører Ruhrtriennale til i toppen af Tysklands teaterfestivaler. Den afholdes hvert år i august og september og skifter festivalledelse hvert tredje år. I modsætning hertil producerer festspillene i Bayreuth, som har helliget sig Wagners operaer og har et budget på cirka 16 millioner – hvoraf kun 40 procent er offentlige midler – eksklusivt til ”Grüner Hügel”, som festspilhuset i Bayreuth kaldes.

Tematiske festspil

Festivalerne er ofte organiserede som anpartsselskaber med offentligt tilskud, og da de koncentrerer sig om tematiske tyngdepunkter og kun foregår i et afgrænset tidsrum, er de særligt attraktive for private sponsorer. Platforme med en blanding af kanoniske, eksperimenterende og populære værker som Ruhrfestspiele kan have op til 77.000 gæster. Festivaler med speciale i populært stof, som Karl May-festspillene i Bad Segeberg, kan have op til 346.000 tilskuere. Mange af de velbesøgte begivenheder, som Burgfestspiele i Bad Vilbel, festspillene i Bad Hersfeld eller friluftspillene i Schwäbisch Hall, ligger i sommermånederne. Blandt de eksperimenterende festivaler med speciale i performancekunst kan man fremhæve Theaterformen i Braunschweig og Hannover og Festival Theater der Welt, som afholdes af Det Internationale Teaterinstitut i skiftende byer hvert tredje år. Theaterformen og Theater der Welt står endnu stærkere end Ruhrtriennalen og Ruhrfestpillene, fordi de er internationalt forankrede.
 
Med intensiveringen af det internationale samarbejde bidrager festivalerne til det, som dokumentarteaterskaber og kommende teaterchef for nationalscenen i Gent, Milo Rau, for nylig karakteriserede som en utopi om fremtidens teater: et ”globalt folketeater”, der opstår på tværs af landegrænser gennem udveksling af produktioner, og som er medvirkende til, at mennesker deler deres temaer og æstetikker med hinanden.
 
Ulempen ved denne udvikling ligger i dens flygtighed. Turnerende produktioner og midlertidige events kan være et ekstra tilbud til det, som et stationært byteater kan bidrage til et blomstrende teaterlandskab med sine faste opsætninger: et vedvarende udbud af repertoireproduktioner, som kan føre til en løbende lokal teaterdiskurs. Mens byteaterproduktionerne med deres lokalt kendte ensembleskuespillere retter sig stærkt mod det lokale publikums interesser, har omrejsende festivalproduktioner en tendens til at formalisere indhold og æstetik. De appellerer på mange måder primært til sanserne med mindre tekst og mere musik og har som regel en spilletid på højst to timer – fordi de så er lettere at passe ind i en festivalplan – og præsenterer deres performative handlinger i en økonomisk scenografi, der er let at transportere. Derfor er indholdet nødvendigvis skitseagtigt og forholdsvis let at formidle uden en konkret kontekst. Det er prisen for mobilitet.

Programfestivaler

Ud over de selvstændige festivaler findes der også et voksende antal programfestivaler, som er forankrede i byteatrene eller produktionshusene. Der har de mulighed for at knytte tematisk an, hvilket gør det lettere at formidle på tværregionalt plan. Lessing-dagene på Thalia Theater i Hamborg, Autorentheatertage på Deutsches Theater i Berlin, Schiller-dagene på Nationaltheater Mannheim og sommerfestivalen på Produktionshaus Kampnagel i Hamborg er nogle af de mest populære festivaler af denne type på tværregionalt plan. Især på spillesteder uden for storbyer som Mannheim giver den slags koncentrerede begivenheder mulighed for at præsentere eksperimentelle æstetikker, som ikke på forhånd kan kapre et stort publikum, men som alligevel bidrager til at videreudvikle publikums smag gennem påvirkning udefra og egne, midlertidige vovestykker.

Festivaler med juryer og kuratorer

De førende festivaler præsenterer også altid nyudviklinger og forskningsretninger inden for teatret. Især de festivaler, som decideret profilerer sig gennem deres valg af særlige positioner. De førende festivaler, der fungerer som udstillingsvinduer – er Berliner Theatertreffen, der siden 1964 hvert år ved hjælp af en kritikerjury på syv har udvalgt sæsonens ti mest ”bemærkelsesværdige” produktioner fra Tyskland, Østrig og Schweiz såvel som Mülheimer Theatertage - ligeledes med kritikerjury – som siden 1976 hvert år har præsenteret de vigtigste teaterstykker, og blandt dem kårer en jury under festivalen vinderen af Mülheims Dramatikerpris.
 
I 1988 grundlagde Bundeszentrale für politische Bildung festivalen Politik im Freien Theater, som afholdes hvert tredje år, og som har en lignende funktion for det uafhængige teater. Det i 1990 grundlagte Impulse i Nordrhein-Westfalen har mistet lidt af denne karakter, siden de skiftede den uafhængige jury ud med et kuratorprincip. Den nye festivalleder, Haiko Pfost, er fra starten gået imod udviklingen og positionerer nu igen Impulse som en uafhængig festival. Augenblick-mal-Festival fungerer som showcase for børn og unge. Den startede i 1991, afholdes hvert andet år, og deltagerne udvælges af en uafhængig jury.