|

Kl. 15:15-16:00

Aflyst - Bloom Under the Oak: Sabine Hossenfelder

Foredrag|Lost in Math

  • Søndermarken, Frederiksberg

  • Pris Fri entré

Den tyske fysiker Sabine Hossenfelder. © Sabine Hossenfelder

AFLYST - Sabine Hossenfelder har desværre ikke mulighed for at rejse til Danmark i forbindelse med festivalen. Vi håber på at kunne præsentere hende på et senere tidspunkt.

Forandringens vinde blæser i fysikkens verden. Den tyske fysiker Sabine Hossenfelder danner fortrop, når hun udfordrer stilstanden i en af videnskabens kongediscipliner. Hossenfelder har kastet sig ud i en frygtløs, men også respektfuld kritik af en selvforblændet videnskab.

Lørdag den 19. juni 2021 kan du opleve fysikkens helt egen ’killjoy’ give sin egen disciplin et kærligt-kritisk wake-up-call, når Hossenfelder gæster Bloom Under the Oak Festival i Søndermarken. Foredraget foregår på engelsk og præsenteres i samarbejde med Goethe-Instituttet.

Med sit dybe engagement i fysikkens grundspørgsmål og et filosofisk og humoristisk overskud har Hossenfelder bevist, at hun tør stille de spørgsmål, hendes kolleger er blevet blinde for. I bogen Lost in Math: How Beauty Leads Physics Astray slår hun et slag for, at teoriudviklingen og de eksperimenter, der skal bevise teorierne, kommer til at følges bedre ad. For hvorfor tog det 25 år at finde bevis for neutrinoens eksistens, 50 år at bekræfte Higgs Boson’en og et helt århundrede at detektere de gravitationsbølger, Einsteins teorier forudså? Og er det den æstetiske forgabelse i matematiske skønhedsidealer, der gør, at fysikken ikke har oplevet større videnskabelige gennembrud de sidste 50 år?

Sabine Hossenfelder er teoretisk fysiker, videnskabsformidler og synthpop-amatør. Forfatter til den polemiske bog Lost in Math: How Beauty Leads Physics Astray fra 2018, der har vakt stor begejstring og debat blandt fysikere og læsere verden over.

Over tre dage i juni vender Bloom tilbage som minifestivalen Bloom Under the Oak under åben himmel i Søndermarken og gør os klogere på universet, på verden og på os selv. Programmet byder på natur og videnskab, som krydsbefrugtes af litteratur, kunst og musik, når de klogeste forskere og skarpeste formidlere fra både ind- og udland indtager samme scenen som en række aktuelle bands, forfattere og kunstnere.