Dokumentarfilm Wim Wenders på CPH:DOX

Instruktør Wim Wenders gæster dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX 2023. Pressebillede © CPH:DOX

On, 15.03.2023 -
Sø, 26.03.2023

I forskellige biografer i København & hele landet

Nye tyske dokumentarfilm og instruktørbesøg

På den kommende dokumentarfilmfestival CPH:DOX er der nyt fra og om store navne som Wim Wenders, Pina Bausch, Werner Herzog og Elfriede Jelinek. Wim Wenders lægger i år vejen forbi København til blandt andet en samtale med overskriften A Sense of Place om at male steder og byer frem på film.

Wim Wenders stod i 2011 bag den billedskønne film Pina om en af de mest indflydelsesrige koreografer i vor tid, Pina Bausch. Nu viser CPH:DOX Dancing Pina fra 2022, hvor filmens instruktør Florian Heinzen-Ziob følger to meget forskellige danseensembler og deres intensive arbejde med tidlige Pina Bausch koreografier fra 1970erne. Werner Herzog er repræsenteret på dette års festival med blandt andet Theatre of Thought, der åbner festivalens Science-program, samt med en portrætfilm om ham selv. Instruktøren Claudia Müller har i filmen, Elfriede Jelinek – Die Sprache von der Leine lassen, portrætteret den østrigske forfatter og dramatiker, der i 2004 fik Nobel-prisen i litteratur. Der er en lang række tyske film på CPH:DOX, læs mere om instruktørbesøg og film nedenfor og besøg CPH:DOX website for nærmere information og billetkøb.

A Sense of Place – Wim Wenders

Søndag den 19. marts står i Wim Wenders’ tegn. Om eftermiddagen vises hans tidlige film Silver City Revisited (1969) efterfulgt af en audio walk skabt af The Lake Radio. Dagen rundes af med en samtale mellem Wim Wenders og Afsun Moshiry kl. 17 i Bremen Teater.


 

Dancing Pina (2022) af Florian Heinzen-Ziob


Filmen følger to meget forskellige danseensembler, der arbejder med tidlige Pina Bausch koreografier fra 1970erne. Mød instruktøren Florian Heinzen-Ziob den 16. marts kl. 18.30 i Big Bio Nordhavn og danseren Malou Airaudo, mangeårigt medlem af kompagniet i Wuppertal, den 25. marts kl. 14 i Grand Teatret.

 

Theatre of Thought (2022) af Werner Herzog


Werner Herzog vender blikket mod menneskehjernen i en morsom og tankevækkende film, der ser på de svimlende filosofiske og etiske udfordringer ved moderne neuroteknologi.

 

Elfriede Jelinek – Die Sprache von der Leine lassen (2022) af Claudia Müller


Dokumentarfilm om den østrigske forfatter og dramatiker Elfriede Jelinek, der i 2004 fik Nobelprisen i litteratur.

 

Sieben Winter in Teheran (2023) af Steffi Niederzoll


Højaktuel og meget bevægende film om den 19-årige Reyhaneh Jabbari fra Iran, der bliver dømt til døden for i modværge at have stukket en mand ned, som forsøgte at voldtage hende. Den 17. marts kl. 16.15 kan man i Empire Bio møde Shole Pakravan, mor til den afdøde Reyhaneh.


Den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX viser innovative og vedkommende dokumentarfilm fra hele verden. Ud over filmvisninger er der debatter, koncerter, udstillinger med mere. Som noget nyt i år lanceres DOX:DANMARK, der er en række minifestivaler i 28 danske kommuner. Der er også mulighed for at streame udvalgte dokumentarfilm på platformen PARA:DOX hele året rundt.
 

Tilbage