Residensophold Eva Klesse: Artist in Residence

Eva Klesse Foto: Julian Schließmeier

Ma, 14.09.2020 -
To, 01.10.2020

København

Residensophold i samarbejde med JazzDanmark

I anledning af Det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 har JazzDanmark og Goethe-Institut Dänemark valgt at invitere den tyske trommeslager og komponist, Eva Klesse, til Danmark for at være årets artist in residence. Fra den 14. september til den 1. oktober vil Eva Klesse være i Danmark for at arbejde med herboende musikere - enten i form af spillejobs, indspilninger eller masterclasses på nogle af landets konservatorier og musikskoler. Hun vil i løbet af opholdet også arbejde med sine egne kompositioner.

Eva Klesse er en af tysk jazz’ fremadstormende unge musikere, og for tre år siden deltog hun i JazzDanmarks Summer Session, hvorfra danske jazzmusikere sikkert vil kende hende. Eva Klesse vil i september sammensætte en gruppe af danske musikere, der kan spille på nogle landets spillesteder, men der vil også være tid til, at hun kan medvirke på optagelser, spille koncerter i andre konstellationer og undervise i både komposition og trommer. Læs mere om JazzDanmarks artist-in-residence program, og hvordan man kommer til at arbejde med Eva Klesse på JazzDanmarks hjemmeside eller kontakt projektleder Lars Thor Jensen: ltj@jazzdanmark.dk.

Eva Klesse begyndte at spille trommer i en alder af 11 år og har studeret musik på universiteter i Weimar, Paris og New York. I en alder af blot 32 år blev hun udnævnt til jazzprofessor ved universitetet for Musik, Drama og Medier i Hannover. Hun har turneret i hele verden, og hendes debutalbum Xenon (2014) med Eva Klesse Quartett vandt en Jazz Echo-pris (en af tysk jazz’ mest betydningsfulde priser). Den er senere blevet efterfulgt af flere priser. Hendes seneste album med kvartetten hedder Miniatures og udkom i 2018 – smuglyt her:
 

Tilbage