Jessica Lind
Kleine Monster
Ofte ser forældre på deres egne børn med et forherligende blik, særligt i de første ti år før puberteten sætter ind og forvandler ungerne til uigenkendelige og ekstremt humørsyge banditter i en vis periode. Men så længe børnene er små, er de de sødeste, klogeste og elskelige små slyngler. Jeg er sikker på, at enhver lærer kan fortælle dig en ting eller to om de rosenrøde briller, som forældre ofte ser deres børn igennem. Men hvordan reagerer man, når ens egen “solstråle” pludselig beskyldes for krænkende adfærd?
Af Florina Evers
Det oplever Pia og Jakob, da deres syvårige søn Lucas klasselærer indkalder til samtale, pga. en “hændelse”. Der er sket noget mellem Luca og en pige fra klassen. Hvad det præcist var, forbliver uopklaret, for der er ingen vidner, kun pigens ord. Luca derimod forbliver tavs. Han deler ikke sin oplevelse med Pia og Jakob og virker heller ikke til hverken at have behov for at retfærdiggøre noget eller at undskylde.
Mens faren Jakob, der er musiker og kunstner, bevarer troen på sin søn, er det sværere for moren Pia at lægge hændelsen og beskyldningerne på hylden. Hun har et stærkt ønske om sandheden for at få afdækket sandheden, og i de følgende dage og uger holder hun nøje øje med sin søn for at finde ud af, hvad der skete i klasseværelset. Uvisheden om, at Luca kunne have gjort noget slemt, tager hårdt på hende. Pias mistillid smitter af på hendes egen opfattelse og slår sprækker i billedet af den perfekte familie. Trods øjeblikke af ømhed og tilnærmelse mellem mor og søn vokser den lille kløft mellem mistillid og tillid sig større. Man kan bogstaveligt talt mærke, hvordan kløften bliver et altopslugende dyb, hvordan tvivlen forplumrer morens syn på sit barn – eller skærper det, alt efter hvilken sandhed man køber ind på.
Wir liegen zusammen im Bett und ich küsse seinen Bauch und er küsst mich zurück, seine weichen Lippen auf meiner Haut, bis er zubeißt. Ich zucke erschrocken zurück und merke erst da, dass ich ihn mit meinem Ellbogen eingeklemmt hatte.
Imens familien besøger Jakobs søster, bliver Pia urolig, da hun ser Luca forsvinde med sin yngre kusine. Samme nat går hun endda så langt, at hun låser døren ind til Luca. Hun stoler ikke længere på sit barn. Hun stoler ikke længere på sig selv.
Sandheden som gråzone
Mens mistilliden vokser sig større i Pia, springer romanen tilbage i tiden til hendes svære barndom. For hvert flashback bliver det tydeligere, hvorfor Pia ikke tager “hændelsen” så let som sin mand. Efter en uforklarlig traumatisk hændelse blev hendes adoptivsøster Romi gjort til familiens sorte får. I en tidlig alder lærte Pia, at sandheden ofte er en gråzone, og at det kommer an på, hvem der råber højest. Hun undrer sig over, hvorfor hun nu gentager denne mistillid over for sin egen søn. Er det gamle familiemønstre, som er svære at bryde?
Pia har også en snigende mistanke om, at hun som mor ikke har slået til og at Lucas adfærd kan tilbageføres på hendes inkompetence. I modsætning til Jakob, som har studeret forholdsdynamikker, har hun stolet på sin intuition. Nu spørger hun sig selv, om det har været tilstrækkeligt eller om hun har reproduceret sin egen opvækst.
Die Liebe ist keine Selbstverständlichkeit für mich. Die Mutterhaut, die ich trage, passt mir nicht wie angegossen. Ich bin nicht Aschenputtel, ich bin eine ihrer Schwestern, die sich erst die Ferse abschneiden muss oder den großen Zeh. Und ich sitze hier und lasse die Tränen zu, weil ich weiß, dass Luca etwas Besseres verdient hat.
Forlaget kategoriserer Kleine Monster som en roman, men den anspændte stemning og morens angsttilstand, som på så imponerende vis overføres til læseren, gør, at den til tider opfattes som en raffineret thriller, der opbygger spænding lige til slutningen, opfordrer til refleksion og viser: Hvis vi leder efter mørke egenskaber i mennesker, uanset om de er unge eller ældre, vil vi finde dem. Men om mørket er en del af vores eget blik, som overføres som en skygge til personen overfor, eller om mørket er en del af personen overfor, vil der ikke altid findes et svar på. Pia deler denne erkendelse i slutningen af romanen og når frem til: „Es ist Zeit, in den Schattierungen zu leben“.
Jessica Lind er født i St. Pölten i Østrig i 1988 og bor i dag med sin familie i Wien, hvor hun arbejder som manuskriptforfatter og forfatter. Hun har læst ved Filmakademie Wien og har blandt andet skrevet filmen Rubikon i samarbejde med instruktøren Magdalena Lauritsch. I 2015 vandt hun open mike med fortællingen Mama, som hendes debutroman af samme navn udsprang af. Hendes anden roman Kleine Monster udkom på Hanser Berlin.