Hvem former byen? Og hvem bestemmer dens fremtid? Det er de centrale spørgsmål, som udstillingen
Weltstadt stiller og søger besvaret. Udstillingen dokumenterer erfaringer fra nye former for byplanlægning og lokale organiseringsmodeller over hele kloden i samarbejde med lokale aktører fra blandt andet Berlin, Riga, New York, Helsinki, Johannesburg, Bangalore og mange flere.
Weltstadt giver lokale svar på globale udfordringer, og en af fremtidens største udfordringer bliver at genopfinde byen. I en tid, hvor verden undergår tumultariske forandringer som følge af overbefolkning og klimakrise, stiller organiseringen af byen stadigt større krav til den arkitektoniske opfindsomhed. Det er her, at de kreative og fleksible samarbejdsformer på tværs af de etablerede systemer opstår. Og det er disse, som besøgende kan se på udstillingen Weltstadt.
Det er Goethe-Instituttet, der i 2014 tog initiativet til Weltstadt, der blev skabt samme år. Udstillingen vises i anledning af Copenhagen Architecture Festival, der præsenterer den i Bygningskulturens Hus.
Weltstadt danner samtidig rammen om heldagskonferencen "Byen i fælles forandring", der finder sted mandag den 14. marts fra kl. 9-16.
Goethe-Institut Dänemark har de seneste år haft fokus på emnet ”nye tiltag i det urbane rum”. Det spænder fra projekter om nye tendenser inden for design, over diskussioner om nye materialer og forskning inden for digitale simulationer af byplanlægning til den mere klassiske arkitektur- og byplanlægning.
Nu føjer projektet
In Transit sig til rækken med spørgsmålet om, hvorvidt borgere kan deltage proaktivt i udformningen af deres kvarter, og hvorledes sådanne lokale initiativer lader sig forbinde med den officielle byplanlægning.
Tilbage