Ozan Zakariya Keskinkılıç
Hundesohn

Jeg havde en Hundesohn-sommer. Ozan Zakariya Keskinkılıçs roman fandt vej til min strandtaske, røg hastigt i muleposen på vej til arbejde og om aftenen lå den på mit natbord i soveværelset, mens den lune aftenluft strømmede ind gennem det åbne vindue. Jeg havde bogen med mig overalt, var blevet afhængig af forfatterens ord, af Zakariyas historie, som passede så perfekt til sommerens varme dage og nætter.

 

Hundesohn tager os med gennem en sommer i selskab med Zakariya, også kaldet Zeko. Han er en ung queer mand, der bor i Berlin, hvor han også er opvokset. Hans familie er fra Adana i det sydøstlige Tyrkiet, og Zekos forhold til stedet er formet af sommerferierne. Den sommerlige tilbagevenden giver Zekos liv en rytme, som læseren tydeligt fornemmer. Zeko tæller dagene, indtil han igen er i Adana. Nej, det stemmer ikke. Indtil han ser Hassan igen. Hassan, som dufter af appelsinskal og havsalt, og som Zeko har kendt siden barndommen. Hassan, som præcis ved, hvor mange modermærker Zeko har på ryggen (15), og som kan være så flabet og stor i kæften, at han bliver kaldt "Hundesohn“. Men Hassan kan også være så øm og kærlig, at Zekos hjerte er ved at eksplodere.

Zeko er så besat af tanken om et gensyn, at den sniger sig ind i alle hjørner af hans hverdag i Berlin. Hassan følger ham i tankerne under terapitimerne, når han mødes med sin bedste veninde Pari fra universitetet, og når han tager på Grindr-dates med fremmede mænd. Det er altid mænd, der minder ham om Hassan, men som ikke er Hassan. Et forsøg på at fylde det tomrum, som kun hans „Hundesohn“ kan udfylde. En forgæves anstrengelse. En jagt, hvor Zeko risikerer at miste sig selv. For han er, som så mange andre, på jagt efter at høre til. På jagt efter kærlighed.

Hvad står tilbage, når kærligheden ikke bliver gengældt? 

  Jeg vil ikke røbe for meget af slutningen, men det bliver efterhånden tydeligt, at romanen ikke først og fremmest handler om gensynet mellem Zeko og Hassan. Den handler snarere om begæret i sig selv og om spørgsmålet: Hvad gør længsel og begær ved os, når det ikke bliver gengældt? Hvad bliver der tilbage af den kærlighed, vi føler?  Gennem de mange tilbageblik til Zekos liv i Berlin og Tyrkiet viser romanen, at lyst og kærlighed aldrig eksisterer i et tomrum. Hvem vi forelsker os i, og deler et kærlighedsliv med, er ligeledes betinget af politiske og sociale vilkår.

Selv om romanen kun er på 200 sider, rummer den en enorm tæthed. Den er fyldt med metaforer, kafkaeske antydninger og tilsyneladende tilfældige passager, som jeg ikke altid formåede helt at få greb om. Men det ændrer ikke på min begejstring. At jeg ikke formåede at indkapsle alle litterære fragmenter, skyldtes formentlig også den lette dvaletilstand af sommerlig magelighed.
Jeg vil anbefale at læse Hundesohn mere end én gang eller kigge i den, som man vender tilbage til en gammel dagbog eller en digtsamling. Således kan man også på kolde vinterdage glæde sig over sætninger som:
"Und meine Lieblingsfarbe ist das Nachtlicht auf seinem warmen Gesicht." eller
"Der Regen ist eine liebenswürdige Autorität, er hebt den Finger und du hältst den Mund."
Og med ét ser verden omkring én en lille smule anderledes ud.


Ozan Zakariya Keskinkılıç, født i 1989, har læst statskundskab i Wien, Berlin og Cambridge. I 2022 debuterede han som lyriker med Prinzenbad på Elif Verlag, og i 2023 udgav han fagbogen Muslimaniac. Die Karriere eines Feindbildes på Verbrecher Verlag. Hans tekster er publiceret i en række tidsskrifter og antologier, bl.a. anders bleiben (Rowohlt, 2023) og er oversat til flere sprog. I 2025 modtag han blandt andet ZDF-»aspekte«-Literaturpreis og Wolfgang-Weyrauch-Förderpreis. Hundesohn er hans romandebut.