Interaktivt virkelighedsteater Fortællingen om et gæstebud

Babettes gæstebud Foto: Helene Mogensen de Monleon

Sø, 02.02.2020 -
On, 30.09.2020

Forskellige steder i Danmark

Venskabsåret glæder sig over et særligt intensivt samarbejde med Det Kongelige Teater omkring hele tre forskellige forestillinger med tysk indhold og medvirken i 2020.  

Starten går i februar og marts, hvor man fire gange kan overvære en levendegørelse af Karen Blixens Babettes Gæstebud i skiftende rammer i grænselandet: Festsalen på Fuglsang Bryggeri i Haderslev (2.2.), Hostrup præstegård (16.2.), Gram Kirke (23.2.) og Wallsbüll menighedshus (8.3.). Rækken af gæstebud kulminerer den 19. september med en stor national udgave i Garnisonskirken i København.

Fortællingen om et gæstebud er interaktivt virkelighedsteater, der inviterer særligt udvalgte borgere med til bords og lader publikum følge aktualiseringen af historien om den flygtede mesterkok Babette, når der stilles skarpt på de liv, der leves ude i grænselandets lokalsamfund her og nu. Hver forestilling har nye og vidt forskellige borgere fra lokalområdet som gæster ved bordet og omkranses af et mindre publikum, der også får mad undervejs og hjælper toastmasteren, skuespiller Henrik Birch, med at skabe gæstebuddets mange stemningsbilleder. Musik, fællesange og festlege blander sig med stemmerne om bordet.

Det københavnske gæstebud tager formatet til en større skala i Garnisonskirken, hvor såvel danske som tyske kulturpersonligheder samles for at spise sammen og tale om de liv, der leves af folk med tilknytning til begge lande. Alle fem gæstebud indgår ligeledes i fejringen af Genforeningen 2020. Bag konceptet står OPE-N - Expanding Performance Art.

Det nøjagtige tidspunkt er: 19. september 2020 kl. 18-21.30 i Menighedshuset ved Garnisonskirken, Sankt Annæ Plads 4, 1250 København K

 

Tilbage