|

Kl. 19:30-21:30

Tysklandssalonen #22

Paneldebat|Karoline Liedtke-Sørensen (Cobe) om grøn arkitektur i Tyskland og Danmark

  • LiteraturHaus, København

  • Sprog Dansk og tysk
  • Pris Gratis, tilmelding kræves

I baggrunden ses et billede af Karen Blixens Plads i København med forskellige bygninger og de karakteristiske bakkelignende forhøjninger, under hvilke der er cykelparkeringspladser. Karen Blixens Plads, København © Jasparbang, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Karen_Blixens_Plads_03.jpg

I baggrunden ses et billede af Karen Blixens Plads i København med forskellige bygninger og de karakteristiske bakkelignende forhøjninger, under hvilke der er cykelparkeringspladser. Karen Blixens Plads, København © Jasparbang, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Karen_Blixens_Plads_03.jpg

København er kendt for sit fokus på en bæredygtig byudvikling, der har vundet genklang i store dele af Europa, ikke mindst i Tyskland. I 2023 blev København kåret af UNESCO som verdens arkitekturhovedstad, en begivenhed, der blev markeret med talrige arrangementer og samtaler om grøn arkitektur. I Tysklandssalonen #22 har vi sat landskabsarkitekten Karoline Liedtke-Sørensen stævne til at fortælle om de nyeste udviklinger på området, og vi spørger hende desuden, hvilken rolle de dansk-tyske relationer spiller i den forbindelse. Billetterne frigives på fredag, d. 17. oktober 2025, kl. 12. 
 
Karoline Liedtke-Sørensen har med sin tysk-danske baggrund inden for landskabsarkitektur solid erfaring med området. Efter nogle år i Hamburg og Berlin er hun i dag Head of Landscape i det danske arkitektfirma Cobe, der blev grundlagt i 2006 som et samarbejde mellem arkitekter fra København og Berlin. Cobe har bl.a. stået for ombygningen af Nordhavn, Nørreport Station og Israels Plads, og i dag har Cobe projekter rundt omkring i Europa. Vi spørger Karoline Liedtke-Sørensen om bæredygtighed i arkitektur og byplanlægning, og hvordan Cobes helhedstænkning går hånd i hånd med sammenhængskraften mellem natur, landskab og byplanlægning. Vi vil desuden tale om forskelle og ligheder mellem Tyskland og Danmark og om landenes respektive traditioner, men også om den gensidige påvirkning landene imellem.

Samtalen mellem Karoline Liedtke-Sørensen og Moritz Schramm foregår på tysk.

Salonen starter kl. 19:30, og dørene åbner kl. 18:30. Vin, vand og øl kan købes i baren. DJ Lars Bliesener vender tyske plader.

Tysklandssalonen #22

Karoline Liedtke-Sørensen

Head of Landscape, Cobe

Siden 2019 har Karoline Liedtke-Sørensen været Head of Landscape hos arkitektfirmaet Cobe, hvor hun har ansvaret for innovation, design og koncept. Hun har studeret landskabsarkitektur i Dresden og København, og hun har arbejdet for TOPOTEK1 i Berlin og været adjunkt ved HafenCity University i Hamborg. Hun deltager regelmæssigt i internationale konferencer med fokus på bæredygtig arkitektur. At tænke naturen som en fundamental del af byen er en væsentlig del af hendes forståelse som landskabsarkitekt.

Om konceptet

Tysklandssalonen er en tilbagevendende begivenhed for alle, der interesserer sig for Tyskland. Hver salon tager aktuelle temaer og udviklinger i Tyskland op og kaster et blik på tysk kultur, samfund og politik. Hvad står øverst på den tyske regerings dagsorden? Hvilke intellektuelle debatter er dominerende? Hvordan agerer Tyskland ude i verden? Hvilke aktuelle udfordringer står Tyskland overfor lige nu? Værterne - Adam Paulsen, Anna Sandberg, Moritz Schramm og Philipp Ostrowicz - vil diskutere med hinanden og også foretage en lille rundtur i aktuelle bøger, film eller udstillinger. Til hver salon inviteres desuden en gæst, der er ekspert i aftenens tema, f.eks. en forfatter, historiker eller politiker.

Tysklandssalonen finder med få undtagelser sted den sidste mandag i hver måned og har fast til huse i LiteraturHaus på Nørrebro. Den næste salon foregår den 27. oktober 2025.

Arrangementsrækken er et samarbejde mellem Dansk-Tysk Selskab, Goethe-Institut Dänemark og Den Tyske Ambassade.