Hurtig adgang:

Gå direkte til indholdet (Alt 1)Gå direkte til sekundærnavigationen (Alt 3)Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)

Olivia Wenzel
1000 Serpentinen Angst

Den tyske forfatter Olivia Wenzel.
© Juliane Werner

Ich merke auf einmal, dass ich Sehnsucht nach anderen Bildern habe. Olivia Wenzels prisvindende roman 1000 Serpentinen Angst handler om lange nætter i Berlin, rastløse rejser til USA og Vietnam, hjertet som en automat, opgør med fortiden og en drøm om at kunne spejle sig i sin omverden.

Von Ditte Hermansen

Insisterende sorg, en fatal valgnat på Manhatten, en rastløs rejse til Vietnam, søvnløse nætter i Berlin, en teaterforestilling om murens fald, hvor man (igen) finder sig selv som den eneste ikke-hvide blandt publikum. Seit ich denken kann, haben mich weiße Leute immer wieder gefragt, ob ich zu viel Kakao getrunken hätte – mal bösartig, mal ironisch, einmal flirtend. Sådan er Olivia Wenzels (f. 1985) debutroman: Konkret, nådesløs – og pludselig poppet, humoristisk midt i alvoren.

Det er en roman om sorg, det konkrete tab af jegets bror og det gradvise tab af faren i Angola og moren på evig flugt fra fortidens traumer i DDR. Der Spiegel roser Wenzel for Eine ganz neue Sprache für ihre Ich-Erzählerin, hvilket jeg kun kan tilslutte mig; Wenzels måde at nærmest spalte sin jeg-person er dét, der holder romanens helt særlige energi i kog. Lass mich erklären: Langt over halvdelen af 1000 Serpentinen Angst består af dialog mellem et jeg og en sassy, provokerende, stædig stemme. Kær stemme, mange former; det lykkes aldrig helt at fastslå jegets dialogpartner; er det samfundets kor af stemmer, er det en stemme i hendes hoved, eller er det en spejling af læseren og en måde at være et skridt foran?

Bogen 1000 Serpentinen Angst ligger på en seng, til venstre kan ses en kop kaffe. © Ditte Hermansen Et typisk indspark fra stemmen kunne fx være: BITTE NICHT NOCH EINE GESCHICHTE MIT RASSISTISCHER POINTE. midt i en følsom erindring fra jeget. Et andet sted afbrydes en anekdote med et Ja ja, den historie har du altså fortalt. De driller hinanden, jeget og stemmen, de driller os. Som en slags udvidet konjunktiv, alt kunne have været, alt afhænger af øjnene, der ser. Se fx denne lille udveksling, da jeget netop er vendt hjem til Berlin efter et ophold i USA. WAS MACHST DU JETZT? Ich sortiere mich. Ich verliebe mich. Ich melde mein Onlinedatingprofil ab, mache Sport, trinke weniger Alkohol und schlafe besser. WIRKLICH? Nein.

Wenzel i undervisningen

Romanen vender hele tiden tilbage til “snackautomaten” som et billede på popkultur, forbrugskultur og ikke mindst jegets selvfølelse. Det er et relativt konkret malet billede med sætninger som: Trotzdem fange ich an, in meiner Tasche nach Kleingeld zu suchen. Und während ich noch überlege, ob Kokos oder Schwein – mein Zeigefinger reckt sich schon zu den Tasten –, geht es los. Derudover kan man udnytte romanens lange dialoger, som mange steder består af talesprog og et relativt lavt lixtal. Man kan se nærmere på den kække dialog mellem jeget og “stemmen”, eller en af de mere følsomme passager, hvor jeget taler med sin afdøde bror: Erinnerst du dich an meine Stimme? Nein. Reden Leute immer noch über mich? Nein.
 
Wenzel berører mange aktuelle temaer, som vil passe godt ind i emner om eksempelvis storbyen, DDR, rejse og racisme, diversitet og integration. Desuden er hun både en del af musikgruppen OTiS FOULiE og af forskellige performancegrupper og teaterkollektiver, og teksten kan derfor kombineres med online videoer og så videre. 



 

Top