"Diversitätssensible und Diskriminierungskritische Lehre. Unser aller Verantwortung."
Det ser ud til, at diversitet og diskriminering endelig er blevet en mere fast del af vores hverdag og arbejde. Alligevel forbliver disse og lignende begreber alt for ofte tomme ord og løfter, som vi ikke ved, hvordan vi skal overholde. Hvad betyder det rent faktisk at undervise diversitetssensibelt og diskrimineringskritisk? Hvilken rolle spiller vi i implementeringen, og hvad kan vi udrette? Hvad er rent faktisk vigtigt, og hvordan fører vi det ud i livet? Hvor skal vi begynde? Disse og mange andre spørgsmål kan ikke besvares i løbet af én dag og er altid afhængige af konteksten. Sammen vil vi dog finde nye idéer og se nærmere på, hvad vi skal tænke på, hvilke muligheder vi har, og hvilket ansvar der påhviler os.
"Sprachliche Vielfalt im DaF-Unterricht"
Sprog er ikke en ensartet konstruktion, men derimod kompleks og mangfoldig fra naturens side. Regionale forskelle, nuancer, register, sociolekter (sprogvarianter med tilknytning til bestemte socialgrupper), kommunikationsform og -medier..... alle disse aspekter af den sproglige virkelighed er en udfordring for os, der underviser i faget tysk som fremmedsprog: ”Hvilken” slags tysk underviser jeg egentlig i? Men der er selvfølgelig også sproglig mangfoldighed på elevsiden, f.eks. i forhold til modersmål og fremmedsprogskompetencer.
På denne workshop vil vi diskutere, hvordan vi konstruktivt håndterer sproglig mangfoldighed, når vi underviser i faget tysk som fremmedsprog. Ud fra konkrete eksempler vil vi komme med forslag til, hvordan sproglig mangfoldighed kan berige vores undervisning. I den forbindelse vil vi også beskæftige os med teknologien og digitale metoders potentielle rolle.
"Deutsch divers - ein Regionalprojekt der Goethe-Institute in Nordwesteuropa"
Goethe-Instituttet og sprogundervisere i forskellige lande over hele verden står hver dag over for udfordringen med, at materialer til tyskundervisningen (bøger, uddelingsark, prøvematerialer) ofte er meget traditionelle og har en stereotyp formidling. De afspejler ikke samfundet i dag, men opretholder derimod fordomme og marginaliserer en del af vores medborgere.
Spørgsmålet om repræsentationen er ikke uvigtigt for undervisningen: Hvem bliver beskrevet i bøgerne? Hvem betragtes som tysk? Hvad er egentlig ”typisk tysk”, og hvordan ser familier og mennesker i bøgerne ud? Føler folk sig repræsenteret i forhold til oprindelse, køn, seksualitet og social klasse?
"Unterrichtsmaterialien zu Diversität für den DaF-Unterricht"
Dette foredrag viser, hvordan emnet diversitet bliver behandlet i udvalgte materialer til undervisningen i faget tysk som fremmedsprog.
"Queer as German folk – Materialien für den Deutschunterricht"
Arbejd med emner i tyskundervisningen, der optager og interesserer de unge – Formidl Landeskunde (geografi/samfundsfag/historie), så eleverne lærer et moderne, mangfoldigt og pulserende Tyskland at kende – lad undervisningen være kulturorienteret, så eleverne i den forbindelse kan reflektere over engagement, medbestemmelse samt personlig og individuel identitet – alle disse muligheder giver undervisningsmaterialet ”Queer as German Folk”, som er blevet udviklet af Goethe-Institut New York.
Materialet bruger 50. årsdagen for Stonewall-optøjerne, der har været med til grundlæggende at forandre vores samfund, som anledning til sammen med de unge at reflektere over den queere historie i Tyskland, over (seksuel) identitet og diskriminering, over tidligere og nutidige protestbevægelser og over mangfoldighed og kønnenes ligestilling. Foredraget præsenterer de forskellige materialer, uddyber konceptet og gennemgår de muligheder, som materialet åbner for tyskundervisningen.
"Diskriminierungsfreie Sprache"
I en skolemæssig kontekst kan der hver dag – præcis som i enhver anden kontekst – forekomme sproglig diskriminering. Ofte bliver diskriminerende sprog brugt utilsigtet. Det skyldes en manglende bevidsthed om nuancerne i den sproglige diskriminering i store dele af samfundet. Dem, der gerne vil tale og handle diskrimineringskritisk, lærer det sjældent automatisk eller i forbifarten, det er snarere en bevidst beslutning om at sætte sig ind i emnet. Dette foredrag handler om, hvad der er diskriminering, og hvordan ens egen sprogbrug kan hjælpe med at mindske diskriminering.