Filmfestival Mix Copenhagen

Gebrueder beets filmproduktion © Gebrueder beets filmproduktion

Fr, 27.10.2017 -
Sø, 05.11.2017

I forskellige biografer i København & hele landet

LGBTQ-filmfestivalen MIX Copenhagen, der i år løber af stablen for 32. gang, viser i ti dage 100 film fra hele verden i Cinemateket og Empire Bio. Desuden kan man glæde sig til spændende debatter, farverige fester og internationale gæster. Indholdsmæssigt er der fokus på køn, seksualitet, identitet og mangfoldighed, for som festivalen selv formulerer det: ”I MIX fejrer vi diversitet og den skønhed, som findes i det, som er uventet og anderledes.”
 
Også i 2017 er der gode tyske film og interessante instruktørbesøg på plakaten, som lever op til Mix’ målsætning. Gå ikke glip af danmarkspremieren på dokumentarfilmen Dream Boat, der følger fem homoseksuelle mænd på et farverigt krydstogt kun for ligesindede, og kom den 28. oktober endvidere til Q&A med filmens instruktør Tristan Ferland Milewski samt Claude Ferland Milewski, som har komponeret musik til filmen. Dream Boat er nomineret til Lili-prisen, der uddeles til den bedste film i kategorierne spillefilm, dokumentar og kortfilm.


Anbefales kan også Stefan Aretz’ korte spillefilm Sorry Guys. Her møder man det tyske par Robert og Louis, som planlægger at få et barn ved hjælp af en surrogatmor i form af Louis’ søster Svenja – en smuk historie om kærlighed, familie og komplicerede relationer. Filmens instruktør introducerer filmen ved begge visninger, henholdsvis den 2. og 4. november.


Den 28. oktober kan man også møde instruktøren Jochen Hick, som fortæller om sin dokumentarfilm My Wonderful West Berlin (Mein wunderbares West-Berlin). Her følger man en gruppe homoseksuelle, som har oplevet byens forvandling fra at være et sted med razziaer og anholdelser på barer til et ægte frirum for homoseksuelle.


Få flere informationer om de nævnte film samt tid, sted og billetter på festivalens hjemmeside mixcopenhagen.dk.
 

Tilbage