Udstilling Stephan Balkenhol

Stephan Balkenhol på Museum Jorn Pressefoto Museum Jorn

Sø, 05.07.2020 -
Sø, 27.09.2020

Museum Jorn

Omfattende præsentation af Balkenhols karakteristiske træskulpturer

Museum Jorn har i 2020 hele to spændende, tyske kunstnere på programmet. Foruden Markus Lüpertz-udstillingen kan man glæde sig til den første omfattende præsentation af billedhugger Stephan Balkenhols (f. 1957) kunst i Danmark. Balkenhol nyder international anerkendelse og er en af sin generations mest betydningsfulde billedhuggere.

Med sine karakteristiske træskulpturer og relieffer har han koncentreret sig om kunstneriske gengivelser af den menneskelige figur i skulpturel form i mere end tre årtier og har bidraget til en markant og vigtig videreudvikling af nutidens postmoderne skulpturbegreb. I 1990erne tilføjede Balkenhol nyt indhold, såsom dyr, hybrider og arkitektoniske elementer i sin kunstneriske praksis. 

Udstillingen udvikles i tæt samarbejde med kunstneren, der vil tage særlig hensyn til og interagere med museets udstillingsfaciliteter. Museumsgæster kan se frem til humoristiske og overraskende opsætninger og en del nye værker fra kunstnerens atelier, der aldrig før har været vist for offentligheden. Projektet ledsages af en række billedhugger-workshops, hvor publikum får mulighed for selv at afprøve og udvikle færdigheder inden for arbejdet med skulptur. Herudover udgives et katalog, hvori der også bygges bro til den danske kunstner Asger Jorn (1914-1973).


Foto: Stephan Balkenhol, Tetris Triptych, 2019. Courtesy Galerie Forsblom Stockholm.

Tilbage