Tysk teater
Strømme af streaming og nye, digitale former

Mephistoland af Maxim Gorki
Foto: Esra Rotthoff og Ute Langkafel/MAIFOTO

Et auditivt syretrip af den frie gruppe Rimini Protokol og en onlineversion af Albert Camus’ Pesten er blandt de mest interessante Corona-tiltag fra den tyske teaterverden. Streaming af forestillinger findes desuden i massevis. Iscene guider til dem, man ikke bør gå glip af. 

Af Nina Branner

Hold så op med at lægge jeres forestillinger ud til streaming!

I den forgangne uge kogte keddelen over i den tyske teateranmelderstab. Ligesom i resten af verden  er scenekunstnere og teatre i Tyskland frustrerede over ikke at kunne udøve deres kunst. Og ligesom i resten af verden tyr man også  her til mere eller mindre vellykkede online-versioner af værker, der i udgangspunktet var skabt til at blive vist live. Og netop det faktum bør man i denne kaotiske coronatid for alt i verden ikke glemme, selvom det er fristende at kaste sig hovedkulds ind i kampen om publikums online-opmærksomhed.

Det mener den tyske anmelder Uwe Mattheis fra dagbladet Die Taz. Hvad er scenekunst uden aktørernes kropslige nærvær?, spurgte han i en kommentar i sidste uge, og svarede selv: Kunst, teater og dans er netop på grund af kravet om fysisk tilstedeværelse ikke tilgængelig til hver en tid og overalt på nettet, og sådan bør det forblive – Corona elle ej. At teatre for tiden er lukkede må i sagens natur være smerteligt, ellers var ingen grund til at åbne dem igen, skrev Uwe Mattheis.

Selvom den ophidsede anmelder har en pointe om, at ikke alt teater  og scenekunst egner sig til at blive smækket på internettets tag selv-buffet, der for tiden vokser med så mange retter om dagen, at man kan blive mæt bare af at se på det, er det de færreste teatre, der ikke er faldet for fristelsen. Også i Tyskland er streaming blevet det nye sort. Både små og store scener byder på optagelser fra deres repertoire –  men der er også kunstnerisk corona-kræs at komme efter. Og, ikke overraskende, stammer de mere eksperimenterende tiltag fra det uafhængige scenekunstmiljø.  

Nu er ”La Boheme” for alle

Ligesom i Danmark indså de tyske forbundsstater hurtigt, at kulturinstitutionerne ikke ville klare sig gennem coronakrisen uden finansiel støtte. Således er kunsten og kulturen indbefattet af den overordnede hjælpepakke på 50 milliarder Euro, som skal holde hånden under selvstændige og små virksomheder. Teatre som Volksbühne, Hebbel am Ufer, Schaubühne og Deutsches Schauspielhaus, der i forvejen er støttede af staten, får fortsat penge og kommer for de flestes vedkommende til at overleve krisen.

At mange af disse teatres svar på corona-nedlukningen indtil videre blot har været at lægge forestillinger til streaming på nettet, kan på den baggrund synes en smule dovent. Som Uwe Mattheis kunne man ønske sig, at de store teatre ville lægge hovederne i blød og komme op med nogle mere innovative former for digitalt teater. Men, påpegede en anden kritiker i Die Taz, en positiv effekt af den nuværende situation er, at mennesker, som normalt ikke har råd til at besøge de store teatre, nu kan stifte bekendtskab med deres stykker ganske gratis. 

Således kan alle nu opleve Puccinis klassiker La Boheme på Berlins hotteste operahus Komische Opers youtube-kanal. Dramaet, der skildrer et moderne kunstnerliv i Paris, som det kunne have udspillet sig i det 19. århundrede, er i den australske instruktør Barrie Koskys version blevet rost til skyerne af anmeldere for ikke at forfalde til søgt aktualitet men holde sig til en tidstypisk æstetik. Som en særlig corona-service sidder Komische Opers dramaturg klar til at besvare spørgsmål over live-chat efter streams – både fra nørder og folk, der aldrig har sat deres ben i operaen. 

