Festival City Link Festival

City Link Hamburg 2014 City Link Hamburg 2014

To, 21.09.2017 -
Sø, 24.09.2017

Forskellige lokaliteter i Sydhavnen

City Link Festival er denne gang nået til København, nærmere betegnet Sydhavnen. Festivalen fejrer byen og dens beboere og ønsker gennem urbane og kulturelle eksperimenter at skabe bedre og mere inkluderende byer.
 
Det hele startede i 2012 med et samarbejde mellem kreative mennesker i Hamburg og København. Af denne udveksling opstod tanken om at knytte byer sammen i et kulturelt netværk, og i 2014 fandt den første City Link Festival sted i Hamburg. Siden har både Edinburgh, som var værtsby i 2015, og Istanbul sluttet sig til. Årets festival i København er den hidtil største i rækken. Andre byer står på spring til at blive del af det urbane fællesskab. Paris har meldt sig som fremtidig værtsby og en tur over Atlanten er også i støbeskeen, når Akron i Ohio bliver den første amerikanske City Link-by.
 
Festivalens 2017-udgave bekræfter de dansk-tyske bånd, som var startskud til festivalen, med et omfattende tysk program. Under titlen: Hamburg meets Copenhagen kan man gå ombord i kunst, film, musik, udstillinger, talks, workshops, dans og performances, som er hentet direkte fra Hamburg til København og udfolder sig på forskellige lokaliteter i Sydhavnen i dagene 21. – 24. september. De fleste af aktiviteterne er gratis og indbyder Sydhavnens beboere og resten af København til at komme og være med til at udforske festivalens overordnede tema for i år: at bygge broer i vores byer – fysisk, socialt, lokalt, internationalt, kulturelt og professionelt.
 

Tilbage