Deniz Ohde
Streulicht
Sidste års uundgåelige debut: Deniz Ohde med (fler)prisvindende Streulicht; en roman om social mobilitet – de skjulte koder, der umærkeligt deler vandene, selvom ingen vil være ved det. Ich war nicht schaumgeboren, sondern staubgeboren, konstaterer jeget, der er vendt hjem til barndommens industripark for at fejre sine bedste venners bryllup. Ohde har skrevet en insisterende langsom og dybdeborende roman om rodløshed.
Af Ditte Hermansen
Hvis man tager en rundtur gennem sidste års tyske litteraturpriser, er Deniz Ohdes (f. 1988) debutroman Streulicht ikke til at overse; vinder af b.la. Aspekte debutantprisen og shortlistet til moderprisen Deutscher Buchpreis. Den sneg sig endda ind på Spiegel-bestseller listen. Fortællingen er "schnörkellos" og uden poetiske tricks, skriver Taz. Ohdes skrivestil er insisterende grundig, den mangel på højstemt drama, der får romanens første del til at føles lidt langsom, er det, der til sidst knuger læseren ind til sig.
Hovedkarakteren er vendt tilbage til barndommens gade, fordi hendes to bedste venner skal giftes. Tilbage i denne industrielle scene kun svagt belyst af "Streulicht", tænker jeget tilbage på barndommen; Ich war nicht schaumgeboren, sondern staubgeboren. Hendes far har viet sit liv til den industri, der ikke har brug for ham længere, hvilket efterlader ham rastløs i den slidte lænestol: Das ganze Leben meines Vaters war ein einzige Ersatzhandlung. Moren har forladt sin tyrkiske landsby og nægter at se sig tilbage; et dilemma, som også jeget snart befinder sig i: Må man kappe rødderne for at vokse videre, og hvor vokser man hen, hvis man kommer fra et sted, hvor hver en indånding er som: Watte kauen?
Lige børn og lukkede sår
Alle um mich herum schienen wie selbstverständlich in die Universität hineindiffundiert, in den vergangenen Sommermonaten übergangslos von kindischen Abiturienten zu jungen Erwachsenen geworden zu sein. Entweder das, oder sie waren von Anfang an so gewesen. Ovenstående virker som en nøgle til romanens reminder om de ulige forudsætninger, vi ankommer til voksenlivet med. Ohde skriver om den slags udfordringer forbundet med social mobilitet, som ingen taler om, i hvert fald slet ikke den tyske samtidslitteratur, mener Helmut Böttiger i podcasten SWR2 Lesenswert, hvor han taler om Streulicht. Heller ikke jegets mor vil lade sin datter være en stemme for denne outsiderposition, aber du kannst nicht gemeint sein. Du bist Deutsche, afviser hun jegets tidligere oplevelser med racisme i skolegården.
Jegets skolegang er som en grundstruktur i fortællingen, og da jeget til sidst begynder på universitetet, er det ikke det faglige niveau, men de sociale koder, der gør, at hun føler sig fremmedgjort. Og modsat skolegårdens junglelov hvor alle forskelle skriges i vilden sky, føles de sociale forskelle nu usynlige for den, der ikke lider under dem, den der ikke kommer fra migration- og arbejderklasse baggrund.
Fra denne dobbelte udsatte position har Ohde skrevet en roman, der smyger sig om én, og som formår at være dybt politisk uden jegets blotlagte følelsesliv som et åbent sår i centrum. For mig at se er denne måde at være demokratisk og udadvendt i sine betragtninger et typisk træk ved den tyske samtidslitteratur, hvilket har en utrolig bredtfavnende og derfor rørende effekt. Jeg tror godt, jeg kan slutte af med romanens sidste sætning uden at afsløre andet end den varme, jeget (også) omgiver sit bagland med: Wenn’s nichts wird, kommst wieder heim.