Også Maxim Gorki Theater og Schaubühne byder på streaming, vel og mærke i et begrænset tidsrum – måske for at fremkalde en flig af eksklusivitetsfølelse hos publikum. På Gorki er en forestilling fra repertoiret hver onsdag fra klokken 18 tilgængelig i 24 timer. Det næste stykke er en perle fra 2013 om en fordomsfuld tysklærerinde, der, bevæbnet med pistol, tvinger sine immigrantelever til at blive kloge på forfatteren og filosoffen Friedrich Schillers humanistiske verdenssyn. På Schaubühne vises også forestillinger fra arkivet – samt nye, dramatiske tekster af teatrets husforfattere. Har man til gode at opleve den politiske og aktivistiske doku-teatermager Milo Raus værker, kan især Die Wiederholung om vold og traumatisering anbefales. 
 

Digitalt teater efter Corona

Tysklands største teaterfestival Theatertreffen, som skulle have fundet sted i tre uger i maj, har naturligvis – og med stor beklagelse – måttet afblæse sit omfattende program af forestillinger, workshops, diskussionsfora, debatter og festivitas. Festivalen er et internationalt mødepunkt for scenekunstnere, og en digital corona-udgave af programmet har derfor været ventet. I dag, fredag, meldte organisatørerne ud, at seks af de i alt ti forestillinger, der skulle have været vist på festivalen, vil kunne streames. Forestillingerne er valgt, efter at en jury har set hundredevis af forestillinger i hele Tyskland og giver således et godt indblik i, hvad der rører sig netop nu – med engelske undertekster vel og mærke.

Men det måske mest interessante punkt på Theatertreffens digitale dagsorden er de tre dages diskussionsforum med fokus på digital teaterpraksis UnBoxing Stages – digitale Praxis im Theater. I samarbejde med Akademiet for teater og digitalitet i Dortmund og en nyopstået interessegruppe, der kalder sig Initiative Digitale Dramaturgie dikuterer dramaturger og instruktører med ”digital erfaring” ikke bare den nuværende undtagelsestilstand men også, hvilke værktøjer, scenekunsten kan tage med sig efter krisen. 

Gør dit hjem til et teater

Den uafhængige og prisbelønnede performancegruppe Rimini Protokoll udmærker sig ikke overraskende ved at være nogle af de mest corona-kreative scenekunstnere. Gruppen er i forvejen kendt for sine interaktive performances med brug af forskellige medier, så naturligvis har den udnyttet nedlukningen til at afsøge nye, kunstneriske veje. Lige nu kan man tage del i en audio-tour, som guider en rundt i ens eget hjem med instruktør Kaegis lunefulde stemme og drillende musik i øret. 9 bevægelser, der gør dit hjem til et teater er et slags lyd-syretrip, som får en til at iagttage sin lejlighed eller sit hus på helt nye måder samt reflektere over, hvad isolation gør ved mennesker.  

Theater Oberhausen har valgt at kaste sig ud i en helt ny fortolkning af Albert Camus’ Pesten fra 1947. Romanen, som skildrer tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig, er af flere grunde aktuel. Og selvom den er blevet adapteret til teatret utallige gange, er denne version, hvor teatrets skuespillere optager live i deres hjem, værd at kaste et blik efter. Også borgere fra byen Oberhausen er inviteret til at bidrage til online-teaterserien. Hvordan det udspiller sig, kan man opleve d. 2 maj, hvor første afsnit af teaterserien sendes live. 

”I coronakrisen ligger en chance for nye teaterformer”, udtalte Pestens instruktør Bert Zander for nyligt i et interview, og han er da også en af de scenekunstnere, som bruger krisen konstruktivt, ifølge Die Taz’ kritiker. Gør man som teater brug af digitale midler, skal der nemlig være et kunstnerisk formål med det, som  han skrev. Streaming af forestillinger fungerer sjældent lige så godt som livemødet. Alligevel er denne mærkelige tid en unik chance for at se ekstremt meget teater for ingen penge – og måske opdage nye formater, der fødes ud af krisen.


 

Top