Koncert Almut Kühne, Francesco Bigoni og Mark Solborg møder Willumsen og Kirchner

Almut Kühne Foto: Matthias Creutziger

Sø, 15.11.2020

17:00

Willumsens Museum

Et førstegangsmøde mellem danske og tyske kunstnere på tværs af medier og generationer. 
 
I anledning af den aktuelle udstilling med Ernst Ludwig Kirchner og J.F. Willumsen inviterer guitarist og komponist Mark Solborg til en unik koncert med den virtuose unge tyske vokalist Almut Kühne og saxofonisten Francesco Bigoni. Sammen vil de skabe musikalske fortolkninger af udvalgte værker af Willumsen og Kirchner. Projektet finder sted i anledning af Det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 og er udviklet i samarbejde med Willumsens Museum. 
 
Almut Kühne er en yderst alsidig og genrebrydende sanger. Med en forrygende teknisk kunnen og et ditto register arbejder hun med stor succes både med nyere jazz, improvisation, samtidsmusik og inspirationer fra engelsk renæssance. Kühne, der er uddannet på Hanns Eisler Music Conservatory i Berlin, er vokset op i en familie af billedkunstnere, der bl.a. introducerede hende til „Blaue Reiter“ og „Brücke“ malerne. Inspireret af billedkunsten har hun ofte involveret visuelle komponenter i sine projekter og koncerter.
 
Mark Solborg har gennem 23 udgivelser med original musik og et utal koncerter i ind- og udland sat tydelige aftryk på den danske scene for nyere jazz og samtidsmusik. Bl.a. med en række tyske musikere såsom Axel Dörner, Paul Lovens og Thomas Lehn. Solborg er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Hans arbejde er blevet præmieret af Statens Kunstfond og har modtaget omfattende internationale roser for det visionære arbejde og den kunstneriske integritet.
 
Francesco Bigoni har, bl.a. gennem sine mange samarbejder med Mark Solborg og som musiker på prisvindende projekter med fx Maria Faus og Håkon Berre, etableret sig på den danske scene som en stærk og visionær instrumentalist og komponist. Bigoni er på alle måder optaget af lyd. Han er ud over solistklassen på Rytmisk Musikkonservatorium også uddannet elektroingenør og aktiv inden for elektroakustik og interaktion.

Tilbage