Udstilling Anselm Kiefer

Anselm Kiefer © Anselm Kiefer

Sø, 02.04.2017 -
Sø, 06.08.2017

Copenhagen Contemporary

Papirøen
Trangravsvej 10–12
1436 København K

Hos Copenhagen Contemporary kan man fra april og hen over sommeren opleve en gigantisk installation af  Anselm Kiefer - én af Tysklands mest kendte og succesfulde kunstnere efter 2. verdenskrig. Det monumentale værk gøres i København dermed tilgængeligt for publikum for allerførste gang.
 
Installationen, med titlen For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit, folder sig ud på hele 1.500 kvadratmeter og består af fire blyskulpturer udformet som fly og fire malerier i den store skala - op til 6,6 m høje og 11,4 m brede. Med værkernes nedbrudte, krigshærgede fremtræden bringes der, som altid med Kiefer, mange forskellige referencer i spil. Fra karrierens begyndelse har han ladet sig inspirere af historiske begivenheder, litteratur, digtekunst, alkymi, astronomi, kemi og religion. Installationen her kan tolkes som en afspejling af tanken om ”emanation”, der hævder, at alting strømmer ud fra og vender tilbage til ét enkelt, uendeligt princip eller en guddom.
 
Anselm Kiefer er født i Donaueschingen i 1945 og voksede op i efterkrigstidens Tyskland. Han påbegyndte sine kunstneriske studier på kunstskolen i Freiburg im Breisgau og gik dernæst på kunstakademiet i Karlsruhe, men har siden 1993 levet og arbejdet i Frankrig. Kiefer har udstillet verden over og har en imponerende række af soloudstillinger bag sig, herunder på MoMA, New York (1988); Neue Nationalgalerie, Berlin (1991); The Metropolitan Museum of Art, New York (1998); Fort Worth Museum of Art, Texas (2005); San Francisco Museum of Modern Art (2006); Mass MoCA, Massachusetts (2007); Guggenheim Museum, Bilbao (2007); Grand Palais, Paris (2007); Louisiana, Humlebæk (2010); Rijksmuseum, Amsterdam (2011); Tel Aviv Museum of Art (2011); The Royal Academy of Arts, London (2014); Centre Georges Pompidou og Bibliothèque Nationale de France, Paris (2015).
 
Som en ultimativ hædersbevisning blev Kiefer i 2007, som den første kunstner siden Georges Braque ca. 50 år tidligere, bestilt til at installere et permanent værk på Louvre i Paris. Så har man ikke mulighed for at runde Paris her til sommer, kan en tur til Papirøen også gøre det!
 

Tilbage