Hurtig adgang:

Gå direkte til indholdet (Alt 1)Gå direkte til sekundærnavigationen (Alt 3)Gå direkte til hovednavigationen (Alt 2)

Leif Randt
Allegro Pastell

Forfatteren Leif Randt står foran et violet baggrund.
Forfatteren Leif Randt | © Zuzanna Kałużna

Leif Randts bestseller Allegro Pastell er blevet markedsført som Germanys next lovestory og handler om en generation, die alles hinterfragt. Jerome og Tanja falder i snak ved en DJ-pult og indleder et langdistanceforhold fra Berlin til Maintal. Vi følger dem gennem forventningens glæde, uundgåelig bitterhed, lange e-mails og tømmermændstvivl.

Von Ditte Hermansen

En personlig disclaimer: Denne roman har udviklet sig til lidt af et kultisk fænomen i min vennegruppe; vi ser Tanja og Jerome overalt, især i os selv. Ein Roman der Stunde, skriver den schweiziske avis WOZ om Leif Randts (f. 1983) hypede roman om kærlighed i kritikernes tid. En syvendeplads på SPIEGEL-bestsellerlisten blev det endda til for denne fortælling om Eine Generation, die alles hinterfragt, som SPIEGEL kalder Tanja og Jerome; en generation jeg selv er del af, og findes der noget bedre end en læseoplevelse lige på kornet af ens inderste; alt det, man gør i flok uden rigtig at ville være ved det.

De unge elskende møder hinanden på en bar i Frankfurt ved et arrangement til ære for Tanjas succesfulde debutroman. De falder i snak ved DJ-pulten og ender i en taxi: Eine Lovestory aus den späten Zehnerjahren er begyndt. Over de næste par hundrede sider følger vi et langdistanceforhold, som er uundgåeligt, da Tanja bor i Berlin og Jerome i Maintal. Forventningens glæde på banegården, skuffelsen når den fælles rytme lader vente på sig, diverse e-mails, hvor man som læser får lov at kigge karaktererne over skulderen i lige dele fryd og forfærdelse over, hvor banalt det egentligt er at være menneske.

teceremonier og meningen med livet


Ich will von dir keine Hoffnung auf ein diffuses später reflekterer Jerome sig frem til, livet er nu, man skal ikke miste fokus. For dette (ellers ret diffuse) par midt i trediverne gælder det hele tiden om at finde en kerne, om 'gemeinsam schweigen zu können', som i denne scene hvor Jerome og Tanja gør klar til te-ceremoni efter et netop endt Begrüßungs-samleje:
Eigentlich redeten sie ja beide schrecklich gern, und Jerome war überzeugt, dass die Fähigkeit, miteinander quasi endlos sprechen zu können, noch vor jeder körperlichen Anziehung die Grundlage für ihr Zusammensein bildete. Mithilfe der Teezeremonie hatten sie sich bewiesen, dass sie auch gemeinsam schweigen konnten. 

Das Buch "Allegro Pastell" liegt auf einer bunten Decke. © Ditte Hermansen Det er en virkeligt intelligent bog, og selvom klichéen er brændstoffet, svinger den udenom de sproglige af slagsen. Der findes intet mere peino end en roman til tiden en tand for sent, men denne roman har en nerve, som jeg sjældent har set i samtidslitteraturen.

Læs bare dette citat fra en af Tanjas e-mails: Es gibt in Berlin momentan eine Tendenz, die mir nicht gefällt. Die jungen Leute suchen wieder feste Partnerschaften. Die kurze Phase, als die Smartphones eine Schleuse hin zu einem ständig wiederkehrenden Anfangsprickeln öffneten, scheint vorüber.

Skal man kunne klemme sig ned i smørhullet mellem et par specifikke årgange for at nyde romanen? Nichts für Freunde der Onkelliteratur skriver Der Freitag, og selvom jeg er enig, vil jeg driste mig til at brede romanen længere ud end blot dens egen DNA:
Randt udøver en diskret satire, forstået på den måde, at man aldrig helt er sikker på, hvem der egentligt står for skud. Den driller enhver stræben efter et autentisk parforhold, men udviser samtidig en ømhed over for drømmen om det.



 

Top