Hurtig adgang:

Gå direkte til indholdet (Alt 1)Gå direkte til sekundærnavigationen (Alt 3)Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)

Angela Lehner
Vater unser

Angela Lehner
© Paula Winkler

Den Weg finde ich auch im Dunkeln. Vi møder Eva Gruber (åh Eva, en antiheltinde, man holder med, selvom ingen kunne være mere utilregnelig) i håndjern og på tærsklen til en lukket psykiatrisk klinik i Wien. Her udspiller sig sneglende dage og flabet tragikomik, debutanten Lehner har en storslået satirisk tilgang til et evigt aktuelt omkvæd: Findes normalitet?

Von Ditte Hermansen

Im Gemüsebeet wühlende Irre. Dahinter: Wien. Angela Lehner modtog den østrigske debutantpris (for blot at nævne én tilkendegivelse) for denne roman, som i pristalen blev betegnet som frech und direkt. Denne ros vil jeg uden tøven tilegne romanens fortæller og hovedkarakters væsen: Eva Gruber; åh Eva, som man ikke kan dy sig for at holde med, selvom hun er manipulerende, taktløs og komplet utilregnelig. Vi møder hende på tærsklen til den psykiatriske Otto-Wagner-Spital klinik i Wien. Hun eskorteres af politiet, da hun, efter sigende umotiveret, har henrettet en hel skoleklasse på klos hold. På klinikken genforenes Eva med sin bror Bernhard, som dog virker skræmt og ikke videre familiær stemt ved dette gensyn. Dagene snegler sig afsted og skaber tragikomik på øverste hylde: Vor den anderen Irren hab ich schon Angst hin und wieder, aber im Normalfall ist es ganz okay mit denen, deswegen langweilt man sich schnell. Das Entertainment-Programm hier ist ja auch sehr beschränkt.
 
Ikke mindst samtalerne med psykiater Korb er geniale. De tematiserer et velkendt, men evigt aktuelt omkvæd fra psykiatrilitteraturen: Er normalitet blot en historie, vi fortæller os selv? I hvert fald ikke en historie, som Frau Gruber uden videre køber: Korb lehnt sich zurück: »Sie haben ein Aufmerksamkeitsproblem.« Er verschränkt die Arme. »Ach so«, sage ich und lehne mich ebenfalls zurück, »dann kann man natürlich mal sein Benehmen vergessen. Der Zweck rechtfertigt die Mittel, oder?«

Et tema, som titlen tydeligt hilser, er katolicismens dybe rødder i das Vaterland Østrig. Romanen beskæftiger sig ikke med religion som et eksistentielt trosspørgsmål, men som en social struktur i samfundet og familien. Hvorfor er begge Gruber-børnene indlagt? Hvorfor fyldes besøgstiderne af morens (krokodille)tårer? Hvorfor tror Eva ikke på kosmisches Gleichgewicht, så længe faderen lever?

Wie ein Irrgarten


En hånd holder Angela Lehners roman "Vater unser" foran en grå væg. © Ditte Hermansen Det er svært at genrebestemme bogen; den er satirisk (dybt morsom faktisk), flirter med et thrillerkodeks, er forankret i kulturhistorie og er samtidig en aktuel fortælling om en dysfunktionel familie, der ikke kan holde sammen på sig selv.

I et interview med Papierstau Podcast (en uafhængig litteraturpodcast, som jeg er afhængig af) bliver Lehner spurgt, om hun havde en masterplan for Eva og romanen, men forfatteren betegner hele maskineriet som en Irrgarten, et spind af (mis)informationer, hvor man ikke kunne ændre på et enkelt kapitel uden at kaste fem andre i dybet. Jeg forestiller mig også en labyrint af handlingstråde bag Vater unser, som går i vidunderligt selvsving, da Eva og Bernhard stikker af for at fuldføre den mission, der er romanens navlestreng: »Der Vater, er muss sterben«, sagte er. »Du musst ihn umbringen.«. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke spoile romanens slutning. Den binder dybe sløjfer, og selvom man aldrig rigtig bliver klog på Eva, vil jeg slutte denne anbefaling med en af hendes paroler: Den Weg finde ich auch im Dunkeln.


 

Top