Café Monde
Café Monde byder “velkommen ombord på en jordomrejse, en odyssé i tid og rum” i dets forlagsportræt på hjemmesiden. Uden at lade sig begrænse af hverken genrer eller temaer lægger Café Monde trykket på forfatterne i forlagets udgivelsesprofil. Med store armbevægelser skriver Café Monde: “Forfattere ved forlaget kan deres håndværk, engagementet er kunstnerisk uden at bøgerne lukker sig om sig selv, holdningen vidner om en vending udad imod naturen og verden.” Forlaget udgiver såvel dansk som oversat litteratur.
Café Monde har adresse i Sorø og er grundlagt i 2021 af Mads Julius Elf, som også er stifter af det uafhængige universitetsforlag U Press.