Teaterstykke Repremiere: Mutter Courage und ihre Kinder

Det Kongelige Teater: Mutter Courage © Klaus Vedfelt

To, 01.10.2020 -
Lø, 14.11.2020

Skuespilhuset

Bertolt Brechts evigt aktuelle antikrigsstykke med ny, tysk scenografi

Mange måtte gå glip af Mutter Courage og hendes børn i foråret pga. Corona-epidemien. I oktober vender forestillingen tilbage ved en repremiere.

På Skuespilhusets Store Scene kan fremragende Karen-Lise Mynster opleves som Mutter Courage — en af verdensdramatikkens mest ikoniske kvindeskikkelser. Bertolt Brecht (1898-1956) skrev det nu verdensberømte teaterstykke i 1938-39, kort før Anden Verdenskrig brød ud, og mens han befandt sig i eksil i Sverige. Det Kongelige Teaters stærkt gribende iscenesættelse leveres af den nye husinstruktør, norske Sigrid Strøm Reibo. Katrin Nottrodt, der regnes som en af Tysklands førende scenografer, står for kostumer og scenografi. Den prisbelønnede scenograf har arbejdet for talrige tyske og internationale teatre, operahuse og festivaler, såsom Salzburger Festspiele, Thalia Theater i Hamborg og den Norske Opera i Oslo.

Den musikalske fortælling udspiller sig under Trediveårskrigen i 1600-tallet, hvor en marketenderske med stærk forretningssans og overlevelsevilje drager gennem det krigshærgede Europa med sine tre børn. Hun ernærer sig ved at forsyne tropperne med varer, og krigen er en indbringende forretning, men prisen høj. Gradvist mister hun alt til den krig, hun selv fodrer.

Brechts drama rummer flere budskaber. En advarsel til den lille mand om ikke at forholde sig kalkulerende i den forestående Verdenskrig. Samtidig var stykket en løftet pegefinger til de nordiske lande, som tjente på at sælge varer til Det Tredje Rige. Helt overordnet fremstiller Mutter Courage krigens gru og menneskets manglende evne til at lære af egne lidelser. Stykket bandlyser krig og er desværre stadig skræmmende aktuelt.

Mutter Courage blev uropført i Schauspielhaus Zürich i 1941 og er siden gået sin sejrsgang på alverdens teaterscener. Nu runder forestillingen Det Kongelige Teater som del af fejringen af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020.

 

Tilbage