Jefta van Dinther: Remachine

Dans|Danmarkspremiere på Bora Bora i Aarhus

  • Bora Bora, Aarhus

  • Pris 70-195 kr.

5 dansere står på række på en helt sort scene, mellem dem er der spændt reb, og deres silhuetter spejles i gulvet. Foto: Jubal Battisti og Adam Munnings

5 dansere står på række på en helt sort scene, mellem dem er der spændt reb, og deres silhuetter spejles i gulvet. Foto: Jubal Battisti og Adam Munnings

På teatret Bora Bora i Aarhus kan man snart opleve danmarkspremieren på koreografen Jefta van Dinthers værk Remachine. Stykket havde urpremiere i 2023 og er skabt i samarbejde med lysdesigneren Jonatan Winbo, lyddesigneren David Kiers, kostumedesigneren Cristina Nyffeler og komponisten Anna von Hausswolff.

I Remachine undersøger Jefta van Dinther, hvordan menneskets krop i sine bevægelser er betinget af omgivelserne. Fem dansere går, klatrer og svæver på en kæmpe, uophørligt roterende skive og tager kampen op med et fjendtligt, mekanisk miljø – det er menneskets kamp mod maskinerne. Som en meditation over disciplin, ubarmhjertighed og sindets magt over kroppen transporterer Remachine publikum ind i en hypermekaniseret virkelighed. Rum, lyd, lys, maskine og krop smelter sammen i et moderne Gesamtkunstwerk.
 

Jefta Van Dinther

Koreograf

Jefta van Dinther (f. 1980) er en hollandsk-svensk koreograf og danser, der bor og arbejder i Berlin og Stockholm. Siden 2008 har han skabt sine egne værker, der altid skal ses som en iscenesat udforskning af bevægelse i sig selv, og som undersøger samspillet mellem kroppen og lys, lyd og materiale. Hans prisbelønnede værker opføres på internationale scener, såsom HAU Hebbel am Ufer i Berlin, på Sadler's Wells Theatre i London og på Théâtre national de Chaillot i Paris. Ud over at producere sine egne værker har han også skabt bestillingsværker, f.eks. for det svenske Cullberg Ballet og Staatsballett Berlin. Jefta van Dinther underviser desuden i koreografi forskellige steder, bl.a. på Danshögskolan i Stockholm. Siden 2024 har han været medlem af fagudvalget for Hochschulübergreifendes Zentrum Tanz (HZT) i Berlin.