København – Berlin: Portalen til verden

Udstilling | Den tyske hovedstad som arnested for et progressivt kunstnermiljø fra 1989 og frem

  • Nikolaj Kunsthal, København

Billede af udstillingsgenstande i kunstudstillingen København - Berlin i Nikolaj Kunsthal. © Nikolaj Kunsthal/ Brian Kure

Udstillingsobjekter i Nikolaj Kunsthallen © Brian Kure/ Nikolaj Kunsthal

Gruppeudstillingen København – Berlin: Portalen til verden stiller skarpt på udviklingen af Berlins kunstscene siden Berlinmurens fald. Byen oplevede en opblomstring i 1990'erne og tiltrak alverdens kunstnere, som boede der i et stykke tid eller endda bosatte sig permanent i den tyske hovedstad. Udstillingen fokuserer især på de billedkunstnere fra Danmark, som blev tiltrukket af Berlins internationale karakter, og som var interesserede i at få nye impulser til deres egen kunsteriske tilgang gennem en udveksling med kunstnere fra andre lande. Centralt i udstillingen er de kunstnere, som flyttede til Berlin efter årtusindskiftet, og som bor der den dag i dag.

Det danske kunstnermiljø er stadig et af de største af sin slags i Berlin. Den stærke tilstedeværelse af kunstnere, der oprindeligt kommer fra Danmark, er interessant af flere årsager: For de danske kunstnere var Berlin en port til resten af verden, og de lærte kunstneriske positioner og tendenser at kende, som inspirerede dem og berigede deres eget arbejde. Dertil ydede kunstnere fra Danmark, der boede i Berlin, et vigtigt bidrag til udviklingen af den berlinske kunstscene ved at forbinde kunstnere fra Tyskland og andre lande med de nordiske kunstnermiljøer. København var en slags portal til Norge, Sverige og Finland.

Udstillingen i Nikolaj Kunsthal har til formål at synliggøre dette samspil ved hjælp af udvalgte kunstneriske positioner. Publikum vil på forskellig vis få et indblik i indvirkningen af den frugtbare forbindelse mellem kunstscenerne i hovedstæderne i Danmark og Tyskland.

Udstillingen København-Berlin: Portalen til verden tæller bidrag fra Ulrik Møller, Tommy Støckel, Lise Harlev, Vinyl-terror & -horror, Gitte Villesen, Cassie Augusta Jørgensen, Dina El Kaisy Friemuth, Alexander Tillegreen og Deniz Eroglu.

Der er fernisering onsdag den 27. august fra kl. 16:00. Nærmere info om åbningsfesten følger.

København-Berlin: Portalen til verden er blevet til med støtte fra Goethe-Institut Dänemark, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.