Fiona Sironic
Am Samstag gehen die Mädchen in den Wald und jagen Sachen in die Luft
En skov, to piger, mange eksplosioner: I Fiona Sironics debutroman kæmper Maja og Merle for at generobre deres digitale fortid. Da Era møder dem, bliver hendes liv vendt på hovedet. Romanen kredser om den første kærlighed, digitalisering og en hverdag i en nær fremtid, der er blevet både varmere og mere usikker.
Af Florina Evers
Am Samstag gehen die Mädchen in den Wald und jagen Sachen in die Luft. Det er titlen på Fiona Sironics debutroman. En påfaldende lang titel, som pirrer ens nysgerrighed.
Die Mädchen? Det er Maja og Merle, døtre af de berømte momfluencere Alice og Emily. Hvad sprænger de i luften? Gamle harddiske og hukommelseskort, som mødrene har gemt deres content på gennem de seneste 20 år – heriblandt Maja og Merles første skridt, deres fødselsdage og utallige andre større som små milepæle, streamet af et millionpublikum på diverse platforme.
Nu generobrer Maja og Merle, M&M, med både store og små eksplosioner, som de livestreamer, kontrollen over deres digitale fortid. Era, den 15-årige jegfortæller, støder tilfældigt på de to i skoven, i nærheden af det tiny house hun bor i sammen med sin mor. Et møde, der vender op og ned på det hele.
Fra nu af deltager Era i eksplosionerne. En sart første kærlighed spirer mellem Maja og hende, og foreløbig forstår hun også, hvorfor M&M har behov for at ødelægge den mængde data, der uden deres samtykke er vokset siden deres fødsel. Men i det skjulte ved hun godt, at eksplosionerne blot er toppen af isbjerget. Det er, som det altid har været: Internettet glemmer aldrig.
Mens Maja bliver mere og mere ekstrem i sine holdninger og sin aktivisme, har Era fundet sin helt egen, fredelige måde at vinde kontrol over det, som skal erindres: I notesbøger fører hun lister over uddøde dyr og planter, som hver dag suppleres med nye arter.
Vi befinder os nemlig i Tyskland i en nær fremtid. Omtrent 15 til 20 år skiller os fra Sironics romanverden. Klimaforandringerne har imidlertid påvirket alle områder af livet: I stedet for friske dagligvarer eksisterer mad oftest kun i pulverform, om sommeren er skolerne lukkede i tre måneder, fordi børn ikke kan lære noget i 37 graders varme, og parkeringspladser er for længst blevet afsløret som “en mærkelig idé om pladsudnyttelse”. Det er en verden, som er i færd med at ødelægge sig selv.
Det er nærliggende at indordne romanen som climate fiction med sine dystopiske beskrivelser, men i modsætning til mange andre romaner, der deler samme genre, er fokusset på karakterernes livssituation og ikke på beskrivelserne af det sammenbrudte system. De ovennævnte fakta nævnes i bisætninger, da de er blevet en del af Eras hverdag.
Desuden fylder temaet digitalisering mindst lige så meget som klimaforandringerne. De to temaer flyder sammen – præcis som man allerede ser det i nutidens aktuelle debatter, for eksempel i diskussionen om den katastrofale klimabalance for generativ AI. I læsningen opstår derfor helt nye temaer og spørgsmål. Det handler mere om “hvordan” end om “hvad”: Hvordan lever man i en verden, der bliver stadig varmere og mere uberegnelig? Hvordan er det at være teenager i sådan en verden? Hvordan ser internettets fremtid ud? Og hvordan kunne en fremtid uden internet se ud?
Med romanen giver Sironic et muligt svar på disse spørgsmål – og selv om prognoserne er dystre, er der alligevel et strejf af håb. I en eksistentiel krisesituation møder Era og hendes mor solidaritet i det fællesskab, som hendes tante er en del af, og som holder til i et drivhusprojekt i udkanten af byen. Det er et kommunalt projekt, hvor alle bidrager med deres egne evner og deres viden, og hvor der endda dyrkes friske grøntsager. “We’ll manage,” siger en af beboerne til Era. Og Era tror hende.
Dieses seit Jahren dahinwuchernde Wohnprojekt hat so viel internes Wissen, so viele Körper, es wird durchkommen.